Vroom in the Night Sky
Med Legend of Zelda: Breath of the Wild er Switch landet på markedet med en af de stærkeste launch-titler i spilhistorien. Samtidig har vi Vroom in the Night Sky, som giver Superman 64 seriøs konkurrence som det dårligste spil udgivet til en Nintendo-platform.
Retfærdigvis må man kun slippe 75 kroner for at købe Vroom in the Night Sky, hvilket på overfladen ikke ser så skidt ud for et spil, der er omkring fem timers spil i. Problemet er bare, at der er omkring 10 minutters spilunderholdning spredt ud over de fem timer, og man skal selv finde dem. Derudover er der lidt løbende underholdning, som er ufrivillig fra udviklerens side, takket være en samling forvrøvlede udvekslinger mellem personerne i spillet, som veksler mellem sort snak og helt sort snak.
På papiret er der ellers potentiale. Kigger man på spillet i forbifarten, kunne man tro, at det var Kiki’s Delivery Service: The Game. Små søde heksepiger, der flyver i luften. Det er dog primært på tohjulede køretøjer til at starte med. Senere i spillet låser man op for en række forskellige fartøjer af mere eller mindre fjollet art – herunder den obligatoriske kost. Historien er som følger: Magiske piger skal samle stjernestøv på motorcykler. Og det var det.
Som selskab har man en lille fe, som skiftevis prøver at guide og spøge, men da alt er så ubehjælpsomt oversat, er der ikke meget at komme efter hvad angår nogen af delene. Det er ikke nogen hjælp, at spillet ved opstart spørger, om man vil se en tutorial, og når man trykker “A” for at fortsætte, så forsvinder muligheden for tid og evighed, medmindre man sletter sit save game og starter forfra. Vroom in the Night Sky har den tvivlsomme ære at dele B-knap til “Ja”/”OK” med Blaster Master Zero, og det burde ikke have lov at være sluppet igennem Nintendos kvalitetstjek. Men det er der så meget, der ikke burde i dette spil.
Spillet består af en række baner med forskellige temaer, hvor man blot skal flyve gennem en række ringe for at gennemføre dem. Derudover er der nogle flyvende krystaller, som spillet af en eller anden sær grund refererer til som stjernestøv, hvilket er spillets valuta. Man kan bruge stjernestøv til at købe nye køretøjer med, og det gælder om at gøre det i en fart, da man ellers har seriøs risiko for at falde i søvn bag rattet i startkøretøjet. Hvis man er på banen længe nok, kan en anden magisk pige dukke op, som så truer med at stjæle stjernestøv. Man skal dog være ualmindeligt sløv, før det rent faktisk sker, og man kan angribe den anden pige med sin fe (nej, jeg skrev ikke forkert), hvorefter hun forsvinder igen og man har al tid i verden til at blive færdig.
Da jeg ikke havde set spillets tutorial, blev det et spil i sig selv at gætte, hvad jeg skulle gøre. Til at starte med blev de første par baner låst op automatisk, når jeg gennemførte de tidligere af slagsen. Det stoppede dog pludseligt, og jeg gjorde nogle forsøg på at købe forskellige fartøjer i håb om, at det ville åbne for flere baner. Så prøvede jeg at samle stjernestøv. Så prøvede jeg at gennemføre banerne hurtigere og at lade den anden magiske pige blive på banen i længere tid. Til sidst fandt jeg ud af, at der bag et menupunkt var en liste med ting, man kan prøve at opnå. Nogle af dem var at gennemføre bestemte baner på tid, samle bestemte mængder af stjernestøv over tid og lignende småting. Det var her, der rent faktisk var lidt underholdning, da det var en skæg nok udfordring at nå banen igennem på tid og finde det rette køretøj til det, men det var hurtigt overstået. For en god ordens skyld gik jeg til sidst tilbage for at se spillets tutorial, og den bliver man egentlig ikke klogere af.
Til sidst er der kun tilbage at låse op for de sidste fartøjer, og det er da sjovt nok at se en lille pige svæve rundt med en jumbojet eller sidde og flyve på en stol, men det ændrer desværre ikke på, at det grundlæggende gameplay-loop er det mindst spændende siden, jah, Superman 64 – og der var man i det mindste Superman! Til gengæld kan Vroom in the Night Sky i det mindste prale af bedre draw distance, men det er vist også det hele. På plussiden er grafikken farverig, musikken er hyggelig nok, omend lidt muzak-agtig, og 3D-motoren kører for det meste pænt. Det kunne faktisk have været et ganske fint eShop-spil, hvis de havde husket at lægge et spil ind i det.
De fem timer kan bedst opsummeres med følgende screenshot fra spillet:
