The Last Ship

4 out of 6 stars

Michael Bay er en instruktør/producer, der skiller vandene. Nogle elsker hans karakteristiske måde at lave film på, hvorimod andre hader ham for at have mishandlet Transformers-franchisen. Det startede ellers lovende med Bad Boys og The Rock for tyve år siden, men derfra har anmeldelserne kun gået mod syd. Personligt synes jeg, det er en smule ufortjent, og jeg kan godt lide hans stil i afmålte doser. Men uanset hvilket syn man har på manden, så kommer man ikke udenom, at han som få andre kan finde ud af at lave spændingsmættet, hårdtpumpet action. Sådan kender vi hans film, og sådan er det også i The Last Ship. Se bare traileren, og tænk på at alt er taget fra det første afsnit.

En virus så modbydelig, at den får Marburg hæmoragisk feber til at ligne en sommerforkølelse, har slået over 80% af jordens befolkning ihjel inklusiv den amerikanske præsident og det meste af regeringen. Alle forsøg på at få virussen under kontrol er slået fejl, så tilbage er kun at finde den oprindelige stamme (primordial strain), og bruge den til at udvikle en vaccine.

Den opgave har Dr. Rachel Scott (Rhona Mitra, Boston Legal) fået. Hun er specialist i paleomikrobiologi, og til sin hjælp på ekspeditionen har hun krigsskibet Nathan James og dets 220 mand høje besætning ledet af kaptajn Tom Chandler (Eric Dane, Grey’s Anatomy) og hans næstkommanderende Mike Slattery (Adam Baldwin, Firefly – typecastet som den sædvanlige badass motherfucker, han altid spiller). De starter ud på Antarktis, hvor de møder nogle ekstremt skydegale russere, der dog på trods af stor ihærdighed alligevel præsterer ikke at ramme noget som helst. Træfsikkerhed er bogstaveligt talt en by i Rusland, men til gengæld er de vedholdende, og de er såmænd ikke engang de eneste, der vil vores stakkels ekspedition det ondt. Englændere, kinesere og sågar pirater blander sig i løbet af de første tre sæsoner, og de slår to streger under princippet, at intet er så skidt, at det ikke kan blive værre.

Det er ikke verdens mest opfindsomme historie, og præmissen med et pandemisk sygdomsudbrud har vi vist hørt før. I det mindste efterlader sygdommen ikke ofrene som zombier. Det er således ikke historien, der er seriens trækplaster, for den er forudsigelig og hullet som en si. For at få noget ud af The Last Ship, er man nødt til enten at parkere hjernen eller forberede sig på at sluge et par kameler. Personerne er endimensionelle stereotyper, og glorificeringen af det amerikanske militær og patriotismen er i perioder så gennemtrængende, at det nærmer sig propaganda. Jeg tror dog ikke, forsvaret har betalt for det, omend de jf. Wikipedia har stillet flere af deres skibe til rådighed under optagelserne.

The Last Ship 2

Serien forsøger at holde den moralske fane højt, men det falder oftest til jorden, fordi man får idealerne proppet så langt ned i halsen, at man kaster op. Min største anke er dog den udbredte inkonsistens inden for seriens eget univers. Nogle gange kan de fjendtlige specialstyrker intet ramme, mens de andre gange, når det giver mening for historien, er uovervindelige supermænd. Værdien af menneskeliv afhænger også helt og holdent af konteksten. Det ene øjeblik dræber serien folk med rund hånd uden at dvæle synderligt længe over det. Øjeblikket efter gøres der et stort nummer ud af, at en seriøst dum skid bliver slået ihjel, selvom det tjener et højere formål – som f.eks. at redde verden. Men nej, målet helliger så sandelig ikke midlet her. På den anden side kan vi godt tilgive manden, der via selviske handlinger var indirekte årsag til flere tusinder menneskers pinefulde død, for han gjorde det jo ikke med vilje.

Kritikken er hård og velfortjent, men dermed ikke sagt, at The Last Ship ikke er underholdende – for det er den. Det kræver som sagt, at man møder den med den rette indstilling, men så leverer Michael Bay og hans team til gengæld også et solidt fix for alle os actionjunkies. Flere af hans film er efter min mening klippet alt for aggressivt, men det er heldigvis ikke tilfældet her. Actionssekvenserne er velproducerede med (for det meste) gode effekter, sejtlydende militærjargon og i det hele taget bare en stor fornøjelse, hvis man er til den slags over the top ramasjang. Lyden er også rigtig fin med et pompøst soundtrack og god bund i eksplosionerne. Det er ikke stor kunst, men det er effektivt og kompetent udført. Giv den en chance, hvis du kan lide film som The Rock, Armageddon og Pearl Harbor

4 tanker om “The Last Ship

  • 6. august 2016 at 8:19
    Permalink

    Lyder helt klart som noget, jeg kunne kaste mig over næste gang, jeg er forkølet – måske kan det slå Steven Seagal af pinden?

    Hvor kan man se serien?

    Svar
  • 5. november 2016 at 19:16
    Permalink

    Så fik jeg set slutningen af tredje sæson. Den tager en uventet drejning, men derudover holder den stilen fint. Trist at nogle af special effekterne falder ret tydeligt igennem – f.eks. er nogle af eksplosionerne helt tydeligt CGI. Med det store budget, så burde de kunne lave det bedre.

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.