Japan: Pachinko, tentakler og prestetsu

For et par uger siden var jeg i Japan for at besøge en penneven i Ishikawa (en provins midt på nordkysten). Selvom jeg havde forberedt mig ved både at spise sushi på Kongens Nytorv og lært at sige mit navn, blev jeg alligevel overrasket over, hvor anderledes Japan er.

Jeg har været i Amerika nogle gange efterhånden og har aldrig oplevet jetlag som et problem dér. Men da Japan er syv timer foran Danmark, tog jeg afsted kl. 11 dansk tid og ankom 14 timer senere kl. 8 om morgenen japansk tid. Jeg vaklede ud gennem immigrationen med det værste jetlag, jeg endnu har været udsat for. Jeg mødte min ven og stavrede over på hotellet (som lå i lufthavnen), hvor jeg sov stort set hele den første dag væk. Hotellet lignede i øvrigt ethvert andet hotel, jeg har besøgt.

TV

Når man ligger underdrejet med jetlag, er man ikke til meget andet end kanalsurf på hotelværelset. Den første kanal var den obligatoriske CNN, som de af en eller anden grund havde forsynet med engelske tekster, der blev genereret on the fly af en computer (eller en idiot). De lød som det, der blev sagt, men indholdsmæssigt gav de ingen mening. Stor underholdning. Jeg zappede videre til næste kanal, og bevægede mig dermed over i de japanske kanaler. Jeg blev mødt af en parodi på ‘Hvem vil være millionær’, hvor en samurai vandt 10 yen (0,7 øre) under høje protestråb fra en samling mænd i blå jakkesæt, ens frisurer og meget stærke briller. Ikke fordi jeg fattede hvad de sagde, men det var skægt at kigge på.

Næste kanal, reklame for Miyazaki Hayaos (Kiki’s Delivery Service) nyeste film, Sen to Chihiro. Ahh – animereklamer i fjernsynet. Smilet begyndte at brede sig. Efter reklamen fulgte et program, hvor nogle unge piger skulle drøne ned ad en vandrutschebane og inden de landede i bunden skulle de have taget deres tøj af, så de kun var iført bikini. De sendte en kameramand med ned i rutschebanen, som filmede forløbet. Nogle gange røg han forbi pigerne, og filmede lige op mellem benene på dem mens de febrilsk flåede deres tøj af. Efter hver tur, fik kameramanden tæv.

Dagens største underholdning blev leveret fra et program, hvor to hold sindssyge mænd udfordrede hinanden i sære discipliner. Først skulle en af dem fyre noget fyrværkeri af. I sin mund. Derefter skulle han æde en tallerken ristede frøer. Han sluttede af med at spise tøris med dampen væltende ud af næsen.

En af de andre blev klædt ud som Mario og sluppet løs i et storcenter, hvor de “kontrollerede” ham rundt – fik ham til at gå ind i søjler, hoppe op i loftet og tæve tilfældige folk, ledsaget af lydeffekter fra Mariospillet. Jeg havde nu glemt alt om mit jetlag og lå bare i sengen og grinede som en tåbe. Næste disciplin: Lav en vittighed om en telefon og en sko, mens man kører i rutschebane. Kaffen banede sig vej ud gennem min næse, da jeg så to mand sidde og skrige “TELEFON! TELEFON!” mens de blev flået rundt i rutschebanen. For at slutte af med bravur, låste de en af mændene inde i en bil sammen med en meget stor ballon, som de fyldte op fra en lufttank. Stille og roligt fyldte ballonen hele bilen; den pressede så meget, at hornet blev trykket i bund. Mandens ansigtsudtryk da ballonen sprang, var tæt ved ubetaleligt. De viste det 3 gange i slowmotion. Selvom jeg ikke fattede meget af, hvad der blev sagt, kan jeg roligt sige at japansk TV hører til verdens skæggeste.

Med toget

Dagen efter skulle vi til Kanazawa for at blive indkvarteret hos min vens familie. Køb af billet kan enten ske via personlig betjening eller billetautomat, og her begyndte jeg at se forskellene mellem Japan og Vesten: Der var omkring 20 billetautomater på stationen. Japanere kan ikke lide at vente, så selv i myldretiden er det nemt at vade op til den nærmeste automat og købe en billet. Endnu en forskel rammer mig: Alle automater i japan taler. Med en sukkersød pigestemme, der kravler rundt i savl for at kunden skal føle sig tilpas. Nogle har endda små skærme, hvor en computeranimeret pige bukker for dig, når du har foretaget dit valg. Mere chokerende for en dansker er, at samtlige automater virker og er rene.

