Ray Donovan

4 out of 6 stars

Nissen flytter med.

Hvis man skulle opfinde en tag-line til Showtimes mest direkte afløser for Dexter, så ville det være ovenstående sætning. Jeg ved ikke lige om ovenstående idiom, findes på amerikansk, men det er ret præcist. Jeg har faktisk prøvet at finde ud af det, og det nærmeste man kommer er nok noget med “face your fears” eller “you can run (from your fears), but you cannot hide”. Vores hovedperson (Ray Donovan spillet af Liev Schreiber) er en fixer i Hollywood. Det vil sige, at det er ham, der ringes til, hvis f.eks. en Britney Spears-type har problemer med en stalker, en foot/basket-ball spiller vågner op med et lig i sengen (oftest pga. kokain overdoser) eller en skuespiller er blevet filmet med genitalierne et forkert sted.

Ray driver med andre ord en mærkelig kombination af et privat-detektivbureau, en afpresningsvirksomhed, og det der er værre… Normalt bliver han betalt med kontanter eller med penge, der skal vaskes. Ray’s direkte arbejdsgiver er dels en slesk agent/advokat, men også en (næsten) satirisk skildret jødisk advokat/producer, der hedder Ezra Goodman – spillet med god sans for alt hykleriet af Elliot Gould. Ud over Ray, så er der to andre ansatte på bureauet, en brysk ex-mossad agent, der er rigtig god til overvågningsopgaver (duh) og en barsk lesbisk hacker/efterforsker.

Som efternavnet antyder er Ray af irsk oprindelse. Han er flyttet til L.A. fra Boston for 20 år siden sammen med sin kone og to brødre. Den marginalt ældre storebror er en ex-bokser, der har fået Parkinsons og en lillebror i starten af 30erne, der er blevet misbrugt af en præst og derfor er gået mere eller mindre i stå i livet. Ray har installeret storebror i et nedslidt træningslokale, hvor han træner lokale boksere sammen med nogle sorte bekendte og deres sorte halvbror! Lillebror har fået en lejlighed, men bor mestendels på en madras i bokselokalet.

Rays kone (Paula Malcomson – Trixie i Deadwood) er lidt af en bitch, der lever livet i en dyr villa sammen med en grænsesøgende søn på 13 og en superkvik datter på 16. De ved godt, at Rays arbejde ikke er helt normalt, men de er ikke klar over, hvilke vilde ting han er nødt til at gøre for, at de kan leve det gode liv. At kalde familien for dysfunktionel er en underdrivelse. Ray har meget travlt og er meget dygtig til sit arbejde, da han ikke lader sig påvirke af noget som helst og er vanvittig god til at se folks svagheder.

Derudover har han opbygget et pænt katalog af folk indenfor sladderpressen, FBI og politiet, som han har noget på og som derfor kan afpresses, når det brænder på. Og så alligevel, for nu 20 år efter at han fik sin Far (Jon Voight) smidt i fængsel på en falsk anklage i Boston, bliver han opsøgt af farmand, der er kommet ud. Den gamle Donovan er en klassisk charmerende irsk gangster med hang til at manipulere med omgivelserne og en evne til at gå Ray på nerverne og i det hele taget være i vejen.

Desværre for både Ray og ham selv er han dog ikke verdens heldigste gangster, hvilket han bl.a. beviser ved i seriens første 5 minutter at skyde en præst i Boston i den tro, at det var ham der misbrugte lillebror. Han vil jo ligesom gerne gøre et godt indtryk, når han kommer på besøg i LA. Desværre er det ikke den rigtige præst – shit happens, som man siger. På den anden side er både Ray og hans far jo begge familiemennesker, så ligefrem slå hinanden ihjel er ikke en løsning, og med den gamle gangster som katalysator begynder problemerne at hobe sig op for stakkels Ray, der får mere og mere at skulle holde styr på, både på hjemmefronten og på arbejdet.

Serien har visse lighedspunkter med Sopranos i skildringen af knudemanden med det aparte arbejde og kontrasten til et “normalt” familieliv, men det der virkelig er sjovt er måden, hvorpå vi ser bagsiden af Hollywood og skildringen af kendte, der nærmer sig sort satire. Serien er mestendels opbygget med enkelte problemer i hvert afsnit og flere sideløbende længere historier, der varer det meste af hver sæson (12 afsnit af 48-57 minutter pr sæson). Specielt i starten skal man holde tungen lige i munden for at følge med.

De fleste sæsonhistorier bliver ok afsluttet for hver sæson, men der efterlades altid muligheder for nye retninger, og der er spændende afsløringer af hovedfigurernes motiver, der kommer frem efterhånden. Produktionsværdier og skuespil er aldeles fremragende, og der er et hav af gode biroller og gæstestjerner, som der jo nærmest altid er i de bedre kabel-TV dramaer (f.eks. har James Woods i sæson 1, Hank Azaria, Ian McShane og Katie Holmes alle længerevarende plot). Både Schreiber og Voight har været nomineret til både Emmy og Golden Globe flere gange. Serien er her i sommeren 2016 i sin fjerde sæson.

Hvis ovenstående lyder tiltalende, eller man godt kunne li’ Sopranos, så kan man roligt lægge en ekstra stjerne på karakteren.

6 tanker om “Ray Donovan

  • 27. juli 2016 at 17:59
    Permalink

    Jeg har set de første par afsnit, men den fængede ikke rigtigt. Jeg har aldrig tænkt over din sammenligning med Sopranos, men det er måske derfor, jeg ikke kunne lide den – for Sopranos kedede mig også stort. Den får dog en chance mere på et tidspunkt.

    I øvrigt har jeg svært ved at se Liev Schreiber uden omgående at tænke Sabretooth. Det er svært at løbe fra det firskårne kæbeparti – også uden kunstige hugtænder. 🙂

    Svar
  • 31. juli 2016 at 20:27
    Permalink

    jeg har set noget mere, og det er rigtig godt. Meget bedre end Sopranos, når først den er kommet i gang. Tak for tippet – efter to sæsoner er jeg tættere på fem end fire stjerner.

    Svar
    • 3. august 2016 at 16:53
      Permalink

      Macho tilgangen til sex og måden den er voldelig på (som en de facto del af deres hverdag) er meget tilsvarende Sopranos. Glæder mig du kan li den 🙂

      Svar
      • 4. august 2016 at 6:37
        Permalink

        Jeg er up to date med serien nu. Den skifter karakter i tredje sæson, hvor Mickeys del af historien udvikler sig til en slags Breaking Bad. Gæstestjerne er gode. Woods, Azaria gør det gør – men generelt er kvaliteten høj. Og skægt at se Brent Spiner som psykolog. Lige de klip virkede som et nik til Sopranos 🙂

        Det største problem jeg har med serien er at der i perioder er for meget udenomspjat. Jeg havde foretrukket den havde fokuseret mere på at Donovan fixede problemer.

        Svar
        • 4. august 2016 at 23:18
          Permalink

          Ja, den går lidt mere væk fra Hollywood sagerne i sæson 3 (kom måske for tæt på ? 😉 ). Mit primære problem er sådan set Rays kone som virkelig er en egoistisk bitch af dimensioner, men det er lidt ligesom Winona Ryder’s rolle i Stranger Things – det er for meget, men på et eller andet plan kan man jo godt forstå, hvorfor de agerer som de gør… Og det er jo ikke fordi de spiller dårligt…

          Svar
          • 5. august 2016 at 10:16
            Permalink

            Hun starter ud med at være en forkælet egoistisk bitch, men jeg synes det ændrer sig. Ray behandler hende ikke pænt, og det er også noget dobbeltmoralsk at han tager det så tungt, at hun knalder udenom. Det er ikke lissom han ikke gør det samme.

            Nej, det er mere brødrene, den mexicanske kone, datteren osv. Noget af det giver mening ift plottet – f.eks det med præsten – men andet er bare (ligegyldigt) fyld. Jeg ved ikke helt hvad jeg skal mene om fjerde sæson. Jeg kunne faktisk godt lide Breaking Bad alt går galt stilen fra tredje, men den har de ikke helt fortsat. Til gengæld er der mindre risiko for at de kører fast i en rille.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.