Halo Wars 2
Halo Wars 2 byder på et velkomment afbræk fra hovedseriens skyderi, men der er intet banebrydende nyt på færde.
Atriox – en ny skurk lurer
Hvis man skal klage over noget i Halo-serien, så er historien ofte det mest oplagte emne. Det skal vel at mærke forstås som den historie, man oplever i selve spillene og ikke de utallige kortfilm og romaner, som er skrevet om og i universet. Formidlingen har ikke altid været den bedste, når man ikke har sat sig ned og læst baggrundshistorierne, hvilket det nok er de færreste Halo-spillere, der har. 343 Industries har dog vist med Halo 4 og Halo 5: Guardians, at de i højere grad kan krystallisere fortællingen og gøre den vedkommende, end Bungie i sin tid formåede.
Halo Wars 2 er endnu et skridt i samme retning, og hvad det mangler i storslåethed, har det i karakter. Det skyldes ikke mindst den nye skurk Atriox, som er en af brute-racen. Han er den første, der ikke har villet finde sig i Covenant-præsternes udnyttelse af de forskellige racer, og han er sluppet fra sin ydmygelse af Covenant-toppen med livet i behold. Det har inspireret andre til at danne trop bag ham, og Atriox er godt på vej til at opbygge en hær, der kan tage kampen op mod både Covenant-hærene og menneskeheden. Der er ingen min-fjendes-fjende-venskab at komme efter her. Atriox er fantastisk som karakter, fordi han er frygtindgydende af både statur og baggrund – og det er ham, man må udfordre i det seneste skud på Microsofts real time strategy-serie (Herefter: RTS).
Halo Wars foregik 20 år før begivenhederne i Halo: Combat Evolved, og Halo Wars 2 foregår mange år efter. Mere specifikt 28 år efter Halo Wars, hvilket kontinuitetsmæssigt er lidt efter Halo 5. Kaptajn Cutter og resten af besætningen på det gode skib Spirit of Fire har været i dvale, men de bliver vækket, da de ankommer ved “The Ark”, som er den teknologi, der har været brugt til at bygge Halo-ringene. Ringene er egentlig gigantiske våben, som kan ødelægge hele galakser på én gang, så der skal ikke megen tankevirksomhed til for at udregne, hvorfor Atriox er interesseret i teknologien, og hvorfor det vil være en rigtig skidt ide for alle andre, at han får det.
Historien fortælles som i Halo Wars ved hjælp af cut-scenes af forrygende høj kvalitet. Dele af historien fortælles dog også ved hjælp af spillets motor, men da kameraerne stadig holder en vis afstand fra handlingen, bliver det aldrig helt så spændende at se på, som i spillene fra hovedserien. Desværre bliver historien heller ikke fulgt helt til dørs. Det er en ting at ende på en cliffhanger, men man oplever aldrig Cutter og Atriox ansigt til ansigt, selv om alle reklamer for spillet i dén grad har lagt op til det.
Det betyder ikke, at missionerne er kedelige, men de varierer meget lidt fra, hvad man kender i genren; beskyt et område, snig ind på en base, overtag kontrol og så videre. Selv om man har et par spartan-soldater til rådighed, er det ikke noget konkurrerende RTSer har manglet takket være andre super-enheder. Det, som Halo Wars gjorde bedre end konkurrenterne, var at fungere med en controller. Det gør Halo Wars 2 også – og endda en smule bedre.
Styringen er primært forfinet en smule, så man har lidt mere nuanceret styring. Det er let at lave grupper af tropper, at vælge alle enheder af en bestemt type, at vælge alle synlige enheder og at vælge enheder i en klump. Man kan definere fire grupper, som man kan skifte mellem ved hjælp af d-pad og de fire retninger. De samme fire retninger giver genveje til de forskellige dele af kampområdet, så man for eksempel hurtigt kan hoppe fra en base til der, hvor man senest har fået en melding om konfrontation. Det eneste tidspunkt, hvor styringen ikke var tilfredsstillende, var en bane med flere warp-punkter, hvor enhederne ikke var intelligente nok til at bevæge sig fra basen til et punkt på den anden side af et warp-punkt. Dér kom spillets styring til kort, og det ville have været markant lettere at styre med tastatur, mus og brug af flere kommandoer i træk.