Vi skulle først til Shin-Osaka og så videre med et andet tog til Kanazawa, så vi valgte at købe billet til hele turen ved den bemandede billetluge. Efter en kort samtale var vi udstyret med 10 billetter, der til sammen udgjorde passage for to mennesker med to tog. Billetterne kostede jpy 35.000 (dkr 2.450) – man tager ikke til Japan for at æde billig mad, nyde vejret og skrive postkort. Det skal dog siges, at man kan købe et Japan Rail Pass gældende for en uge til ca. samme pris, hvormed man kan køre med tog over hele Japan lige så tosset man vil.

Da vi kom ned på perronen, var der tydeligt markeret hvor de respektive vogne vil anløbe, så man allerede inden toget ankommer kan få placeret sig korrekt i forhold til sin sædereservation. Mens vi sad og ventede på toget, gik en pige rundt og rengjorde alle trappernes gelændere mens to andre piger var i gang med at vaske gulvet på perronen. Det er sikkert unødvendigt at sige det, men alle de tog, vi kørte med, ankom og afgik på sekundet. Ingen forsinkelser, ingen signalproblemer, ingen nedfaldne køreledninger.

Da toget var rullet ind på perronen, og havde udgydt sine menneskemasser, hoppede fire piger ombord, lukkede dørene og gjorde toget rent. Det gør man hver gang et tog ankommer til en endestation, inden det starter turen tilbage igen. En sjov detalje var, at under rengøringen vendte alle sæder i toget sig automatisk 180 grader, så vi kom til at sidde den rigtige vej under rejsen.

Ude på landet

Efter fire timers togrejse stod vi i Kanazawa, der med sine 455.000 indbyggere er den største by i Ishikawa-ken (Japan er inddelt i præfekturer (ken) som Danmark er inddelt i amter). Herfra kørte vi til Tatsunokuchi, som er en by, der består af spredte klynger af huse, automater med kolde drikke, rismarker og et finmasket vejnet jeg aldrig nåede at finde rundt i. Nu var vi virkelig ude på landet – nærmeste butik var 20 km fra huset. Derfor har alle familiemedlemmer deres egen bil, hvilket ikke er svært at forstå når en Toyota Yaris (som hedder Vitz i Japan) koster lige under kr. 65.000 og benzinen koster kr. 6 literen. Der er en del store flyderbiler på vejene, japanske ækvivalenter til de store amerikanske biler. De unge foretrækker de helt små biler som Suzuki Wagon R, og for at skille sig ud fra mængden har mange valgt at style deres biler – det er et ubetaleligt syn at se en sænket minibil med alufælge, sportsudstødning og enorm hækspoiler på taget trille ind på en parkeringsplads.

Hvad siger manden?

Efter at have set anime i indlæggelsesberettigende mængder og have underkastet mig aftenskoleundervisning i Japansk et par timer om ugen siden oktober, var jeg i stand til at stykke små ubehjælpelige sætninger sammen. Jeg kunne også forstå mange af de ting, som Lina Inverse ytrede inden destruktionen af en nærliggende landsby. Min ven talte langsomt og tydeligt, og jeg kunne fange meningen med flere af hendes sætninger, så jeg var glad og tilfreds med min formåen. Indtil jeg mødte hendes familie, der talte japansk i normal hastighed. Jeg fattede intet. Det hjalp selvfølgelig ikke, at jeg var havnet et sted, der svarer til den jyske vestkyst – jeg ville sandsynligvis stå i samme situation i Esbjerg.

Når man færdes rundt i Europa, er man vant til at de fleste taler engelsk (med mindre man er i Frankrig), og selvom uheldet er ude og man kun hører det lokale sprog, kan man som regel forstå fragmenter af sætninger. Dels fordi de fleste europæiske sprog deler stamtræ, og dels fordi sprogene ofte indeholder engelske låneord. Japansk indeholder en stor del engelske låneord, op mod 10% skønner man, så man kunne forvente at høre ord som ‘computer’, ‘digital camera’ og ‘playstation’ strøet med rund hånd ud over samtalerne. Men da Japansk fonetik er anderledes end vores, lyder engelsk ret sært – f.eks. bliver ‘ball’ til ‘boru’. Ydermere bryder japanerne sig ikke om lange ord, så de trækker ordene sammen og danner nye ord. ‘personal computer’ bliver til ‘pasokon’, ‘digital camera’ til ‘dejikame’ og ‘PlayStation 2’ forvanskes til ukendelighed med ordet ‘prestetsu’. Det er endda ikke kun låneordene, det går ud over – det populære pigeband ‘Morning Musume’ kendes bedst som ‘momusu’.

