Sniper Elite 4
Sniper Elite er en serie, jeg altid har haft et ambivalent forhold til. Præmissen om at blive en snigskytte under Anden Verdenskrig er absolut seriens trækplaster, men startskuddet i 2005 var desværre en ret ujævn oplevelse. Det var et typisk budgetspil, og selvom der var morskab at finde, så var der for mange anker, der forhindrede spillet i at opnå andet end kultstatus. Det skyldtes blandt andet spillets store gimmick, hvor man kan følge kuglens vej mod – og gennem – fjenden, præsenteret i et slowmotion-røntgensyn, så man kunne få alle de blodige detaljer med.
Der skulle herefter gå godt syv år, før efterfølgeren så dagens lys, og forbedringer til trods, så gjorde den desværre heller ikke det helt store indtryk på hverken presse eller publikken. Men det gav alligevel Rebellion blod på tanden, da flere og flere spil efterhånden gjorde brug af snigskyttekonceptet i varierende grad. Indtil 2012 havde de været en af de foretrukne samarbejdspartnere, når det gjaldt konverteringer af andres spil, men efter Sniper Elite V2 besluttede de sig for at satse helhjertet på denne, deres egen serie. I årene der fulgte blev der således både plads til en Sniper Elite III samt til to Zombie-spinoffs, men i år står menuen altså på en regulær efterfølger.
I takt med, at serien har fået nye og mere finpudsede kapitler, har den generelt fået en varmere modtagelse af pressen, og det er selvfølgelig Rebellions håb, at denne udvikling fortsætter med Sniper Elite 4. Da jeg i stigende grad har hygget mig med hver ny fortælling om nazistlikvidatoren Karl Fairburne og hans riffel, har jeg haft fireren i mit eget kikkertsigte siden annonceringen for et par år siden. Og selvom ingen af de tidligere spil har flyttet grænserne for hverken action- eller sniger-genren, så har de altid været et fornøjeligt tidsfordriv i de 12-14 timer, jeg tilbragte i deres selskab.
Handlingen er denne gang henlagt til Italien i 1943, hvor et solidt antal nazister igen skal lade livet, mens vi optrevler og forpurrer Førerens hemmelige planer om verdensherredømme. Historien er ikke synderlig spændende, men det betyder mindre, idet den blot skal være undskyldning for én ting: At vi endnu engang skal se en verden i krig igennem et kikkertsigte, affyre våben i slowmotion for derefter at følge kuglernes rejse gennem de stakkels tyskeres indvolde via røntgensyn. Dette har alle dage været seriens claim to fame, og den del er kun blevet endnu mere grafisk udpenslet med tiden. Det kan heldigvis slås fra eller springes over, hvis man ikke ønsker at se på det – eller blot vil hurtigt videre i teksten. Intet nyt under solen her, og den store forskel mellem forgængerne og fireren er derfor, at alle hovedmissioner nu foregår i ét, kæmpestort område, hvor vi ligeledes har et væld af sidemissioner at give os i kast med. Der er broer at sprænge i luften, antiluftskytsprojektører at slukke, generaler at snigmyrde, nedskudte piloter at redde og et væld af bonusinformation at indsamle fra dræbte fjender, alt imens man forsøger at holde sig skjult så længe som muligt.
Selvom der er lagt vægt på at bevæge sig ubemærket rundt i højt græs, bag bygninger og langs rækværk og stengærder, har udviklerne også gjort det muligt at angribe fornøjelserne på mere direkte måder. Alt efter sværhedsgrad kan du således sagtens tåle at blive set og skudt på i begrænset omfang, og det er også muligt at besvare direkte ild med pistol, maskingevær, håndgranater og andet larmende isenkram. Resultatet af denne adfærd bliver dog ofte, at der bliver kaldt forstærkninger ind, så du bør altid flygte i skjul og fortsætte dit fordækte foretagende uset, når det er muligt. Nazisterne vil lede efter dig, det sidste sted de så dig, men finder de intet i nærheden, opgiver de hurtigt jagten, og status quo er hermed genoprettet. Interaktive elementer som brændestabler, ophængt gods, eksplosive tønder, benzindunke og køretøjer m.v. er drysset med rund hånd overalt i landskabet, og kombineret med periodisk baggrundsstøj, der kan skjule lyden fra dit gevær, er der rig lejlighed for at forblive skjult, mens den ene nazist efter den anden må lade livet.
