Ultra Street Fighter II: The Final Challengers

Selv om Nintendos platforme ikke er specielt kendte som hjem til hardcore-kampspil, er Switch næsten på vej til at drukne i dem. Det skyldes til dels SNK, som er godt i gang med at udgive alle NeoGeo-spil, men Capcom melder sig også under fanerne med Ultra Street Fighter II: The Final Challengers, som dog er en mere ambitiøs udgivelse end SNK-titlerne. Mens SNK-titlerne giver adgang til flere versioner og lidt onlinefunktionalitet, er Capcom gået et godt stykke længere med både en visuel overhaling, ny lydside og meget andet godt. Spillet udgives også på cartridge, og prisen er – med rette – en del højere end de små download-titler. Om det er prisen værd, kommer an på, hvor stor fan af serien du er. Spillets pris er kritiseret vidt og bredt online, men det er efter min overbevisning kun berettiget i mindre grad.

Jubilar i god form

Hvis du ikke kan holde styr på de mange versioner af Street Fighter-spillene, skal du ikke være ked af det; 2eren alene har seks arcadeversioner med utallige konverteringer, optræden i opsamlinger og med regionale variationer. Derudover er der et par konsolspecifikke versioner, hvoraf den nyeste er Xbox 360/PS3-titlen Super Street Fighter HD Remix.

Årsagen til at der er så mange versioner skyldes naturligvis, at serien var en usædvanligt stor succes, og efterfølgende har den været så indflydelsesrig, at den fortsat er værd at vende tilbage til. Det originale Street Fighter II har fortsat sine fans, som trofast spiller det i dag. Kernen af spillet er fortsat omtrent den samme, men der er lånt ideer fra andre spil i serien og der er sågar disket op med noget helt nyt.

Som man kan forvente, er der understøttelse for online multiplayer – ganske som i Street Fighter HD Remix. Desværre er det med det absolutte minimum for at kvalificere sig som et onlinespil. Man kan spille med rangliste og uden rangliste, og det er det. De omgange, jeg prøvede, fungerede fint. Jeg bemærkede i hvert fald ingen forsinkelse i bevægelse eller anden mærkbar form for lag. Mine bevægelser blev således udført, når jeg bad om dem, men jeg fik stadig tørt på. Jeg går derfor ud fra, at det fungerer, som det skal, for jeg har aldrig været særligt god til serien, selv om jeg synes, det er sjovt at spille den. Det ville være godt med flere muligheder, men en del af årsagen skal formentlig findes i Nintendos fortsat ikke-eksisterende onlineservice.

Tilbage til HD

Grafikken er tilpasset fra Street Fighter HD Remix, og den er en anelse mere tegneserie-inspireret end den originale grafik. Man kan skifte mellem de to forskellige grafiksæt, men animation og tempo er den samme – inklusive fald i hastighed under bestemte situationer, så spillet opfører sig som arcademaskinen. Animationen ser lidt fjollet ud med nutidens øjne, for bevægelserne er overdrevet hurtige – formentlig for at spillet hurtigere kan igangsætte den næste animation, når spilleren udfører en bevægelse. Man vænner sig dog hurtigt til det, og man lægger egentlig kun mærke til det, indtil kampen går i gang.

Når man viser den originale grafik, bliver den vist i 4:3-format, men den nye grafik vises i bredformat og lidt tættere på end originalen. Det er en smagssag, om man ønsker samme afstand, men jeg synes faktisk, det fungerer bedre at være tættere på. Det gør det lettere at følge med i bevægelserne, og man kan stadig overskue banen. Jeg ville ønske, jeg kunne sige, at 2D-grafikken er så flot, som den kan blive, men man kan desværre godt se, at det er bearbejdet fra en tidligere version. Bevares, det er stadig pænt, men 1080p pixelgrafik kan være flottere, end det man ser her, hvor stregers intensitet varierer, uden der er grund til det. Man skal sidde tæt på eller nærstudere billeder for at bemærke det, men det gælder ikke desto mindre.

Musikken og lydeffekter har også fået en overhaling. Musikken er genindspillet med varierende held. Nogle af de nye indspilninger fungerer rigtigt godt, mens stilen har lette ændringer i andre. Heldigvis kan man skifte lyd- og billedside uafhængigt af hinanden, så man kan bruge ny musik og gammel grafik eller omvendt. Alt i alt kan jeg bedst lide den nye lydside, men jeg har heller ikke så stor begejstring for lydchips i datidens arcademaskiner, som mange andre har.

Nyt denne gang

Der er heldigvis lidt nyt at finde. Dels er det muligt at spille med en ven eller cpu, mens man deler health bar. Det åbner op for angrebsmønstre, som ellers ikke kan lade sig gøre. Det er ikke ligefrem grund nok til at købe spillet for i sig selv, men det er fint nok fundet på. Det samme gælder muligheden for at ændre farven på kæmpernes kostumer og hud. Nytilføjelserne Violent Ken og Evil Ryu så ikke nær så onde ud som min egen Ryu Banner med grøn hud og lilla tøj.

En knap så heldig tilføjelse er “Way of the Hado”. Forestil dig det dårligste og mindst responsive Kinect/Wii-spil, du har prøvet, og gør det så to-tre gange værre. Så har du Way of the Hado. Ideen er ellers sjov nok. Her bruges 3D-motoren fra de nyere Street Fighter-titler til at vise et førstepersonsperspektiv, hvor du skal angribe ved at lave bevægelser med JoyCon holdt i dine hænder i bedste Wiimote-stil. En masse fjender af forskellige typer og i forskellige formationer dumper ned, og så gælder det ellers om at lave hadouken og en håndfuld andre angreb for at rydde dem af vejen. Efter hver kamp kan man endda opgradere sine evner, så man bliver klar til højere sværhedsgrader.

Det er desværre ligegyldigt, for det er fuldstændigt tilfældigt, om spillet registrerer en bevægelse eller ej, og en parade kan lige så vel bliver til en uppercut, en hadouken eller slet ingenting. Det er en god workout i det mindste, for man bliver nødt til at lave de samme bevægelser igen og igen i håb om at de registrerer, inden man dør, og så må man bare håbe på, at der sker ét eller andet. Der er en training mode med, hvor man relativt let kan udføre bevægelserne, men lige så snart man bevæger sig ud af den, bliver angrebene så tæt på tilfældige, at al indsats er ligegyldig. Det nærmeste jeg kom på en bevægelse, jeg kunne lave konsistent, var netop hadouken, men successraten var stadig på under 50%. Det er vel at mærke ikke fordi JoyCon ikke kan registrere præcist nok, hvilket den nyligt overståede ARMS-beta har vist, så Capcom må have spaghettikoden tilbage til tegnebrættet i denne del af spillet.

Den helt store bonus i pakken er imidlertid en indbygget art book. Den er japansk, den kan ikke længere skaffes, og den er på 270 sider i vildt høj kvalitet. Den følger serien fra den spæde start med guides til hvordan dimensionerne skal være på kæmperne og følger den helt op til de nye spil i serien. Undervejs er der alverdens sjove småting som chibi-udgaver, “feriefotos”, uddrag fra tegneserier og alt muligt andet, som er sjovt at se på, selv om man ikke forstår japansk eller er hardcore-fan af serien. Man kan zoome ind på små detaljer, og kan man læse japansk, vil man uden problemer kunne zoome helt ind på skrifttegnene, som ellers er bittesmå, for at læse. Jeg fik sågar en brugbar oversættelse på flere af dem ved hjælp af Google Translate og telefonens kamera.

Det, der mangler for virkeligt at gøre billedet komplet, er en arcade-stick, men de utålmodige kan snart importere en fra Japan. Serien er nemlig bygget til seks knapper, og som sædvanligt er to af dem rykket til L- og R-knapperne, hvilket gør JoyCon til en lidt anstrengende affære at spille med, og selv Pro-controlleren er suboptimal. Det er dog et problem, der har plaget næsten alle hjemmeudgaver af spillet, så det er ikke unikt for Switch.

Selv om Way of the Hado er kikset, synes jeg stadig at Capcom leverer en pakke, som er pengene værd – eller i hvert fald meget tæt på det. Det vil være lettere at overbevise hardcore-fans om, at de bør skilles med deres penge, men det er under alle omstændigheder et kampspil, som i store træk lever op til sit navn. Onlinedelen burde udbygges og Way of the Hado burde smides ud eller strikkes om, men resten er solidt, og det er takket være mangel på konkurrence i HD-regi klart det flotteste kampspil på Switch til dato.