Everybody’s Golf
Jeg hader virkelig sportsspil af et godt hjerte, men der findes ingen regler uden undtagelser: Jeg elsker golfspil. Det har selvfølgelig lidt at gøre med, at jeg selv har spillet det smukke spil over flere perioder, siden jeg var knægt. Dog har jeg ikke tee’et rigtigt ud de seneste femten år, da jeg fik andre prioriteter, efter at mine drenge kom til verden, men det har ikke forhindret mig i at forfølge min livslange drøm om at blive verdensmester på de digitale fairways.
PGA Tour Golf, Leaderboard, Microprose Golf, Mario Golf: Toadstool Tour og Links 2004 er blandt de spil, som jeg har sunket adskillige hundrede timer i over de seneste 25 år, og jeg har prøvekørt de fleste andre undervejs med varierende interesse. Én serie har dog formået at holde mig fanget ved hvert eneste nye udspil, og det er Everybody’s Golf, hvilket striben af anmeldelser fra min hånd nok burde være et lysende bevis for.
Serien kan fejre 20 års jubilæum i år, og jeg kan som sagt sige, at jeg har spillet hele rækken af spil intensivt, lige siden det første udkom til PS1 i 1997. Udviklerne af det første spil hed Camelot, som mange sportsglade Nintendo-ejere vil genkende som folkene bag Mario Golf og Mario Tennis, men derefter skiftede serien hænder. Clap Hanz blev således allerede i 1998 synonym med serien, og foruden et par tennisspil har de faktisk ikke udgivet andet end netop denne serie siden da. I alt har vi fået ni spil med den inviterende titel, selvom den seneste udgivelse fra 2012 snyder lidt ved også blot at hedde Everybody’s Golf. Det skyldes til dels, at man har valgt ikke at nummerere de portable udgivelser, samt at treeren aldrig udkom herhjemme, hvilket altså har givet kludder i nummereringen. Uanset grunden har Clap Hanz valgt at starte forfra igen denne gang, hvorfor seneste skud på stammen altså også har fået titlen Everybody’s Golf (EG), hvilket som noget nyt tillige gælder i USA, hvor serien ellers har været kendt som Hot Shots Golf.
Fans af serien behøver ikke være bange for radikale ændringer, for i store træk er 2017-udgaven af EG mere af det samme, og efter fem års venten vil det også være nok for de fleste. Det velkendte trepunktsslag er hjertet i det lettilgængelige gameplay, og fem 18-hulsbaner, der ligeledes kan spilles spejlvendt og i al slags vind og vejr, udgør spillets kød og blod. Lyder det ikke af så meget, så er der allerede to yderligere 9-hulsbaner at finde på PSN, og de er gamle kendinge fra de første par spil. Prisen på henholdsvis 37 og 48 kroner virker dog en smule højt sat efter min mening, selv når man tager spillets forholdsvist lave pris på omkring de 300 kroner i betragtning. Men nok om prisen.
Som i de forrige spil har Clap Hanz lagt fokus på, at man kan designe sin egen mandlige eller kvindelige golfer og iklæde denne et væld af tøj, sko og smykker, som både kan købes og vindes undervejs. Forskellige køllesæt, samt kugler med specifikke formål (eks. gode i bunkers, rough eller i stiv kuling), kan ligeledes vindes i mesterskaberne eller i dueller mod ekstra vanskelige modstandere. Køllerne bliver som noget nyt opgraderet under brug, og laver man et langt drive, et fantastisk backspin eller bare et nogenlunde præcist indskud til greenen, så forbedres ens skudlængde, kontrol og backspin med den pågældende kølle. En fin detalje i den henseende er, at man godt kan skifte hele sin golfbag ud med en ny, der overordnet set har andre egenskaber, uden at det går ud over de forbedrede evner, ens spiller har fået med de forskellige køller. Således har udviklerne elimineret én grind fra tidligere spil, men desværre består en anden, mere kritisk af slagsen.
