Dishonored: Death of the Outsider

Den første, selvstændige udvidelse til Dishonored 2 er nu landet i form af Death of the Outsider (DOTO), og selvom det ikke er påkrævet, at man har spillet de forrige spil, så vil jeg stadig anbefale, at man som minimum får Dishonored 2 under neglene først, hvis man gerne vil kende lidt til vores nye hovedperson. Billie Lurk burde således være en velkendt størrelse for folk, der har spillet det fænomenale Dishonored 2, og at kende til hendes fortid er også at forstå hendes bevæggrunde for at forfølge den titulære Outsider. Samtidig er det også en fordel at kende til hendes problematiske forhold til en anden kendt person fra det første Dishonored; Daud, manden med tilnavnet “The Knife of Dunwall” og ansvarlig for mordet på dronningen i Dunwall. Ham kom vi godt ind på livet af i det første spils DLC, og selvom vi ikke får lov at kontrollere hans handlinger denne gang, spiller han en central birolle i DOTO.

Serien og dens DLC-udgivelser er således nært forbundet, og selvom det generelle gameplay kan samles op af de fleste, så er den ovenstående henstilling ikke uvæsentlig, hvis man vil have fuldt udbytte af DOTO. Selvom udgivelsen altså er selvstændig, så er den efter min mening mest at betragte som fan service, hvilket undertegnede bestemt ikke har noget imod. Det skal man bare huske at tage med, når man læser min karakter.

Billie er som sagt vores hovedperson denne gang, og hvad der starter med at være en forsonende redningsaktion bliver hurtigt til et hævntogt, hvor Billie samtidig skal stoppe fremmarchen af mørke kræfter i helt nye skikkelser. Referencer til gamle kendinge forefindes overalt, og gennem spillets fem missioner får vi også besøgt en ganske velkendt lokation, omend den er blevet kraftigt redesignet. Bøger og anden litteratur er spredt overalt og giver endnu en gang ny information om universet, mens et væld af genveje og hemmelige rum prikker til nysgerrigheden omkring, hvad folk foretager sig bag lukkede døre.

Selvom områderne i sædvanlig stil er både store og kringlede, så mangler der alligevel lidt af den fantasi, som vi eksempelvis så i Jindoshs villa og et par af de andre områder i Dishonored 2. Villaen er nu også svær at overgå designmæssigt, men når vi kun får fem områder at udforske – hvoraf to af dem er ens, bortset fra tidspunktet på dagen – så virker det som et mindre tilbageskridt. Bevares, er man til udforskning, i samme grad som jeg er, så er der stadig 15-20 timers underholdning at finde i spillet, men spiller man det for at gennemføre det, så er det overstået på 4-6 timer. I tillæg er det så nødvendigt at sige, at udforsker man ikke banken grundigt på tredje mission, så snyder man sig selv gevaldigt.

På trods af introduktionen af nye evner og våben så afspejler arsenalet som helhed mere eller mindre, hvad vores tidligere hovedpersoner havde til rådighed. Erstatningen for Blink/Teleport hedder eksempelvis Displace nu, og ellers optjener man løbende muligheder for variationer af angreb med både mentale og fysiske våben – akkurat som vi kender det. Det gør nu heller ikke så meget, idet disse evner har været en grundlæggende del af underholdningen siden det første spil, men igen er det værd at nævne for nytilkommere til serien – eller fans, der måske forventer en helt ny oplevelse. Billie har dog et par helt specielle evner, vi ikke har set før, og den mest interessante er den, hvor hun kan udgive sig som en anden person, så længe denne blot er bevidstløs og gemt godt af vejen. Det kommer der mange spændingsfyldte situationer ud af, idet evnen ikke er permanent, med mindre man står stille. Adskillige af spillets fantasifulde Trophies er også bundet op på denne evne, og selvom man ikke nødvendigvis jagter virtuelle pokaler normalt, så er de nødvendige mål stadig ganske fornøjelige at prøve at opnå.

Som tidligere er der stor morskab i at benytte forskellige strategier – lige fra snigeri til snigmord – og jeg har altid nydt at gennemføre spillene to gange, hvor hver strategi kunne afprøves til fingerspidserne. Også denne gang forsøger udviklerne at forsøde oplevelsen yderligere i et New Game +, idet man får muligheden for at skifte et par af Billies centrale evner ud med Dauds paralleller – men det er stadig den ændrede strategi, der kan gøre andet gennemløb til en markant anderledes oplevelse. Har man ingen samvittighed er spillet heller ikke det sværeste at komme gennem, men er man ude på at gennemføre spillet uden at blive opdaget overhovedet, så garanterer jeg en god brug af Save/Load.

Sidemissioner er der blevet nogle flere af denne gang, og selvom de er valgfri, så er flere af dem ret interessante og ganske godt skruet sammen – ikke mindst den, der involverer indbrud i alle de personlige bokse i en stor, bevægelig bankboks, konstrueret af selveste Jindosh. Ham og hans opfindelser håber jeg at se mere til i seriens uundgåelige fortsættelse, selvom udviklerne dog allerede nu har bebudet, at DOTO afslutter den tidslinje, der foregår i Dunwall og Karnaca.

Death of the Outsider er utvivlsomt mere af det samme, og det burde alligevel få de fleste af os fans til at juble. Der er akkurat nok iderigdom bag historien, de nye områder – ikke mindst banken –  samt Billies nye evner til, at jeg vil give spillet fem stjerner. Er man ny til serien, kan etteren inklusive dets DLC fås til en overkommelig pris nu, og ellers bør man som minimum have spillet toeren, før karakteren til Billie Lurks eventyr holder vand. Men har man været med hele vejen, så er Death of the Outsider endnu en gang et must for seriens fans. Og specielt, hvis man aldrig rigtig brød sig om Outsideren.