Det er en fornøjelig dynamik, og med de mange sidemissioner og ting at indsamle, kan hver mission let tage op mod to timer at gennemføre, hvis man udforsker alt. Som en hjælp kan man markere fjender langt væk gennem kikkerten, så de lettere kan ses i landskabet, og samtidig får man så også at vide, om de bærer rundt på noget interessant. Det er min hemmelige last i spil som disse, og derfor er det også en stor anke, at dræbte fjender desværre kan forsvinde i kampens hede. Liget forsvinder simpelthen fra jordens overflade og væk er derfor også muligheden for at indsamle de breve eller befalinger, de bar rundt på. Det ødelægger ikke noget i forhold til hovedmissionen, som heldigvis aldrig afhænger af denne støvsugning af området, men for en sporhund som mig er det en irriterende detalje, der mindsker min interesse for udforskning. Da deres våben utroligt nok altid ligger tilbage, burde det vel også være muligt at efterlade bonusinformationen på jorden samme sted? Jeg håber på et snarligt patch.
Udviklerne har dog lagt stor vægt på genspilning af hver mission med forskellige sekundære udfordringer, så som at gennemføre missionen på under X minutter, uden at blive set, uden brug af kikkertsigte, med færre end X dræbte m.v.. Da flere af dem er umulige at klare i samme omgang, vil man altså let kunne spille hver mission mindst tre gange for at få det hele med. Spillet husker samtidig, hvad du har indsamlet, så du kan altid genspille missionen og gå målrettet efter de fjender eller udfordringer, du mangler. Rebellion har også implementeret en større opgraderingsstruktur for hvert enkelt våben, såfremt man dræber et stort antal fjender på bestemte måder, så der er altså mange, mange timer i vente for dem, der vil have det meste ud af spillet. Det har ikke min store interesse at gennemføre missionerne mere end én gang, fordi jeg samtidig bruger så meget tid på hver mission med udforskning, men Rebellion skal have ros for at gå den ekstra mil for de mest passionerede fans.
Grafikken er der også blevet arbejdet på, og selvom detaljegraden ikke er helt på højde med det seneste års AAA-titler, så er den ganske forskelligartet, både under de enkelte missioner samt mellem missionerne. De foregår eksempelvis i bjergene, i forskellige landsbyer, på en havnefront eller på en hemmelig militærbase, og de enkelte områder er store nok til at fare vild i, hvis ikke man kigger på sit oversigtskort. Opdateringshastigheden er forsøgt holdt i nærheden af de 60 fps (på PS4 Pro), men den ligger oftest og svinger et sted mellem 40-50 fps alt efter kaosset omkring én, så teknisk set er Sniper Elite 4 stadig en smule ujævn i kanterne. AI’en er klart forbedret, men under nærkampe krakelerer overfladen lidt, idet fjenderne godt kan løbe forvirret rundt om én uden rigtig at vide, hvad de skal gøre. Men aldrig har serien altså været tættere på sine konkurrenter end nu, og det er bestemt en positiv udvikling.
Er man så heldig at have en god ven med samme interesse for digitalt snigmord, så kan to spillere vælge at tackle hele kampagnen i co-op (endda på tværs af PS4/Xbox One), mens op til fire spillere kan dyste i de mere gængse modi, vi både kender fra seriens forgængere og lignende spil. Sidstnævnte har jeg ikke den store interesse i at forfølge, da jeg altid ender som skydeskive, men implementering af co-op er altid et stort plus i min bog, og jeg påregner en gennemspilning mere, når lejligheden byder sig. Sniper Elite 4 undslipper dog ikke helt skyggen fra sin tid som budgetspil, og selvom de enkelte missioner er underholdende, så indeholder de også en stor portion monotoni, idet de alle er bygget over det simple koncept at dræbe nazister gennem et kikkertsigte. Derfor er Sniper Elite 4 bedst i små doser, hvor man virkelig kan værdsætte udviklernes evner udi den ene disciplin – for som en one-trick pony er serien stadig ubesejret.
