Mario & Luigi: Superstar Saga + Bowser’s Minions

Prinsesse Peach er blevet kidnappet af Bowser, og Mario skal nu … nej, vent. Det er alle de andre spil. I det her spil er Prinsesse Peach’s stemme blevet kidnappet og hun kan nu kun tale i eksplosive eder og forbandelser. Det sætter en stopper for Bowsers normale rutine, og han trygler nu Mario om at skaffe Peach’s stemme tilbage – så han kan kidnappe hende. Nu vi taler om Bowser, så kan man roligt sige, at den gamle slambert virkelig får en rådden oplevelse i det her spil. Han en jo skidt karl, men det er godt nok ikke hans dag i Superstar Saga.

Sådan starter Superstar Saga, og efterfølgende bliver der kun smurt endnu tykkere på i den humoristiske ende af skalaen, når Mario og Luigi (“er du ikke ham, der altid bliver efterladt derhjemme?”) rejser på kryds og tværs af kongeriget Beanbean på jagt efter Peach’s stemme og andre sære ting. Som naturligvis inkluderer stjernefragmenter.

Spillet er delt op mellem udforskning af verden og kampe med diverse uhyrer. Finten er, at man kontrollerer både Mario og Luigi på samme tid – retningen bestemmes af den forreste karakter, men de har hver deres handlinger, som sidder på forskellige knapper. I starten kan det være udfordrende at skulle tage højde for to karakterer på samme tid, men det bliver hurtigt meget intuitivt. Ved at kombinere deres evner, kan de to brødre udføre forskellige ting i fællesskab, som f.eks. at hoppe højt ved at hoppe på hinanden, at flyve som en tornado osv. Senere i spillet får de nye evner, der gør at deres veje splittes, og man så skal pusle dem igennem forskellige områder hver for sig, indtil de mødes igen. Leveldesignet er vildt imponerende, og det er en sand fryd bare at finde vej igennem landskabet, som konstant lokker med interessante ting, man må prøve at pusle sig hen til.

Kampsystemet er turbaseret, men stærkt afhængigt af god timing i både angreb og forsvar. Selvom man hele vejen igennem kun har de to blikkenslagere på sit hold, bliver repertoiret af angreb stille og roligt udvidet, indtil man i slutningen af spillet står med et imponerende og alsidigt arsenal. Hver eneste fjende – og der er mange forskellige – har sit eget angrebsmønster, og som et helt unik ting i spillet, kan samtlige angreb undgås. Det kræver i den grad snilde at lære mønstrene og timingen, men det er en skæg detalje, der får spilleren til at føle sig ganske snedig, når det lykkes.

Historiemæssigt er Superstar Saga helt oppe og ringe hos mig. Det er i bund og grund, som de fleste japanske RPG’er, én stor fetch quest, hvor man konstant er på jagt efter en eller anden ting, der låser op for næste kapitel i historien – som så igen går ud på at finde et eller andet. Det kan hurtigt blive ensformigt, men det er nok det sidste ord, jeg vil bruge til at beskrive Superstar Saga. Der er så megen idérigdom smidt ind i spillet, at man bliver helt blæst bagover. Der sker hele tiden noget nyt og uventet, og man har konstant lyst til at fortsætte. Således fik jeg spillet det næsten 17 timer på en enkelt weekend, fordi det simpelthen er umuligt at lægge fra sig, når man først er gået i gang. Hvem havde f.eks. regnet med, at skulle farve tøj for at få en bid af en stjerne? Ellers slås med en 1.000 år gammel tønde sodavand?

Hvis den gode historie i sig selv ikke er nok til at holde interessen fanget, kan jeg næsten garantere at humoren gør det. Dialogen flyder over med ekstremt velturnerede jokes, løbende referencer, der kun bliver sjovere ved senere gentagelser, og et sprudlende vid. F.eks. er en hel bane designet efter den evigt gyldige kliché, at Peach bliver kidnappet, bare hun er ude af syne i fem sekunder.

Oversættelsen er helt i top, og sproget er i dén grad livligt. Min favorit er naturligvis Fawful, som er selve hovedskurkens assistent – eller, som han selv siger på sit bizarre sprog i starten af spillet: “I am the great Cackletta’s most best pupil, who is named Fawful! I am here, laughing at you!”. Da jeg læste de ord, vidste jeg, at Superstar Saga ville blive noget helt specielt. Men ikke nok med det, så er billedsiden også helt overdådig. Hele spillet er i den gode gammeldags 2D, og det betyder uanede mængder af håndtegnet animation med superbe detaljer. Karaktererne og især animationen er stærkt inspireret af Tex Averys over-the-top klassikere, og det er næsten synd, at man ikke kan nyde det i et større format.

