Green Legend Ran
Et sted ude i fremtiden falder store objekter kaldet Rodo fra rummet til jorden. Da de rammer, opsuger de næsten alt vand og gør kloden til en gold ørken bortset fra de oaseagtige grønne områder omkring de fem nedslagne Rodoer. Modstandsbevægelsen The Hazzard springer frem og ligger i åben kamp mod Rodoisterne – de mennesker Rodo har valgt til at udføre deres arbejde, og derfor er den højeste kaste i samfundet.
Et sted imellem de to grupper er resterne af jordens befolkning, der prøver at få livet til at fungere på den døde planet. Drengen Ran mister sin mor i et sammenstød mellem Hazzard og Rodoisterne. Man behøver ikke kende ret meget til japansk kultur for at regne ud, at Rans agenda igennem resten af filmen er hævn. Der skal heller ikke meget fantasi til at regne ud, at Ran hurtigt bliver involveret i The Hazzard, og så er der ellers gang i den.
Green Legend Ran byder ikke på så forfærdeligt meget nyt i plottet, og den 140 minutter lange fortælling har svært ved at komme igang. Første halvanden time bruges til at bygge karakterer op, men persongalleriet er meget sterotypt og har ikke så meget at bygge på. Ran møder den sølv-hårede pige Aira, som han af uforklarlige grunde bruger en masse tid på at redde ud af underlige situationer, selvom de ikke virker specielt interesserede i hinanden. I et af de mange redningsforsøg hægter han sig på en udbryderfraktion af The Hazzard; de virker kyniske og livstrætte, men vi får ikke ret meget af deres baggrund.
Alt i alt er der meget fyldstof og fyldkarakterer i historiens første del, som er underholdende men i sidste ende ligegyldig. Til gengæld er den sidste halve time forrygende god, handlingen tager rigtig fart og det hele klikker på plads på en tilfredsstillende måde.
Animationen er speciel i Green Legend Ran. Stilen er kraftig inspireret af Möebius’ tegneserier (stort plus i min bog) og den golde ørkenverden er effektiv og troværdig. Alting er dæmpet og rødligt, og da vi endelig ser vand og skov virker det meget stærkt. Første del af historien er rimelig konventionel, men den sidste halve time er som at træde ind i en animeret Möebius-tegneserie.
