Iron Crypticle

Der mangler ikke ligefrem twin stick shootere, men Iron Crypticle er med stor succes både moderne og nostalgisk på samme tid.

Udvikleren TikiPod bygger på klassiske dyder. De står også bag det vildt charmerende Aqua Kitty: Milkmine Defender, som fandt sin inspiration i Defender. Iron Crypticle tager imidlertid udgangspunkt i et par andre spil af omtrent samme årgang og blander godt og grundigt med krydderi fra andre spilserier. De mest oplagte sammenligningspunkter er Robotron 2084 og Smash TV. Ganske som i disse to klassikere bliver man lukket ind i en række små rum, som man skal rydde for fjender, før man kommer videre til næste rum. Banernes størrelse minder mest om Robotron 2084, når det gælder muligheden for bevægelse, men til gengæld har de ofte flere udgange som i Smash TV. Udgangene afgør hvilken rute man tager mod etagens slut-boss, og ruten bliver vist via en række små ikoner forbundet med streger – lidt i stil med FTL. Til at starte med kan man kun se det tilstødende rum, men man kan finde kort, der afslører indholdet af alle rum – i hvert fald de rum, der har andet end almindelige fjender.

Hammertid

Hovedpersonen er en lille ridder, som kaster små hamre. Undervejs kan man samle stærke midlertidige våben op, hjerter, permanente opgraderinger, magisk hjælp til enkelte baner og selvfølgelig penge. Pengene kan bruges, når man møder en kiosk (naturligvis bemandet af en kat) til at købe det, man har mest brug for. Man kan dog også komme forbi en lille arcademaskine, hvor man kan satse ti mønter mod muligheden for at få endnu flere penge, hvis man overlever det lille platformsspil, som maskinen byder på. Bestemte typer rum byder på ekstra farer, men samtidig har de også potentiale til at give mere guld som belønning, og derfor kan man selv afgøre, om man vil vove pelsen for ekstra mammon, når det lykkes at samle kortet op. Udover kortets hjælp er der tre forskellige sværhedsgrader at vælge mellem. Den letteste er egentlig ikke særligt let, men den er unægteligt mere tilgivende end normal og svær. Sidstnævnte er endda ret ubarmhjertig, og selv om jeg ikke kom forbi bossen på første etage, var jeg stadig i top tre på highscorelisten et par dage efter udgivelse, så når de skriver svær, så mener de svær.

Man behøver dog ikke klare udfordringerne alene. Faktisk kan man få hjælp af op til tre venner, men kun på samme maskine. Det er lidt ærgerligt, for jeg kunne sagtens forestille mig at spille online co-op, og spillet understøtter drop in/drop out-co-op, så hvis man gjorde det samme med onlinedelen, ville det være langt lettere at komme op på fire spillere. Jeg har dog prøvet med to spillere, og det bliver straks endnu sjovere, fordi der pludselig går strategi i opdækning af hinanden, hvem der får hvilke power-ups og hvem der har mest brug for det hjerte, der lige dukkede op i den modsatte ende af banen. Spiller man alene, har man kun et enkelt liv, men med to spillere får man tre credits til deling, hvilket også gør det lidt lettere at komme langt i spillet, hvis alle spiller optimalt. Når man til sidst dør, sker der dog ofte det, at man låser op for noget nyt i form af våben eller magi. De bliver samlet i en oversigt, som man kan læse igennem i ro og mag, og visse bøger, som man kan samle op undervejs, indeholder også små tips til, hvordan man kan klare sig bedre.

Selv om spillet ved første kig er simpelt, går der alligevel et par gange, før man danner sig et overblik over hvad de forskellige ting gør – især da intet gentager sig fra spil til spil, når det gælder placering af fjender og våben. Udvikleren har tilføjet rigtigt mange elementer, som tilføjer krydderi til spillet, og her er der stjålet med arme og ben fra diverse spilserier. Grafisk er den største inspiration Ghosts n’ Goblins, og kirkegårdsbanen har både ildspyende planter, døde med røde øjne, urner og store ravne – men man risikerer dog ikke at stå tilbage i undertøj, hvis man bliver ramt. Her ser man dog spillet skråt ovenfra, så selv om grafikken ser velkendt ud, er det ikke fra det perspektiv, vi kender det fra.

Nostalgisk gensyn

Undervejs i spillet samler man også på både krystaller og bogstaverne B, O, N, U og S, der selvfølgelig forvandler banen til et inferno af guld eller farverige frugter. Hvis du tænker Bubble Bobble, er det ikke skudt helt ved siden af, for bliver man hængende for længe på banen, dukker der gradvist flere og flere fjender op, indtil det gælder om at komme ud i nød og næppe med livet i behold. Spiller man på højeste sværhedsgrad kan det endda være en udfordring at få slået alle fjender ihjel, før skarpretterpatruljen dukker op. Musikken skifter mellem original musik, som sagtens kunne have været på et arcadespil med Yamaha-lydchip, og musik der lyder mere i stil med retrowave-genren, hvor man blander spilmusik med mere nutidige lyde.

Styringen er superlet at gå til, og udover de to joysticks på controlleren kan man bruge en knap til at løbe et par meter meget hurtigt, hvilket samtidig gør skade på levende fjender. Der er også en knap til et “Atomic Fist”-angreb, som dræber alt indenfor et par meter. Med så få knapper i spil er det let at kaste sig ud i multiplayer med gæster, hvilket gør Iron Crypticle til et solidt bud på et party-spil. Den testede version er Xbox One, men derudover findes spillet også til PlayStation 4 og PC på Steam. Der er desværre ikke planer om håndholdte udgaver af spillet i øjeblikket, men da det er et oplagt spil til Switch, kan man jo håbe. Spillet er næsten uforskammet billigt. Det stod til 60 kroner, da jeg tjekkede prisen på Xbox Marketplace, og der er virkeligt mange timers charmerende underholdning at komme efter.

Her til sidst kan du se en håndfuld screenshots samt en halv times tur i Iron Crypticle, der starter i solo på lav sværhedsgrad og bliver udvidet med spiller to undervejs:

 

Launchtraileren findes på YouTube