Star Trek: Insurrection

Jeg er pjattet med Star Trek. Den gamle fjernsynsserie har altid lagt tung vægt på plot fremfor effekter (budgettet har sikkert heller ikke været til andet). Under årene har der været nogle utroligt kreative talenter bag pennen, hvilket har resulteret i intelligent science-fiction. Der tages ofte udgangspunkt i problemstillinger kendt fra jorden – flyttet til en fjern fremtid i et stort univers. Når problemerne opstår udenfor deres normale rammer, tænker man over dem på en helt anden måde. Det er dette, der gør Star Trek så magisk for mig. Jeg er altid opslugt af afsnittene og kan gruble over dem i lang tid efter.

Filmene (som der indtil videre er kommet ni af) er en broget flok. Ingen er direkte dårlige – vi har alle vores favoritter. Personligt synes jeg at mange af filmene lægger sig for meget op ad effekter og glemmer hjertet i Star Trek: Den gode historie. Derfor er Insurrection min favorit blandt dem alle. Andre vil vrage filmen af præcis samme årsager.

Ba’ku-folket har levet på deres planet i fred og fordragelighed i generationer. De er højt teknisk udviklede, men har valgt at leve simpelt. Det viser sig, at planetens ringe har en regenererende kraft, som Son’a-folket ønsker at udnytte, men det kan ikke gøres uden at ødelægge planeten. Son’a-folket har tidligere været beslægtet med Ba’ku-folket, men valgte en anden vej. Nu er de ved at uddø og, anført af deres leder Ru’afo, desperate for at få fingre i foryngelsesmidlet. Her er lagt i gryden til folkefordrivelse, moral, etik, grådighed og korruption på højt plan besværliggjort af Føderationens non-interventionsprincip. Kan man tillade sig at flytte et folkefærd, hvis milliarder af andre kan have gavn af det?

Personerne er fulde af liv i denne film. Instruktionen af Jonathan Frakes (som selv spiller Commander Riker) bærer tydeligt præg af, at Frakes kender persongalleriet i serien ud og ind. Som om filmens plot ikke var solidt nok, har frakes vævet masser af små detaljer ind i personerne og deres samspil. Skuespillerne fylder deres roller til randen; alle virker i godt humør, enten skyldes det at de bliver yngre undervejs, eller også er de simpelthen glade for at være en del af Star Trek. Personerne omkring Enterprise-besætningen er lidt fladere. Ba’ku-folket er sterotypiske uskyldige ofre og de to Son’a-brødre er næsten for lede til at være realistiske.

Insurrection byder på et væld af rigtig gode effekter, der på bedste vis komplimenterer plottet og aldrig går i vejen. Det havde været let at lave en blærefilm, men Frakes har holdt balancen perfekt.

DVD’en er i 2.35:1 Anamorphic Widescreen, så det er en fryd at se på. Lydsiden er et kapitel for sig: Jeg har kun stereo-lyd, men selv her er det imponerende så meget liv og dynamik, der præsenteres. Skiven byder ikke på meget i extra feature-afdelingen: En trailer og en underholdende fem-minutters featurette. Desværre er filmen ikke tekstet, så man skal spidse ørerne.

Onde tunger siger, at Insurrection bare er to afsnit af TV-serien med lidt effekter. Jeg kan ikke finde på en bedre anbefaling.