Jeg tør slet ikke gætte på, hvor mange tegninger, der er lavet til dette spil, og langt det meste af det kommer man kun til at se en enkelt gang, fordi der simpelthen er så meget – og fordi så meget af det er i “blink og du misser det”-kategorien, så man er nødt til at være meget opmærksom, når man spiller. Den enorme mængde animation og det fine grafiske design er helt klart medvirkende til at holde interessen fanget hele vejen igennem.

Superstar Saga er den åndelige efterfølger til Super Mario RPG (SNES) fra 1996, og trækker på samme kulturgods som den vidunderlige Paper Mario (Nintendo 64) fra 2001. Det lyder lidt sent for en efterfølger, men det skyldes at Superstar Saga oprindeligt udkom på Gameboy Advance tilbage i 2003, og den her anmeldte version er en remake netop udgivet på Nintendo 3DS.

Den oprindelige Gameboy Advance-version blev genudgivet på Wii U’s Virtual Console tilbage i 2014, hvor jeg naturligvis straks kastede mig over det. Men jeg måtte også give op igen efter nogle få timer, for jeg havde store problemer med at huske kombinationen af knapper, der skulle bruges til de forskellige angreb, og jeg havde måske endnu større problemer med at finde rundt i verdenen. De to problemer er i den grad blevet løst her i 3DS-remaken: Det valgte angreb gennemgås detaljeret på den nederste skærm, og er man stadig usikker, kan man endda få lov til at øve det, før man rent faktisk udfører det. Purister vil mene, at en del af spillets charme er at lære de mange angreb udenad – og det kan de da også gøre her, men for os andre er der kærkommen hjælp at hente.

Ligeledes er den nederste skærm dedikeret til et kort over omgivelserne, når man bevæger sig rundt, og her kan man tydeligt se, hvordan de enkelte rum i banen hænger sammen, og man kan hurtigt finde ud af, hvad man mangler at udforske, eller hvor man skal hen. I hvert område kan man endda sætte op til 20 knappenåle i kortet for at markere steder, man senere skal vende tilbage til. Det gjorde jeg flittigt brug af, og en opgave, der før virkede uoverkommelig, er nu stærkt fornøjelig.

I samme boldgade er der blevet tilføjet mulighed for at gemme overalt, samtidig med at de oprindelige save points er bevaret, så man selv kan vælge, om man er purist eller turist. Bliver kampene for svære, kan man frit skifte over i “easy” i et stykke tid, hvor man så selv bliver stærkere og fjenderne svagere. Det gjorde jeg brug af i slutspillet, hvor bissen virkelig blev skruet på, for at give mig en lidt mere afslappet finale.

Spillets fulde titel er Mario & Luigi: Superstar Saga + Bowser’s Minions. Den sidste del dækker over en ny sidehistorie, som bliver åbnet efter en lille times tid med hovedspillet. Her fortælles historien om Bowsers ulyksagligheder i spillet, set fra hans undersåtters side. Man kommanderer en Goomba-kaptajn, der samler tropper og udkæmper slag. Kampene har man ikke megen kontrol over – man vælger sit hold og trykker start, og sidder så ellers bare og kigger på skærmen. Går det dårligt, må man prøve igen med en anden holdsammensætning. Det er røvsygt, og selvom der er noget historie mellem “kampene”, er den mærkbart dårligere end hovedhistorien og føles ret ligegyldig, så jeg gad ikke bruge mere end en lille times tid på den side af spillet. Da denne del er fuldstændig valgfri, vil jeg blot anbefale at ignorere den.

Superstar Saga er ikke bare en remake af det originale spil med lidt hjælpende hænder. Alt grafikken er blevet gentegnet, så man nu kan nyde det utroligt fine animationsarbejde i langt større detaljegrad end for 14 år siden, og de besværlige ting fra originalen er blevet gjort meget nemmere i denne omgang med indbyggede guides og kort. Alt i alt har man taget den originale klassiker og forbedret den på alle leder og kanter. Det er blevet et vidunderligt spil, og de omkring 25 timer, jeg brugte på det, fløj forbi på få dage. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været så opslugt af et spil.