Man skal nemlig vinde mange mesterskaber for at få åbnet for den anden bane. Og den tredje, fjerde og femte efter den. Og man kan først få lov at spille de nye baner mod venner eller fjender, når de er blevet låst op. Således brugte jeg det meste af en weekend på at stige nok i rang til, at jeg kunne spille blot bane to og tre, hvilket indebar, at jeg skulle spille og vinde et tocifret antal mesterskaber på den samme bane igen og igen. Godt nok består de fleste mesterskaber kun af enten de ni første eller sidste huller, og spejlet giver det jo så i alt fire 9-hulsbaner, men det er stadig en grind. Forbedrede køller og variation i vejr og vind var da også parametre, der ændrede oplevelsen, men det er stadig en grind.
En anden anke, som primært nybegyndere til serien kan have, er heller ikke blevet forbedret: Putting. Greenen ser altid flad ud, men den er så udstyret med et gitter, hvor små lysglimt bevæger sig langs linjerne og viser, hvor meget og i hvilken retning landskabet hælder. Som trænet EG-spiller har jeg aldrig tænkt over, at det kan virke kontraintuitivt på nybegyndere, men ved eftertanke kan jeg godt se, at det kunne afbildes på en bedre måde. Under alle omstændigheder gør øvelse mester, så tro mig, når jeg siger, at man hurtigt bliver bedre til at læse greenen.
Endnu en lille anke fra min side går på, at jeg ville ønske, jeg selv kunne vælge kameravinkel under selve slaget samt i replays. Spillet vælger selv filmiske kameravinkler under slaget, men jeg savner at kunne følge kuglens kurs selv, da det giver mig et meget bedre billede af, om jeg har sigtet korrekt i forhold til vind og øvrige forhold. Som sagt, det er en mindre anke, og slet ikke på niveau med den førstnævnte anke vedrørende grind.
Clap Hanz har også inkluderet en glimrende online-del denne gang, og man kan nu vælge at rende rundt på banerne sammen med andre online-spillere og øve sig på de forskellige huller eller spille mini-turneringer, der belønnes med daglige gaver fra udviklerne. Man kan sågar slappe af med at fiske lidt(!) Ja, fiskeri er åbenbart nu blevet en del af det officielle EG-univers, når man vel at mærke har lært kunsten af den gamle fisker, som er en af de modstandere, man møder undervejs i spillet. Forskellige stænger og madding kan indkøbes for mønter, som man vinder i de regulære mesterskaber, og der er mere end 50 forskellige fisk at fange, fordelt på spillets mange vandhazarder og mindre søer. Endelig er der også Turf War, som er golfsportens svar på Team Deathmatch. Her løber to hold rundt på samme bane og forsøger at vinde de enkelte huller på både slag og point. Det er ti minutters kontrolleret kaos, som nok skal bringe et smil på de flestes læber.
Således er der noget for alle i EG, og spillet lever stadig op til sit navn, da de fleste kan lave birdies eller bedre efter ganske kort tids træning. Som bevis kan jeg føre min duel mod Oscar, som i sin karakter af über-amatør fik lov at vælge en spiller, der kunne slå lidt længere end min. Han havde kun spillet en enkelt 9-hulsbane, før vi gik i krig mod hinanden i en Stroke Match, hvor man både får point for gode slag, samt for at vinde hullet. Samtidig valgte vi en spilmodus, hvor en enarmet tyveknægt gav hver af os forskellige regler at spille efter for hvert hul. Eksempler herpå kunne være strafslag for at lande i rough eller for at bruge mere end 15 sekunder på et slag – og på den positive side kunne det være ekstra store huller på greenen eller ingen forstyrrende vind.
Reglerne skiftede som sagt fra hul til hul, men generelt lavede Oscar gode, lange slag, hvilket gav ham point at stå imod med, når jeg lavede præcise chips til greenen eller vandt hullet. Alligevel vandt han til syvende og sidst med 1951 point mod mine sølle 1950 af slagsen! Hvad man ikke skal finde sig i fra sine poder. Har et smil formet sig på dine læber ved denne anekdote, så ved du nu, hvorfor spillet hedder Everybody’s Golf, og så er chancerne gode for, at det er et spil, som også du vil finde en god portion underholdning i.
