FlatOut 4: Total Insanity

Jeg elsker bilspil. Jo hidsigere de er, jo mere begejstret plejer jeg at være. Derfor har jeg alle dage været en stor fan af FlatOut-serien, der fungerede som et godt alternativ til Destruction Derby, tilsat en god portion Burnout. En skøn blanding af regulære løb, arenadueller og skøre stunts udgjorde en hellig treenighed af sjov og ballade, som man både kunne fornøje sig med alene, online og sammen med en ven hjemme i stuen. En revideret udgave af toeren med undertitlen Ultimate Carnage udkom i 2007, og det blev både seriens højdepunkt og Bugbear Entertainments farvel som udvikler på serien. Herefter fulgte 3-4 spil med en ny udvikler, men de gjorde ikke stort udsving på hverken min radar eller den øvrige presse. Det håber endnu en udvikler og udgiver at kunne ændre på nu med en regulær firer, der har fået den fantasifulde undertitel Total Insanity.

Det er ikke kun med den tossede undertitel, at fireren forsøger at associere sig med Bugbears svanesang, og den nye udvikler, Kylotoon, har med Total Insanity faktisk lavet en eksakt kopi af toeren, blot med nye baner og delvist nye stunts. Tre mesterskaber bydes der på i den regulære løbsdel, mens en blanding af stunt-baner, arenadueller og forskellige tidsprøver udgør FlatOut Mode (som i toeren hed Carnage), hvor et antal point skal vindes og akkumuleres i de foregående udfordringer, før den næste bliver tilgængelig. Biler kan erhverves og opgraderes i mesterskabsdelen, mens både betingelser og bil er forudbestemt i FlatOut Mode.

Så langt, så godt, men selvom det på papiret ligner en perfekt efterfølger til toeren, så har udviklerne ikke helt taget højde for, at visse krav til racerspil har ændret sig gevaldigt på ti år.

For det første er AI’en stadig utilgivelig dum. Modstanderne kører helt efter deres eget hoved, og før man får råd til en ordentlig bil, kan det være urealistisk svært at navigere op gennem feltet af sindssyge chauffører, der med et lille puf kan sende dig til tælling i buskadset. Selvom man herefter kan trykke på en knap og hurtigt blive sat tilbage på vejen, så har resten af feltet med stor sandsynlighed overhalet dig i mellemtiden, hvilket bestemt ikke gør frustrationerne mindre. Paradoksalt nok bliver det lettere, jo længere man kommer hen i mesterskaberne, idet man med senere indkøbte, kraftigere biler kan gengælde tjenesten, hvorefter de andre altså kører galt i stedet. Det lyder jo som en god ting, men omvendt viser AI’ens mangler sig så med modsat fortegn her, idet man i disse tilfælde meget let forøger distancen til rosset, fordi spillet stadig ikke har den famøse “elastik-effekt”, der kunne have udjævnet tingenes tilstand lidt for alle. At spillet har så dårlig balance, gør altså de tidlige løb sværere end godt er, mens de senere løb har en tendens til at blive decideret kedelige, når man har investeret i den rigtige bil.

I tillæg er præmiesummerne små, bilerne er dyre, og man kan ikke prøvekøre dem først. For at føje spot til skade har hvert mesterskab sine egne variationer af de forskellige biler, så man skal altså gennem de samme balancemæssige udfordringer tre gange, før man har fået sin foretrukne bil indkøbt og opgraderet. Gamle biler kan desværre heller ikke sælges, og derfor har jeg ingen kvaler ved at anbefale pickuppen som værende den bedste bil i min bog, så man slipper for at spilde penge på ting som den fjerlette jeep, den skrøbelige hot-rod eller den latterligt langsomme isbil. Pickuppens stabilitet trumfer topfart, og det giver langt bedre vinderchancer i et spil, hvor bilerne kan finde på at slå saltomortaler over en jernbaneskinne.

Grafikken er acceptabelt pæn, men visuelt udfordrer spillet bestemt ikke konsollen, og derfor undrer det mig også, at man ikke har inkluderet en splitscreen-mulighed, så man kan spille mod andre mennesker. Det kunne have bragt lidt mere fornøjelse ind i denne del af spillet, der alt for ofte er baseret på held eller uheld – indtil du altså får købt den rette bil. Offline mod venner er der desværre kun stunt-delen at give sig i kast med, hvis man vil spille mod andre sofakartofler, men også her har Total Insanity lidt glemt, hvad år vi skriver. De forskellige stunts er ganske sjove at prøve kræfter med, værende det sig stensmut, højdespring, længdespring eller sågar golf, men de fleste kræver en betydelig portion træning, før man bliver rigtig god. Det betyder så også, at det ikke er lige så sjovt for nybegyndere, som jo netop burde være målgruppen til sådanne party games.

Under motorhjelmen på Total Insanity gemmer der sig en kapabel motor, som Kylotonn sagtens kunne have brugt til at skabe et mere helstøbt spil – i stedet for at forsøge at kopiere Bugbears toer. Derfor krydser jeg fingre for, at de vil lave deres egen “toer” til serien, hvor de fokuserer lidt mere på balance, offline multiplayer og finpudsning af stunt-delen, så det atter bliver værd at samles i sofaen med hver sin controller. Det fortjener konceptet.