Sidstnævnte er den største mangel i Halo Wars 2, når man har brugt tid med andre RTS-spil. Netop på grund af de relativt få grupperingsmuligheder bliver det endnu mere nødvendigt at sætte kommandoer i kø. Selv om det generelt er fint at skære ned for kompleksiteten, når det gælder base og antal af enheder, så længe man holder balancen, så er muligheden for at afgive flere kommandoer til enkelte enheder netop et af de punkter, hvor man som spiller kan bevare overblikket, selv om der foregår noget på flere fronter. Det kræver noget mere overblik at hoppe tilbage fra kampens hede til den enhed, der skal samle ressourcer, for at give nye instrukser, end at bede den om at gå fra punkt A til B til C og derefter gå tilbage til basen, såfremt den stadig er i live.
Spil hvor som helst – med en controller
Som alle andre spil, Microsoft står bag, kan man spille Halo Wars 2 på både konsol og Windows 10, hvis man køber det digitalt. Man kan sågar fortsætte sit spil uden videre, når man går fra den ene maskine til den anden. Kigger man i indstillingerne på Windows-udgaven, ser man også, at Creative Assembly har styr på og erfaring med kompleksiteten i genren. Tastaturet åbner op for et utal af grupperinger, genveje til specifikke punkter på kortet og helt generelt flere muligheder end controlleren. I teorien er det konsoludgaven klart overlegen, og alligevel endte jeg med at foretrække controlleren. Det er vel at mærke på trods af, at RTS-spil netop er en af de genrer, hvor tastatur og mus så godt som altid er at foretrække.
Bortset fra førnævnte bane med warp points, var det ganske enkelt mere overskueligt at styre med controller. En del af det skyldes den afstand, kameraet har til enhederne, men det er også en styrke, at fingrene altid hviler på de genveje, man oftest har brug for, mens man i højere grad må lade dem flyve rundt på tastaturet. Heldigvis understøtter Windows-versionen Xbox-controllere lige så godt som konsoludgaven, og hvis man er militant mus- og keyboardelsker, så er det altid en mulighed. På konsol er det til gengæld ikke muligt at bruge mus og keyboard. Med tilpas mange timer under bæltet, manuel tilpasning og eventuelt en Logitech G13, kan det også sagtens være, at den traditionelle styremetode vil vise sin styrke. I løbet af de 8 timer, det tog at spille igennem historien, foretrak jeg dog klart controlleren.
Kravene til Windows-versionen er ganske begrænsede, og selv min aldrende ikke-gamer-laptop kan i teorien trække spillet ifølge minimumskrav. Min primære spille-pc trak også spillet med næsten alt på højeste indstillinger (undtagen teksturer, da mit grafikkort kun har 2 GB video-RAM). Det er vel at mærke på en AMD FX-8350 på 4 GHz med 8 GB RAM og AMD R9-270X.
Selv om Halo Wars 2 understøtter co-op i både historien og multiplayer, virker det desværre ikke på tværs af platforme. I hvert fald ikke endnu. Det kan også kun lade sig gøre at spille co-op online, så selv om 343 Industries har lovet, at fremtidige Halo-titler vil understøtte split screen-multiplayer, så har vi her haft to titler i træk uden muligheden. Af samme årsag har jeg ikke haft muligheden for at teste co-op, men de to multiplayer-modes har jeg trods alt kunnet prøve.
