Romeo Must Die (DVD)

4 out of 6 stars
Sidste års succesrige ægteskab mellem Hong Kong og Hollywood, kung fu og hip hop, er nu kommet på DVD. Vi checker skiven ud.

Vi har tidligere anmeldt filmen, så denne artikel handler kun om DVD’ens ynder.

Filmen gengives smukt i sit originale 2.35:1 aspekt og er anamorphic. Farverne er skarpe og rige og der er ingen kompressionsartifakter eller andre distraherende detaljer ved det perfekte billede. Lyden er solidt gengivet fra Dolby Digital 5.1-sporet, så man få rig lejlighed til endnu engang at sidde og rokke med hovedet til det fede hip hop soundtrack.

Det var en positiv overraskelse at se filmen igen. Humoren, musikken, historien, de flotte kampscener og mest af alt karaktererne er værdier der gør den flere gensyn værd.

Går man på opdagelse i skivens ekstra features støder man på følgende:

HBO First Look Special er et af de sædvanlige omtalegenererende programmer, der skal forestille en dokumentar om filmens tilblivelse men i virkeligheden er en reklame. Denne 13 minutter lange sekvens er dog en nogenlunde hæderlig og informativ.

I Short Documentaries ligger otte små dokumentarklip à ca. 2 minutters længde, de første fem omhandler tilblivelsen af nogle af de mere spektakulære kung fu-scener, og de resterende tre er mini-interviews med hovedpersonerne. Da de er så korte er der ikke meget information at hente i dem.

Bag overskriften Featurettes gemmer sig 15 minutter fordelt på “Inside the Visual Effects Process”, “Diary of a (legal) Mad Bomber”, “Anatomy of a Stunt” og “The Sound Stage”, der lyder spændende men desværre fokuserer mere på underholdning end information.

Den eneste sektion i ekstramaterialet, der er mere end ét besøg værd er Music Videos, hvor videoerne til Aaliyahs to sange fra filmen, “Come Back in One Piece” og “Try Again” befinder sig sammen med en “Making of Try Again”.

Skiven indeholder ligeledes trailers for filmen (den amerikanske såvel som den europæiske biograftrailer), et skuffende Cast & Crew-skærmbillede med filmens hovednavne.

Så selvom det umiddelbart overdådige ekstramateriale mest af alt er en masse luft, man kun vil bruge tid på én gang, er det opvejet af den perfekte anamorfiske overførsel af filmen. Et kommentarspor savnes meget, men ellers kan jeg ikke sætte mange fingre på denne udgivelse.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.