Mafia 3

3 out of 6 stars

Mafia 3 er en open world cover-baseret shooter, der foregår i en kriminel underverden. Hvis du synes, det lyder bekendt, så har du helt ret. Dels er det tredje udspil i serien, men det træder også i fodsporene af spil som Grand Theft Auto, Saints Row og Sleeping Dogs.

Hovedpersonen er den sorte Lincoln Clay i tressernes Amerika i den fiktive sydstatsby New Bordeaux. Efter at være kommet hjem fra krigen i Vietnam slår han sig sammen med godfatheren fra den italienske mafia om at røve en bankboks. Han bliver dog forrådt, skudt i hovedet og efterladt blødende på gulvet, formodet død. Lincoln er imidlertid ikke død, og det mislykkede attentat har efterladt ham i et seriøst dårligt humør og fyldt med hævntørst. Der er ingen tvivl i hans sind. Sal Marcano skal sove med fiskene, og det kan kun ske for langsomt.

Mafia 3 3

Nu er det jo bare sådan, at man ikke lige vader ind på mafiosoens kontor uden at få en akut blyforgiftning, så Lincoln er først nødt til at svække hans organisation. Han skal overtage distrikter og pløkke løjtnanter, før han igen kan stå ansigt til ansigt med Sal. Han skal basalt set overtage kontrollen med byens kriminelle miljø, hvilket bringer os frem til spillets to primære problemer: Det er ensformigt, og det er alt for langt.

Næsten alle missioner er opbygget efter den samme skabelon, hvor man kører rundt i byen, infiltrerer fjendtlige områder og skyder en masse banditter. Der er lidt forskel på, hvor langt man skal køre, og hvor mange slyngler, der skal myrdes, før man er færdig med missionen. Der kan også være lidt forskel på omgivelserne, og hvor stor den fjendtlige base er, men det er også sådan cirka det. Der er 52 historiemissioner, flere end 150 undermissioner (plus de frivillige missioner), og det tager mindst 30 timer at nå frem til rulleteksterne.

Solid Snake Light

Spillet lægger op til at man sniger sig frem i stilhed og eliminerer fjenderne diskret og ubemærket. Baserne er relativt åbne, og der er altid flere veje frem til målet. Man kan via en indikator se, hvor opmærksomme fjenderne er på ens tilstedeværelse, og derudover har man en slags radar, hvormed man kan se konturerne af fjender gennem vægge. Det virker lidt ulogisk, idet Lincoln hverken har superkræfter eller teknologiske hjælpemidler, men spillet har en eller anden søgt forklaring på det.

Fjenderne er dummere end vådt bølgepap, og man skal ret tæt på, eller larme en del, for at blive opdaget. Man kan fløjte for at tiltrække deres opmærksomhed, og heldigvis kommer de altid kun én ad gangen for at undersøge. Når man har dræbt ham med et simpelt tryk på snigmyrd-knappen, fløjter man bare igen, hvorefter den næste soldat kommer traskende stille og roligt. De synes åbenbart ikke, det er spor underligt med al den fløjteri, eller at kammeraterne ikke kommer tilbage. De skræver gladeligt over ligene af døde soldater uden at blive mistænksomme, og de tager ingen notits af, at man højlydt brækker nakken på en makker i deres perifere synsfelt.

Det er således let nok at snige sig rundt, men det er temmelig tidskrævende. Jeg bryder mig generelt ikke om snigerspil, så jeg mistede naturligvis lynhurtigt tålmodigheden, og spillede det som en slags Max Payne uden bullet time på easy og med auto-aim på maksimum. Det var ret skægt de første timer, men derefter føltes det mere som arbejde end underholdning.

Mafia 3 1

Køredelen er overraskende velfungerende, når man lærer ikke at overstyre pga. kameraets langsomme rotation. Radiostationerne er fyldt med klassiske hits af Johnny Cash, Aretha Franklin, Elvis Presley, Patsy Cline og mange, mange flere. Det gør køreturerne til en fornøjelse, og det kan næsten kompensere for fraværet af fast travel og dårligt spildesign, hvor man konstant bliver kostet rundt uden nogen åbenlys god grund.