Den ene er den traditionelle skirmish-mode, hvor to eller flere hære kæmper på et område, og det blot gælder om at styre sine ressourcer og hære så optimalt som muligt. Da man ikke kan proppe en ny base ned hvor som helst, kræver Halo Wars-serien en vis målretning af spilleren, da man ikke kan understøtte alle dele af en hær med en enkelt base. Det kan dog lade sig gøre at erobre nye områder med plads til basebygning, men det betyder også, at man må sprede sit forsvar tyndere, så der er en konstant balance mellem opbygning af hær og forsvar af baser.
Halo Wars 2 bringer dog også nyt til bordet. Blitz er en ny multiplayer-mode, som er lavet til min direkte modsætning. Den tilføjer et mere MOBA-agtigt skær, da det drejer sig om kontrol af områder og opsamling af ressourcer på området – men absolut ingen opbygning af base. I stedet har man nogle kort, som kræver points at spille. Man optjener konstant points, men man kan også opsamle nogle pakker, som falder ned på banen, som giver ekstra points. Når enheder dør, bliver en del af deres værdi returneret. Kortenes sammensætning bestemmer man selv, og man vinder flere korttyper løbende ved at gennemføre spil.
Blitz vil formentlig være fantastisk, hvis man elsker både MOBAer og spil som Hearthstone og Gwent. Førstnævnte har dog aldrig sagt mig noget, selv om der er klare paralleller til RTS-genren, og af samme årsag var Blitz temmeligt uinteressant for mig, og jeg er ikke engang sikker på, at jeg ville være vendt tilbage til Halo Wars 2-multiplayer, hvis det var den eneste måde at spille på. Skirmish er imidlertid fortsat lige så sjovt, som andre velbalancerede RTS-spil.
I Skirmish vælger man en officer, som har nogle unikke evner på slagmarken. For eksempel har Atriox et par særligt kraftige angreb, mens Professor Anders kan udnytte den lokale teknologi til at forstærke forsvaret. Der er ikke den store forskel på de to hære, da de har styrkemæssige modstykker fra top til tå. Begge har sågar fået tilføjet artilleri i form af enhederne Kodiak og Blisterback, selv om man ikke tidligere har set dem i andre Halo-spil. Det kunne dog være sjovt at se dem dukke op i fremtidige titler.
Skirmish er dog ikke eneste grund til at vende tilbage til spillet. Der er en række udfordringer til hver bane, som er ekstra udfordrende at leve op til. Det kan for eksempel dreje sig om at holde liv i alle de enheder, man skal befri i løbet af missionen. Man skal opfylde alle krav til alle banerne for at få den bedste vurdering, og hvis man sad og brugte alt for mange timer på at få alt til at klappe i Defense Grid, så er Halo Wars 2 ikke mindre vanedannende på det punkt. Samtidig er der en række daglige og ugentlige udfordringer, som man kan vælge at kaste sig over.
Halo Wars: Definitive Edition
Hvis man i forvejen ejer Halo Wars til Xbox 360 på skive eller digitalt, så kan man uden problemer spille det på Xbox One via bagudkompatibilitet. Hvis man ikke gør, eller hvis man bare må have den bedst mulige udgave, så inkluderer Halo Wars 2 Ultimate Edition titlen Halo Wars: Definitive Edition. Det er det oprindelige Halo Wars med al DLC, ekstra achievements og forbedret grafik. Det betyder også, at man langt om længe kan spille Halo Wars på PC.
Når man ser de oprindelige filmsekvenser i Halo Wars: Definitive Edition, så er det utroligt, hvor hurtigt de er begyndt at se gamle ud. Da det oprindelige Halo Wars kom frem, var introfilmen noget, der kunne få kæben til at hænge slapt. Det er muligt, at vi er blevet forvænte efter de ligeledes flotte filmsekvenser i det remasterede Halo 2, men det er alligevel påfaldende hvor langt filmsekvenser er kommet i løbet af HD-generationerne.
