Bubblegum Crisis: Collector’s Edition

4 out of 6 stars

Bubblegum Crisis er en animeserie i 8 afsnit lavet i perioden 1986-89. Animationen viser sin alder, men historien og karaktererne holder stadig vand over 10 år efter deres debut.

Sylia Stingrays far hjalp Genom Corporation med at udvikle robotter, Boomers, til hjælp med bykonstruktion. Men, som altid i Japanske dramaer, er der korruption og hemmelige militæreksperimenter lige om hjørnet. Sylias far bliver dræbt, så Genom kan holde hans viden for sig selv. Men han når at give alle udviklingsplaner til sin datter inden da.

Et gennemgående tema i Bubblegum Crisis er hævn. Sylia har ikke andet mål i tilværelsen, så hun begynder at følge sin fars arbejde, og efterhånden bliver hun rigtig god. Hun udvikler nogle “Hard Suits”, en slags robotificerede kampdrager, som hun og hendes (behøver jeg sige “oversexede, nuttede og kønne”?) veninder trækker i, hver gang Genom træder over stregen. Når pigerne er i deres Hard Suits er de kendt som Knight Sabers, og fungerer som en gruppe batmænd, der hjælper byen og ikke mindst politiet, når der er problemer.

Genom, det ærketypiske multinationale onde industriemperie, har naturligvis tænkt sig at overtage verdensherredømmet. De tidligere så fredelige Boomers bliver videreudviklet til kampmodeller, og så er scenen sat: Massevis af overdådige kampscener mellem intelligente, overbevæbnede Boomers og de ultrafeminine og hårdtslående Knight Sabers. Efterhånden som man kommer frem i de otte afsnit, udvikler Genom mere og mere afsindigt effektive Boomers, og hen imod slutningen ser det ud som om Knight Sabers har fået kam til håret.

Men de nye Boomermodeller er lidt for intelligente til bare at udføre Genoms ordrer – de kunne godt selv tænke sig en bid af verdensherredømmet, og så bryder helvede virkelig løs.

Bubblegum Crisis minder om Blade Runner på steroider tilsat sukker (én af pigerne hedder “Priss” og er forsanger i bandet “The Replicants”). Man har prøvet at gengive den samme smudsede fremtidsvision, tilsat søde piger, lidt humor, Japansk 80’er-pop i rå mængder, onde mænd med mørke planer og tonsvis af action.

Plottet er til tider rørende, i slutningen af Moonlight Rambler-episoden havde jeg en klump i halsen. Det lyder måske sært at blive rørt af en tegnefilm, men netop den effekt er mulig i Anime: Man har langt kendskab til karaktererne (der er 400 minutter på denne samling), og man accepterer deres univers som deres virkelighed – langt mere virkeligt end en skuespiller på en scene. Det er ikke svært at opdage, hvorfor denne serie er en klassiker blandt animefans.

AnimEigo tror åbenbart at DVD-afspillere sidder i en PC. Derfor er æsken udformet som en softwarepakke, der overhovedet ikke passer ind på en video-reol. Skammekrog for dén beslutning.

Bubblegum Crisis er et godt sted at starte, hvis du er helt ny til genren. De tre skiver koster kun $42 hos DVD Express. Animationen er flot, men viser sin alder. Showet har virkelig stor dybde, hvilket først rigtig afsløres når man har set det flere gange – man kan hele tiden opdage nye detaljer, der gør universet endnu mere velskabt. Karaktererne er mesterligt realiseret (pigerne er ikke kun nuttede, skurkene er ikke kun onde – der er masser af følelser og ægthed her), actionsekvenserne er hårdtpumpende og plotkoncepterne – venskab, død, hævn og overlevelse – er evigt relevante.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.