Good Morning Call
Good Morning Call er et japansk tv-drama baseret på en manga og produceret i samarbejde mellem Fuji Television og Netflix, hvilket er grunden til at den er at finde i den danske Netflix, med danske undertekster. Har man ikke set et japansk tv-drama før, kan det give noget af et kulturchok: “Drama” er virkelig et passende ord, da der males med de helt store følelser, og den virkelige verden er noget, der ligger meget langt væk fra tv-studiet. Det minder nok mest om teater, og man skal altså ikke regne med et realistisk bud på hverdagslivet i Japan, men mere – i dette tilfælde – en højoktan kærlighedshistorie med uendelige strabadser for de kære unge mennesker i midten af orkanen.
Nao er flyttet hjemmefra for at starte i gymnasiet. På skolen render hun ind i Hisashi, som samtlige piger er ved falde i svime over. Nao er dog ikke interesseret i ham, og glæder sig mere til at flytte ind i sin nye lejlighed. Mens hun pakker kasserne ud, låser en anden person døren til lejligheden op og træder ind: Hisashi. De er begge blevet snydt af en ejendomsmægler, der har lejet den samme lejlighed ud to gange. Ingen af dem har råd til at blive boende alene, da det viser sig at huslejen i virkeligheden er dobbelt så høj. Så de må leve under samme tag indtil de finder noget billigere, så de kan flytte hver for sig.
Gæt selv, hvem der hurtigt bliver forelskede i hinanden.
Nao er den landlige og ligefremme pige med følelserne helt uden på tøjet. Hun griner og fjoller, tuder og klynker. Hun bliver hurtig klar over sine følelser, men Hisashi er i den grad en mand af få ord, så hun tvivler på, at de er gengældt. Det bliver heller ikke nemmere af, at andre piger konstant sværmer om ham, så Nao må gøre sit bedste for at holde på ham.
Naos rolle i det forhold vil sikkert få feminister til at strømme ud i gaderne med høtyve og fakler, da de mindst har skruet tiden 50 år tilbage i forhold til danske forhold – til dengang manden ordnede tingene og kvinden lavede mad. Japan ér stadig et meget patriarkalsk samfund, og kvinderne er ikke så frigjorte som her, men den her serie tager godtnok en lidt ekstrem anskuelse. Hisashi behandler konsekvent (dog ikke med vilje) Nao som lort, og hun finder sig konstant i det, blot der drysser et enkelt kærligt ord ud en gang imellem.
Men det virker faktisk. På trods af de helt ufatteligt mange klichéer, der nærmest får serien til at føles som en Greatest Hits-kavalkade over romantiske dramaer, nyder man at se de to klare sig igennem strabadserne og støt og roligt lægge sten på sten på deres forhold. Næsten hver eneste episode er bygget op over en konflikt, der som regel bunder i misforståelser og manglende kommunikation fra den ekstremt fåmælte Hisashi, som de så løser undervejs og ender med at kigge drømmende ind i hinandens øjne – og lige før rulleteksterne kommer på, dukker der en eller anden mystisk kvinde op og kaster grus i maskinen. Det er ekstremt formularisk, og man æder det råt.
Det skyldes helt og aldeles Haruka Fukuhara, der spiller Nao i serien. Hun er ekstremt god til at spille på alle registrene, og køber man konceptet med kompromisløs kærlighed, rammer hun rollen lige på kornet. Hun er den Yamato Nadeshiko, som japanske mænd drømmer om at blive gift med. Den stabile, kærlige, fornuftige, no-nonsense kvinde, der elsker sin mand ligemeget hvor åndssvag, han er, og holder husholdningen kørende. Hisashi er derimod en langt mere endimensionel karakter, der altid mener det godt, men virkelig opfører sig som en kold skid. At Nao kan falde for ham er mig stadig en gåde efter at have set alle seriens 17 episoder – det er ikke just fordi det skorter på goder partier for Nao undervejs.
Rundt omkring de to hovedpersoner bygges stille og roligt en rigtig velfungerende vennekreds op, som både giver brændsel til kærlighedsdramaet, men også en masse herlige stunder, hvor de bare har det sjovt sammen.
Good Morning Call er en skæg historie om spirende kærlighed blandt unge mennesker. Der er intet nyt under solen, og man ved naturligvis fra starten, hvordan det kommer til at ende. Men rejsen er både sød og sjov, og selvom jeg er 30 år over målgruppen, har jeg mange gange siddet med en klump i halsen og heppet på den stakkels Nao. Klichéerne står i kø for at komme på skærmen, men det gør ikke noget, så længe man er underholdt. Har du aldrig set et japansk drama før, skylder du dig selv at give Nao og Hisashi er chance; hvis du bare er lidt åben for nye indtryk, kan jeg næsten garantere en hyggelig tur. Har du været på vognen i mange år, er der overhovedet ikke noget nyt her, men skuespillerne er gode, historie er velfortalt og der er sgu altid plads til et kærlighedsdrama mere. Jeg har set masser af den skuffe, og alligevel kunne jeg ikke lade være med at binge hele serien på få dage.