Rent teknisk kører Halo Wars: Definitive Edition overvejende fint, men der er dog lidt hakkeri, når der er panorerende kameraer i de filmsekvenser, som bliver afviklet i spillets egen motor. Til gengæld kører selve spillet nydeligt, og det er faktisk interessant at se det oprindelige Halo Wars løftet op til samme opløsning som Halo Wars 2, da det giver to forskellige udvikleres bud på, hvordan et RTS i serien skal se ud. Det oprindelige Halo Wars er lidt mere dystert og beskidt at se på som i Halo 3: ODST, men får til gengæld mere ud af at lege med lys. Halo Wars 2 ligner i højere grad de seneste spil i hovedserien.
Er det værd at købe udgaven med Halo Wars: Definitive Edition, hvis man allerede ejer Halo Wars? Det synes jeg ikke. Har man ikke det oprindelige spil, er det til gengæld en acceptabel pris for to fine spil. Det er til gengæld noget nær en dødssynd, at det ikke kan lade sig gøre at købe Halo Wars: Definitive Edition for sig selv af hensyn til de, der bliver grebet af 2eren og får lyst til at prøve kræfter med 1eren bagefter. Det er muligt, at Microsoft senere åbner op for muligheden, men den er der i hvert fald ikke endnu, og det er lige så tåbeligt som da Activision gemte Call of Duty: Modern Warfare-remasteren bag en luksusudgave af et andet Call of Duty-spil (hvilket samtidig er årsagen til at jeg ikke har spillet nogen af delene af princip).
Halo Wars 2 er et habilt bud på et real-time strategispil. Det er velbalanceret, flot og har en interessant historie. Holder man det op mod konsolkonkurrenter, er det nærmest uden konkurrence og vinder som udgangspunkt. Sammenligner man med PC-verdenen, hvor der trods alt er færre konkurrenter end i genrens første storhedstid, er der få med samme kaliber af historie, men titler som StarCraft 2 får trods alt Halo Wars 2 til at blegne når det gælder opfindsomhed i missionsstruktur, kompleksitet og variation, mens en række mindre kendte spil byder på et højere kompleksitetsniveau. Men Halo Wars 2 har en fordel, de andre ikke har: For fans af Halo-universet, er der nærmest ingen vej udenom. Historien er fin. Gameplayet er godt og velafbalanceret, omend relativt simpelt, og hvis man har glade minder om Command & Conquers velmagtsdage, passer Halo Wars 2 som fod i hose.
På den ene side er Halo Wars 2 kun det næste logiske skridt fra Halo Wars, som man kunne have forventet det et eller to år efter det første, men på den anden side blev Ensemble Studios opløst i forbindelse med udgivelsen af det første Halo Wars, på trods af at det var en relativt stor success for et RTS. Det betyder at Creative Assembly på mange punkter er startet fra nul og kun har haft det første Halo Wars som inspiration, og set fra det perspektiv er det noget mere imponerende, at de har kunnet holde niveauet og endda løfte det. Er man ikke klar over det, kan man imidlertid foranlediges til at synes, at Halo Wars 2 har udviklet sig utroligt lidt i løbet af alle de år. Creative Assembly har dog ikke lagt sig på den lade side, og de har allerede udgivet en patch på dag 1 med flere på vej. Det er vel at mærke ikke kun for at fjerne bugs. Der bliver tilføjet flere missioner, flere ledere og enheder. Derudover bliver ranglister tilføjet i den første store patch.
Hvis Creative Assembly har tænkt sig at holde spillet understøttet på samme høje niveau, kan det i teorien løfte sig væsentligt i forhold til det nuværende punkt, men det kunne være rart, hvis et Halo Wars 3 kommer, mens lektionerne fra Halo Wars 2 fortsat er friske i hukommelsen. Halo Wars 2 er godt arbejde, og som gammel RTS-spiller er det rart at få noget i genren til konsoller – selv om det naturligvis havde været at foretrække, hvis det var lige imponerende på alle platforme.
