Snake Pass

Snake Pass ligner et moderne 3D-platformsspil, men det er i virkeligheden et af de første spil, der er baseret på simulation af en slanges bevægelse.

Anti-Ophidiofobi¹

Slangen hedder Noodles, og han er absurd nuttet. Sammen med resten af verden ligner han til forveksling noget fra et 90’er Rare-spil på moderne hardware (og dermed ligner det sjovt også Yooka-Laylee til forveksling – en 3D-platformer fra eks-Rare-folk) – og det lyder endda også sådan takket være David Wise, som komponerede musik til masser af Rares Nintendo 64-klassikere.

Efter at have set et screenshot var jeg allerede interesseret. Da jeg fandt ud af, at udvikleren var Sumo Digital, var jeg for alvor solgt. Sumo Digital er ikke ligefrem et superkendt navn, da de plejer at lave kontraktarbejde for andre selskaber – endda så meget af det, at de muligvis er branchens mest anvendte lejesvende. Over tid bed jeg mærke i, at deres arbejde altid var af usædvanlig høj kvalitet, og med titler som Sonic & SEGA All-Stars Racing, Virtua Tennis 3, Little Big Planet 3 og SEGA Superstars Tennis samt den teknisk imponerende konvertering af Forza Horizon 2 til Xbox 360 (et meget lille udvalg af deres katalog) under bæltet, var det også på tide, at de selv udgav en titel uden at måtte låne andres figurer for at få opmærksomhed. Det er også lykkedes, da Snake Pass i øjeblikket ligger nummer et på listen over mest downloadede Switch-spil – og det er ikke ufortjent.

Konceptet i Snake Pass er simpelt: Man skal samle tre portalsten for at aktivere portalen til næste bane. En eller anden mystisk kraft er gået i gang med at pille ved alle portalsten, så Noodles og hans ufatteligt irriterende kolibri-ven går i gang med at få dem bragt på plads igen. Derudover er der en række blå bobler og guldmønter på hver bane, som man kan samle – men man behøver dem ikke for at gennemføre banen. Heldigvis behøver man ikke gøre det hele på én gang, da man frit kan vende tilbage til banerne, efter portalstenene er på plads. Man skal dog gennemføre banen, så det er ikke nok bare at samle en mønt op og tage til nærmeste checkpoint, hvilket får mig til at overveje kraftigt, om jeg har viljestyke nok til at samle alt i de sidste baner.

Muskelmanipulation

Det lyder umiddelbart ikke så vanskeligt, men når man er slange, kniber det med at hoppe. Faktisk er det vigtigste i spillet at pejle sig ind på, hvordan en slange bruger sin krop. Med venstre stav styrer man Noodles bevægelsesretning, mens højre aftrækker får ham til at bevæge sig fremad. Venstre aftrækker får ham til at stramme musklerne, og to af knapperne får ham til henholdsvist at kigge op og ned. Man kan også bede den lille kolibri-djævel om at løfte Noodles hale, men selv om jeg har gennemført spillet, er jeg stadig i tvivl om, hvad man skal bruge det til. På nogle af de senere baner kan man til gengæld få et lift over visse afgrunde af den fjerede fyr, så helt ubrugelig er han trods alt ikke.

I løbet af den første verden lærer man at kravle og bevæge sig i relativt sikre omgivelser, så længe man ikke beslutter sig for at, at man vil samle hver eneste guldmønt. For at komme hurtigt fremad, skal man naturligvis slange sig ved at bevæge venstre stav fra side til side, og det gælder både på land og i vand. Noodles kan sagtens svømme, men som jeg alt for ofte har konstateret, så kan han hverken flyve eller kravle på glødende kul.

Jo længere man kommer, desto større bliver udfordringerne naturligvis. Der tilføjes blandt andet roterende overflader, pigge, ild, vand, vind og forskellige puzzles, som man må løse for at åbne op for flere områder af banerne. Jo længere man kommer, desto mere bliver man udfordret på finmekanikken. Jeg må indrømme, at jeg aldrig har haft en slange mellem hænderne, og min opfattelse derfor ikke har skær af førstehåndskendskab, men det forekommer mig, at Noodles har mindre greb om materialer, end slanger har fra naturens side. Til gengæld falder han knap så hurtigt, som man kunne forvente, så han kan lave noget, der ligner små, strategiske fald fra en overflade til en anden, selv om der er lidt afstand mellem dem. Han kan også svømme under vandet uden at løbe tør for ilt, hvilket unægteligt er praktisk.

