Speedlink DRIFT O.Z. Racing Wheel

2 out of 6 stars

Speedlink DRIFT O.Z. er et computerrat til pc, der understøtter både Xinput og DirectInput og derfor bude fungere med langt de fleste spil. Det er lavet af sort plastik, men selve rattet er betrukket af blød gummi i en skarp racergul farve, der både er lækkert at røre ved, og som sikrer et solidt greb, selvom hænderne er svedige. Rattet vejer solide 1,4 kg. Der er sugekopper under bunden, så det kan sættes på et bord. Man kan også have det i skødet med en vis succes, omend det selvfølgelig ikke er optimalt.

Dpad- og ABXY-knapperne er placeret på hver side af midten, så man kan nå dem med de to tommelfingre. De fire skulderknapper er placeret i toppen på rattet ca. klokken 2 og 10. Højre og venstre trigger er også placeret på bagsiden af rattet. Derudover er der to paddles, en gearstang, som sidder bagerst i højre side af kabinettet, samt to pedaler, som tilsluttes med et tyndt kabel med et RJ11-stik. Der er fastmonteret et 1,5 m langt USB-kabel, som er en passende længde, hvis computeren står under skrivebordet, og alt for kort hvis man spiller i stuen.

Det er svært at beskrive helt præcist, men det føles ikke lige så rart at trykke på knapperne som på en almindelig Xbox- eller PlayStation-controller. De er også rent digitale, hvilket sådan set ikke er unormalt, men det havde været rart, hvis der havde været en eller anden form for analog kontrol af de to triggers, så man kunne styre speeder og bremse uden pedaler.

Jeg havde svært ved at bruge rattet. Jeg sidder i en lænestol i stuen, og det er derfor ikke ligetil at få sat rattet ordentligt op på et bord. Det fungerer nogenlunde at have det på skødet, hvorimod det føles akavet at betjene pedalerne i den position. Der er ikke force feedback i rattet. Til gengæld virker det som om, at modstanden leveres af en fjeder, for når man slipper rattet, så svirper det tilbage på samme måde, som når man slipper en elastik.

Rattet har kun 90 graders udsving i hver retning, hvilket er noget mindre, end hvad man ser i konkurrerende (men også dyrere) produkter. Det hjælper naturligvis heller ikke, at man skal dreje mindst 20 grader, før spillene begynder at reagere. Jeg har kontrolleret, at rattet sender input længe før, så det er muligvis blot et spørgsmål om kalibrering, men hvad nytter det, når Speedlink ikke leverer værktøjer til at ændre følsomhed, deadzones og responskurver.

Med et prisskilt på kun 400 kr., så er det naturligvis begrænset, hvor store forventninger, man kan tillade sig at have. Jeg mener dog, at et produkt som minimun skal håndtere basal funktionalitet, og det synes jeg ikke DRIFT gør tilfredsstillende. Det føles slet ikke som at køre i en rigtig bil, hvilket ellers er hovedformålet med et computerrat, og jeg havde langt mindre kontrol end med en almindelig controller. Så på trods af den lave pris, er Speedlink DRIFT O.Z. desværre dumpet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.