Meget få japanere taler engelsk, så skal man gøre sig forståelig under ferien må man belave sig på pegefingeren. Sjovt nok ser man engelske ord alle steder, men japanerne har ingen anelse om, hvad de betyder – de synes bare bogstaverne er pæne. Ligesom i Danmark, hvor folk (mig selv inklusive) er helt pjattede med kanji, selvom vi ikke har den fjerneste idé om, hvad der står på vores t-shirt. Som den smukke unge pige jeg så i Osaka, hvis t-shirt proklamerede ‘NEVER MIND THE VOMIT’ med enorme typer.

Som den amerikanske komiker Dave Barry noterede sig i bogen Dave Barry Does Japan: ‘The best way to learn Japanese is to be born as a Japanese baby and raised by a Japanese family, in Japan’.

Tentakler og spisepinde

Der er skrevet utallige bøger om den japanske kultur, der er både rig, konstrastfyldt og meget spændende, og der er ikke plads til at komme ind på de mange facetter ved livet i Japan i denne artikel – primært fordi sommervarmen afholdt mig fra at gå lange oplevelsesture i landskabet. Men én del af kulturen kan man næppe undgå at stifte bekendtskab med under et ophold i landet: Maden. Selvfølgelig kan man gå ind på den nærmeste McDonald’s (‘makudo’) og bestille en cheeseburger med fritter og cola, men det kan jeg også gøre på Østerbrogade, så jeg holdt mig udelukkende til de japanske spisesteder.

Under mit ugelange ophold oplevede jeg aldrig at spise med kniv og gaffel – al japansk mad spises med pinde, og hvis man ikke ønsker at ligne en slidgigtsbesværet invalidepensionist er det er en god idé at øve sig lidt på den nærmeste Sticks’n’Sushi før man hopper på flyveren til Japan. Nogle retter er meget nemme, men man skal være ret sikker på pindene, før man tackler nudelsuppe (‘ramen’) eller stegt kylling.

Når man træder ind i en restaurant bliver man mødt af en venlig tjener og ordet ‘irasshaimase’ (velkommen), enten sagt lavt og høfligt eller skreget ud over hele restauranten, alt efter hvilket sted man besøger. Man bliver henvist til et bord og får stukket et menukort i hånden. Som regel har man dog allerede bestemt sig for menuen inden man går ind, da stort set alle restauranter har et udstillingsvindue med alle retterne udført meget realistisk i plastik. Når man har færdigstuderet menukortene og lægger dem fra sig, står tjeneren få sekunder senere ved bordet, klar til at tage imod bestillingen, der indtastes i en PDA og straks overføres til køkkenet. Selv ved komplicerede retter går der sjældent mere end 5-10 minutter før man har sin mad.

Er man i et selskab, skal man ikke regne med at få sin mad for sig selv. Tjeneren placerer de bestilte retter midt på bordet, og så går folk ellers ombord i alle de tilgængelige fade. Man bruger sine spisepinde til både at øse op på sin egen tallerken fra fadene og til at spise sin mad med, så har man angst overfor andre folks bakterier, bør man nok spise alene eller gå på makudo. Og lad være med at sidde og hyggesludre under måltidet – japanerne spiser meget hurtigt (incl. din mad), hvorefter de tager videre til en coffee shop og snakker over en kop kaffe med kage eller is.

Når man har spist hovedretten og lagt spisepindene fra sig, går der ikke mange sekunder før en tjener kommer og spørger om man vil have kaffe. Regningen behøver man ikke at spørge om, den blev placeret på bordet sammen med maden. Når man vil gå, tager man regningen med op til kassen, betaler og går. Ikke noget med forgæves at forsøge at få øjenkontakt med en tvær tjener for at kunne få lov til at forlade stedet.

Det japanske køkken er meget varieret med en sandt overflod af retter, jeg aldrig har smagt magen til. Jeg vil tro at man kan bo i Japan i en måned uden at spise den samme ret to gange og uden at spise noget, man har smagt før. Kan man lide at få nye kulinariske oplevelser, er Japan et sandt gourmetparadis.

En aften var hele familien og jeg på sushirestaurant, hvor vi sad på gulvet i vores eget værelse. “Hvad vil du have?” blev jeg spurgt, og svarede “lidt af det hele”, hvorefter de bestilte noget i retning af de første tre sider af menukortet. Japansk sushi smager præcis som dansk, bortset fra at de har flere sære fisk og derfor kan præstere mange flere slags sushi end vi kan hamle op med herhjemme. Man skal ikke være bleg for at spise rå tentakler med sugekopper – tro mig, de smager himmelsk! “Manden æder jo alt!” udbrød min vens far forbløffet, efter jeg havde kæmpet mig igennem mit livs største og mest varierede portion sushi og halvkvalt udbrudt ‘oishii!’ (lækkert!) efter hvert stykke.

At gå ud og spise i Japan koster nogenlunde det samme som i Danmark, så de fleste laver mad hjemme. Den japanske aftensmad, bestående af 4-5 mindre retter ledsaget af ris og tsukemono – små stykker kål i en himmelsk eddikelage, minder om en avanceret dansk frokost. Umiddelbart ser det meget komplekst ud, men meget af kunsten ligger i præsentationen af maden – selve tilberedningen er ofte både nem og hurtig. Hvis man selv vil forsøge sig, kan det stærkt anbefales at købe en japansk kogebog i nærmeste boghandel og gå på rov i Den Kinesiske Købmand på Nørrevoldgade i København; de har næsten alle ingredienserne, selvom det er en halvdyr fornøjelse.

Føj, det er varmt!

Efter regntiden fra midten af juni til midten af juli, sætter den japanske sommer ind. Temperaturen ligger mellem 30 og 35 grader og luftfugtigheden er tæt på 100%. Selvom man står helt stille, hagler sveden af kroppen – det er umuligt at foretage sig ret meget andet end at dejse om i den massive varme. Selvom japanerne er vant til varmen (en almindelig hej-hilsen om sommeren er ‘atsui’, hvilket betyder ‘varmt’), har de forsynet alle huse, biler og forretninger med aircondition, så for det meste kan man opholde sig i 22 behagelige grader med enkelte nær-døds-oplevelser til og fra bilen. Sjovt nok er der stort set ingen japanere, der går med shorts – det er kun os turister, der nedværdiger os til den slags fjantede beklædningsgenstande. Ønsker man at opleve andre end de airconditionerede sider af landet, tilrådes det at tage afsted enten om foråret eller efteråret; sommeren er simpelthen for varm.

I den intense hede har kroppen et stort væsketab, men det har japanerne helt under kontrol – på stort set ethvert gadehjørne står automater (naturligvis pinligt rene, og de virker allesammen) med kolde drikke. Der er kendinge som Cola og Sprite, men langt mere spændende er de mange varianter af kold, grøn te (ocha), den kolde og bitre smag er perfekt i varmen; det er vidunderligt at kunne slukke sin tørst uden at indtage et halvt kilo sukker. Er man glad for de søde sager, kan jeg varmt anbefale en sodavand ved navn ‘Pocari Sweat’, der mest smager som tør sprite – en dejlig drik, heftigt promoveret af franske Jean Reno i fjernsynsreklamer.

Shopping i Osaka

I Minami-området i Osaka ligger shoppinggaden Shinsaibashi. Gaden er på længde med Strøget i København, og så er den overdækket og airconditioneret. Jeg kan slet ikke overskue, hvor meget strøm det stunt må koste, men det var uendeligt rart. Går man en tur på Strøget eller ethvert andet dansk shopping-område, oplever man stort set kun tøjbutikker, skobutikker og restauranter – man skal ud på de små gader for at finde specialistbutikkerne. I Japan er shoppingturen mere interessant, fordi der er så mange forskellige butikker samme sted. Ved siden af en meget dyr og fashionabel møbelbutik finder man en skummel spilbutik, ved siden af den en ‘konbini’ (convenient store) med shampoo, kiks og grøntsager; næste dør leder ind til en Pachinko-parlor og deres nabo sælger brugte bøger og plader.

For en anime- og spilnød som mig, var videobutikkerne et mekka, der fik Mastercardet til at skælve af frygt i min lomme. Metervis af anime, lækre boxsets, figurer og plakater. Når man med et længselsfuldt blik for fjerde gang har sat “Blood: The Last Vampire” boxsettet tilbage på hylden med et “og den fylder også for meget i kufferten”-suk, kommer man videre til spilsektionen. Her er opstillet et stor samling konsoller med de nyeste spil til fri afprøvning (Final Fantasy X ser lammende godt ud), og så kan man ellers gå på opdagelse i det enorme udbud af spil, hvoraf vi kun ser en brøkdel på vore kolde breddegrader. I Japan er der plads til nicherne lige ved siden af mainstream’en – det ses både i variationen af butikkerne, men også i udbudet af litteratur, musik og spil. Når man får vristet sig fri af spilsektionen, træder man uden varsel direkte ind i musikafdelingen, hvor Ayu’s og Momusu’s seneste CD’er og DVD’er blander sig med et overflødighedshorn af Jpop-musik og merchandise, der ubarmhjertigt udraderer de sidste forsvarsværker man måtte have tilbage.