På grund af måden bevægelse er implementeret på, kræver det en konstant bevidsthed om Noodles placering i forhold til det, man prøver at kravle på. Hvis man ikke får viklet sig nok rundt om ting, falder han ganske hurtigt ned igen. Ligeledes må man sørge for at spænde musklerne, hvis der ikke er tilpas med pinde eller sten, man kan sno sig rundt om, men det betyder til gengæld, at man ikke kan nå så langt. Det er den fine balancegang mellem de to bevægelsesformer, der gør Snake Pass sjovt og varieret, efterhånden som der introduceres flere og flere spidsfindigheder i banedesignet. Ganske som man kunne forvente det, er der fire forskellige temaer undervejs i banerne, og hvis jeg nævner at skov og vand er blandt dem, kan erfarne spillere nok sjusse sig frem til hvad de sidste kan være.

Der er ingen vej udenom: Den sidste del af Snake Pass er svær. Aldrig urimelig, men det kan helt sikkert blive nødvendigt at prøve det samme stykke mange gange. Der er aldrig voldsomt langt mellem checkpoints, men skal man forbi 2-3 særligt vanskelige konstruktioner, kan man godt nå at hidse sig op og sidde på kanten af stolen et par gange. Heldigvis oplevede jeg det hele tiden som om, at jeg blev bedre til spillet, så det ikke var tilfældigheder, der gjorde, om jeg kom igennem banerne. Hvis man ikke ønsker seriøse udfordringer, kan man nøjes med de første par verdener, men i så fald vil jeg anbefale at vente, til prisen er faldet lidt. Hærdede platformskrigere kan dog roligt købe spillet til de 150 kroner, det koster i øjeblikket.

Ikke helt UG med kryds og slange

Det er egentlig ikke nogen overraskelse, at Snake Pass er teknisk kompetent. Det er nærmere en overraskelse hvor helstøbt en oplevelse det er. Dermed ikke sagt at der ikke er skønhedspletter. Til tider kan man bande lidt over kameraet, når man skal manøvrere rundt om et hjørne med en stav og tre knapper i brug og fortsat forsøge at dreje kameraet med. Der er også steder, hvor kameraet enten er låst eller har svært ved at følge med ind i snævre omgivelser, hvor det måske havde været mere på sin plads med delvis transparens, men man lærer at arbejde uden om problemerne. Kolibrien skal i øvrigt forestille at være en hjælper, som giver små hints om, hvor man skal hen ad, men i de første baner oplevede jeg, at den meget hjælpsomt fløj helt op mod kameraet og blokerede mit udsyn fuldstændigt.

Snake Pass er det første spil på Nintendo Switch i Unreal Engine 4, og det ser glimrende ud ved siden af de øvrige versioner. Egentlig startede jeg anmeldelsen med en kode til PlayStation 4, men jeg besluttede mig for, at Snake Pass var en titel, jeg ville kunne spille hvor som helst, så jeg købte det på Switch og startede forfra efter en håndfuld baner. PlayStation 4-versionen er lidt pænere, og har man begge maskiner skal man næsten lade mobiliteten afgøre, om man vil købe den ene eller den anden. Desværre er der ingen fornuftig Remote Play-mapping, når man spiller på Vita, og det er nødvendigt at være sikker på at ramme L2 og R2 hver gang, hvilket er svært på en touch-overflade. Udover disse to versioner fås Snake Pass også til Xbox One og Windows, og alle versioner skulle være teknisk glimrende.

Hvis det ikke skulle være klart allerede er Jeg rigtigt glad for Snake Pass. Når først styringen begynder at føles naturlig, bliver banerne en test af planlægning og problemløsning afbrudt af korte, nervepirrende motoriske udfordringer af den slags, hvor man sidder og drejer med controlleren i luften, selv om man godt ved, at der ikke er bevægelsesstyring. Det føles som ren forkælelse at spille noget, der oser langt væk af klassisk Rare-stemning og friskt gameplay på en spritny Nintendokonsol – og det får ventetiden på Yooka-Laylee til at virke lidt mere overkommeligt. Hurra for at Sumo Digital kastede sig over egne ideer. Jeg glæder mig til at se, hvad de finder på næst.