Serial Experiments Lain vol. 3-4: Deus & Reset

6 out of 6 stars

Serial Experiments Lain har været undervejs i et stykke tid, de første 7 episoder blev udgivet på DVD’erne Navi og Knights. Vi har været på en mystisk, forvirrende og underfundig rejse i sukjektiv virkelighed i selskab med en 13 årig pige, vi ikke aner hvem eller hvad egentlig er.

De sidste seks episoder (fordelt på de to udgivelser Deus og
Reset) af ialt 13, skifter balancen mellem fornuft og mystik, og forklarer mere end de forvirrer. Man får svar på mange af de store spørgsmål – men hvis jeg bliver spurgt, hvad den sluttede med, vil jeg ikke kunne sige noget definitivt. Jeg har en masse ideer, som jeg kan snakke længe om, men der er ikke noget endegyldigt svar. Det skuffer dem, der gerne vil have afsluttede historier, men jeg sætter pris på, at hjernen får lov til at arbejde videre efter rulleteksterne. Og der er meget at filosofere over i Lain..

Grænserne mellem Wired og virkelighed udviskes, hvilket illustreres
genialt ved at lade grænserne mellem anime og live-action udviskes i
Deus. Det centrale spørgsmål er igen og igen: Hvad er virkelighed? Din opfattelse? Min opfattelse? Roswell, CIA og spørgsmålet om Internets egentlige oprindelse (er det noget vi har opfundet, eller er det givet til os?) bliver interessante, når antallet af mennesker i elektronisk forbindelse med hinanden begynder at svare til antallet af neuroner i den menneskelige hjerne. Alt dette væves fint ind i handlingen, der begynder at tage form som en konspiration på verdensplan med en mega-corporation gemt i skyggen. Hvad opnår en gal videnskabsmand ved at indkode sig selv i den
protokol, Wired eksisterer på – bliver han Gud i Wired? Hvilke konsekvenser har det, når Wired og den virkelige verden begynder at blive samme sted?

Når man har alle 13 episoder, skal man se dem samlet for at opdage, hvor gennemplanlagt og genialt udført hele serien har været, lige fra første afsnit. Jeg har undervejs været bange for, at instruktører og forfattere blot ville lave et flot billede. Men med de sidste episoder er showet rundet perfekt af. Meget overlades til symbolik, hvor man forstår tingene på et underbevidst plan. Som en narkotisk rus, hvor man fatter hele verden men har store problemer med at forklare det til sig selv eller andre bagefter. Man får nok aldrig det forkromede overblik over serien, men den er vild at
opleve.

I anmeldelserne af de tidligere afsnit har jeg koncentreret mig om
historien og animationen, så det er på sin plads at nævne et par ord om DVD’erne. Hver af de fire DVD’er kommer med et menusystem, hvor man får adgang til episoderne (der er chapter stops ved intro, afsnit og rulletekster, så det er nemt at skifte mellem afsnit), sprogvalg for enten japansk eller engelsk (de engelske stemmer er ikke dårlige, men de japanske er mere engagerede) og ekstra features i form af non-credit intro/outtros, reklamer for serien, skitser og andet. Alle fire DVD’er indeholder easter-eggs, som, hvis man kan finde dem, præsenterer seeren for noget meget underligt animation (som om serien ikke var sær nok i forvejen). De tretten episoder er kaldt “layers” og hvert layer er bundet til det næste via et “device”, der består af få sekunders live-action præsentation af en del af den menneskelige krop. Overførslen af serien er perfekt og billedet er af
referencekvalitet. Kun eet ord kan beskrive præsentationen af serien:
Gennemført.

Hvis du ønsker at forstå og kunne forklare alt, hvad du ser og ikke
sætter pris på mystik, alternative verdener, uforklarlige fænomener og
religion, skal du holde dig langt væk fra Lain. Men har du livlig fantasi og holder du af de skæve ting i livet, er serien et mesterværk som enhver med forkærlighed for X-files, David Lynch, Cyberspace, konspirationsteorier og William Gibson straks bør kaste sig over. Man behøver ikke være interesseret i japanske tegnefilm for at sætte pris på, hvor sublimt et kunstværk Lain er. Serien er ikke for børn, æsken siger man skal være 16 for at se den. Jeg vil påstå man skal 5-6 år ældre for også at forstå den.

Deltag i diskussionen om serien på lain.listbot.com
Thought Experiments Lain er blandt de bedste fansites.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.