I løbet af spillet får man nogle samarbejdspartnere, som man kan ringe til for bl.a. at bestille en ny bil eller et våben. Ringer man til våbenhandleren, så kommer han kort tid efter trillende i sin orange kassevogn, hvorfra man frit kan vælge mellem de våben, man allerede har købt, købe nye eller fylde lommerne op med ammunition, granater og smertestillende piller. Det virker en smule skørt, idet mobiltelefoner mig bekendt ikke var så udbredte i den tidsperiode, men gameplay-mæssigt fungerer det fint, at man altid kan gå ind til en mission med det rigtige loadout.

Teknik og grafik

Mafia 3 er udgivet til både Xbox One, PlayStation 4 og pc, og frame raten var på udgivelsesdagen låst til 30 fps på alle platforme. Argumentet fra Hangar 13 var, at alle skulle have den samme “oplevelse”, men i realiteten dækkede det nok mere over, at spillet er håbløst uoptimeret og kører dårligt på selv pænt kraftige systemer. De blev naturligvis mødt med en orkan af utilfredse pc-brugere, og i løbet af den første weekend udgav de en patch, så folk kunne få “alle de frames, de kunne ønske sig”.

Hvilket ikke er helt sandt, for spillet er som sagt vildt ressourcekrævende. Man skal have et high-end GTX1080 for blot at køre spillet i 1080p @ 60 fps. Det er ikke nødvendigvis et uoverstigeligt problem, at et spil er låst til 30 fps, hvis der er god motion blur og lav input latency. Insomniac Games og Naughty Dog har vist, hvordan det skal gøres i lignende spil. Mafia 3 er dog i en anden kategori, og der er så stor forsinkelse, at det nærmest er umuligt at spille uden auto-aim.

Mafia 3 2

Derudover er spillet fyldt med underlige grafikfejl. Der er flimrende teksturer, objekter, der dukker op ud af det blå, og en forældet form for anti-aliasing, der mildest talt ikke imponerer, når man lige har oplevet TSAA i Titanfall 2. Internettet er desuden fyldt med historier om nedbrud på alle platforme, omend jeg ikke selv har været ramt af det på pc. Mafia 3 skriver sig dermed ind i en lang og sørgelig række af fejlbehæftede spil.

Spillet har været under udvikling siden 2011, og det bærer grafikken præg af i form af simple polygonmodeller, middelmådige teksturer i lav opløsning osv. Byen er helt klart pænest, når den betragtes indefra en bil, og der er en ret lækker bloom-effekt, når man kører i modlys eller bliver blændet af solens refleksioner i den våde asfalt. Hovedmissionerne skiller sig også ud på den positive måde, men samlet set efterlader spillet et meget ujævnt udtryk. Det virker som om, det er blevet overhalet indenom af den teknologiske udvikling.

Forspildt potentiale

Når Mafia 3 i sporadiske glimt er godt, så er det også virkelig godt. Man får et sus i maven, mens adrenalinen pumper. Historien er interessant, og den timelange prolog og de ca. ti hovedmissioner er spillets højdepunkter. Desværre er der alt for mange ensformige og ligegyldige undermissioner mellem disse, og Mafia 3 er et skoleeksempel på, at mere ikke altid er bedre.

Det er ærgerligt, for gameplayet fungerer fint i afmålte doser, og spillet havde fået en ekstra stjerne, hvis det kunne gennemføres på under ti timer. Som det er nu, er der for langt mellem snapsene. Hold dig væk, eller spil det for historiens skyld i små bidder ad gangen.

3 tanker om “Mafia 3

  • 6. november 2016 at 10:45
    Permalink

    Ærgerligt med længden og monotonien. Det var ellers et spil på min horisont, da jeg er fan af sandkassespil.

    Svar
    • 6. november 2016 at 11:12
      Permalink

      Ja, det er en skam for det kunne have været godt. Våbnene føles godt og skudduellerne er ikke uden en vis intensitet og spænding.

      Spillet er tæt på at få fire stjerner, men ultimativt trækker det for meget ned, at der er et par timers grind mellem de primære historiemissioner.

      Jeg planlægger at gøre det færdigt på et tidspunkt og måske snigeriet vil tiltale dig. Jeg anbefaler dog at du venter på det bliver billigere eller prøver en demo først for at se om du kan holde input lag’en ud.

      Svar
  • 7. januar 2017 at 18:45
    Permalink

    https://youtu.be/aZMRPKkDtfs

    Ny patch fotbedrer performance på Ps4 og PsPro. Not so much for xbone. Det kører stadig kun 30 fps men overvejende stabilt og med bedre motion blur. Den kører også 1440p som den upscaler eller supersampler alt efter output. På PlayStation.

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.