Når man med erkendt nederlag lægger sine varer ved kassen, bliver man mødt af et tostemmigt ‘irasshaimase’ ledsaget af venlige smil. Den ene kasseassistent registrerer indkøbene på kasseapparatet, mens en anden pænt forsyner hver eneste købt vare med et lille klistermærke, der viser at varen er betalt, og pakker dem i en pose for dig.

Skrig, muzak og trommer

Udover den utrolige venlighed og service, adskiller japansk shopping sig også på et andet område: Larmen. I ovennævnte videobutik konkurrerer film, spil og musik om din opmærksomhed ved at spille højest, med det resultat at det hele blandes sammen til hvid støj. Går man ind i et supermarked, bliver man mødt af meget høj muzak, og skulle man bevæge sig forbi delikatesseafdelingen står personalet og skriger ‘irasshaimase’ for deres lungers fulde kraft. For også at tiltrække de absolut svagesthørende har man ved grøntsagsafdelingen opstillet ghettoblastere med traditionelle japanske taiko-trommer, der ville få Moby til at måbe. Men prikken over det støjende i er pachinko-hallerne. Pachinko er et spil i stil med den enarmede tyveknægt, og næsten alle japanere spiller det med stor glæde (især fordi man kan vinde klækkelige summer, min ven har engang vundet over kr. 8.000 på en aften). Små metalkugler falder fra maskinens top ned mod bunden gennem en slags forhindringsbane, og alt efter hvor de rammer i bunden kan man enten vinde eller tabe. I en pachinko-parlor står ca. 100 maskiner, og larmen fra de faldende kugler er meget høj. Får man gevinst, udbetales den prompte i en øresønderrivende storm af metalkugler. Det hele tilsættes musik, der er skruet ekstremt højt op for at overdøve kuglernes raslen, og ovenpå musikken er der løbende kommentarer fra personalet. Resultatet er en larm, der umuligt kan beskrives på skrift. At pachinko-spillende japanere overhovedet kan høre, er mig en gåde efter jeg opholdt mig i en pachinko-parlor i et kvarter.

Når man har forladt butikkerne, spist aftensmaden, drukket kaffen, slukket fjernsynet og lagt sig til ro, falder man i søvn til lyden af chikaderne og den konstant brummende aircondition. Der er aldrig stille i Japan.

De gode råd

Har du lyst til at tage til Japan, vil det være en god idé med lidt forberedelse inden du tager afsted. Det mest værdifulde er at knytte kontakt til mennesker i landet og det er heldigvis meget nemt – et besøg på Japan Penfriend giver altid pote. Via pennevennerne får du uvurderlig insider info om seværdigheder, festivaler, kultur, shopping og alt andet du kunne finde på at spørge om – og sandsynligvis et eller flere steder at sove under ferien, hvilket sparer dig mellem kr. 1.000 og kr. 1.500 om dagen i hotelregninger.

Hav mange penge på kontoen. Japan er bestemt ikke billigt – restaurantbesøg og hoteller koster nogenlunde det samme som i Danmark. Har du hang til Jpop og anime ved du sikkert allerede at CD’er ligger på kr. 250 og DVD’er på kr. 350 eller over. Der er mange penge at spare i second hand-butikkerne, men vær stadig forberedt på, at turen til Japan sandsynligvis bliver din hidtil dyreste ferie.

Lad være med at gå for meget op i høflighed. Japanerne er sandsynligvis det høfligeste folk i verden, men de ved godt at du er turist og forventer ikke at du kender til deres skikke. Husk blot at tage skoene af, når du træder ind i et hjem, lad være med at snakke hele tiden og opfør dig med respekt for dine værter; så vil de gøre alt hvad de kan for at gøre dit ophold spændende og lærerigt.

Japan er et vidunderligt land. Kan man lide nye og virkelig anderledes oplevelser, kan jeg ikke komme på et mere oplagt rejsemål. Jeg var afsted i en uge, og nåede kun lige at kradse i overfladen. Landet er så anderledes og spændende, at jeg må tilbage – næste gang håber jeg dog at det bliver et meget længere ophold, hvor jeg langsomt kan sænke mig ned i kulturen og opleve den indefra.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.