Paper Mario

Der kom mange sjove spil til Nintendo 64, men en enkelt genre blev stort set ignoreret af udgiverne: Rollespillene. Et af de sidste spil udgivet til Nintendo 64 i Europa viser sig dog at være et af de bedste rollespil, jeg endnu har spillet. Og nu er det netop kommet til Wii U, så det er på tide fortælle om spillets fortræffeligheder endnu en gang.

Spillet er oprindeligt udgivet til Nintendo 64, og den europæiske udgave af spillet fra 2001 er efterhånden en sjældenhed, da det blev udgivet som et af de sidste spil til Nintendo 64 og derfor ikke blev produceret i ret mange eksemplarer. Skal man have kapslen til sin gamle N64, skal man hive over tusind kroner op af foret. Men så skal man da også være bidt af en samler, for spillet fås for 75 kroner på Nintendos eShop til Wii U, og så får man endda lov til at spille det i krystalklar billedkvalitet, spille off-tv på gamepad’en, bruge save-states og deltage i et herligt Miiverse-community fyldt med skærmbilleder, gakkede indlæg og retro-kærlighed. Har man tidligere købt spillet til Wii, kan man opgradere til Wii U-versionen for sølle 15 kroner.

Der var engang en Bowser

Paper Mario starter som en fortælling i en historiebog, og det er her idéen til titlens Paper udspringer: Alt i spillet er lavet af papir, hvilket giver et helt unikt grafisk design. Historien fortæller om de syv Stjerneånder, der passer på Stjernestaven oppe i himlen. Stjernestaven er i stand til at opfylde ønsker, og det går naturligvis galt for hele Svamperiget, da den onde Bowser stjæler den og tager de syv Stjerneånder til fange.

For ligesom at gøre det her til et rigtigt Mario-spil, kidnapper Bowser også Princesse Peach. Igen. Faktisk kidnapper han hele hendes slot, hvilket der kommer en del skægge situationer ud af.

Og det er naturligvis op til Mario at redde princessen. Igen. Men lad være med at tro, at Paper Mario‘s historie blot er kliché på kliché. Den tanke bliver hurtigt gjort til skamme, da en af karaktererne i begyndelsen spillet bliver forelagt situationen og opgivende udbryder “He kidnapped the princess? What, again?!”, hvorefter der blændes op for en af de bedste og i hvert fald mest underholdende historier, jeg har spillet.

Da Bowser er blevet vældig stærk efter at have tilranet sig Stjernestaven, kan Mario selvfølgelig ikke bare tulle op og hoppe på ham som i gamle dage. Det finder man hurtigt ud af i starten af spillet, hvor Bowser lammetæver Mario (og bliver morderligt glad, da det er første gang det er lykkedes for ham). Mario må nu rejse rundt i hele Svamperiget for at finde de syv Stjerneånder og få deres hjælp til at besejre den onde (men egentlig ret kære og misforståede) Bowser.

Således starter man ud på et stort eventyr, hvor man møder mange nye venner på vejen. Historien er delt op i kapitler, hvor man i hvert kapitel skal finde og redde en Stjerneånd. Kapitlerne foregår i hver sit område af Svamperiget, og de byder på vidt forskellige level-designs, puzzles, venner og fjender. Jeg har sjældent set et RPG med så meget afveksling mellem lokationerne, og det gør at Paper Mario aldrig kommer til at virke kedeligt eller ensformigt.

Nye venner

Undervejs møder man venner, som slutter sig til Marios trup. Et genialt træk er, at hver karakter har sine helt egne evner, der bruges til at løse specifikke opgaver. Goombario kan fortælle om fjendernes svage punkter, Kooper kan nan sparke igennem luften og nå fjerne objekter, Parakarry kan flyve Mario hen til steder, han normalt ikke kan nå, Sushie kan svømme, Bow kan gøre Mario usynlig og meget mere. Når man erhverver sig en ny partner, er det givtigt at gå på opdagelse i tidligere besøgte områder. Ofte er der adgang til steder, man ikke tidligere kunne nå, hvor man kan finde mange herlige ting. Partnernes mangfoldige evner giver spillet en helt ny dimension.

Der er også gjort meget ud af teksten i spillet. For en gangs skyld er det skægt bare at støve rundt og snakke med det enorme antal af karakterer, spillet byder på. En af de sjoveste er faktisk hovedskurken Bowser. Han er jo en ond karl, og har svært ved at lægge sine vaner fra sig. Således bliver en morgenhilsen til den kidnappede princesse (som han faktisk er dybt forelsket i, men det tør han kun indrømme til sin dagbog) til “GWA HA HA HA…. Hello, princess! How are you today?”

Selvom historiens kerne er fortærsket som gammel langhalm, er der lagt store kræfter i at gøre vejen hen mod målet så underholdende som muligt. Det er tydeligt, at Intelligent Systems har haft professionelle skriverkarle på jobbet, fordi replikkerne er både velskrevne og underholdende, og den røde tråd igennem det hele er ført ekstremt flot. Naturligvis er spillet så linært som en lineal – det er alle historiedrevne RPG’er – men jeg kedede mig ikke et sekund igennem de over 30 timer, det tog mig at gennemføre. Historien er spækket med gakkede påfund, der får spilleren til at bryde ud i høj latter gang på gang. Boss-kampene er uden tvivl de sjoveste øjeblikke i spillet, og selvom man får lammetæsk, kan man ikke lade være med at grine. Jeg vil også understrege, at oversættelsen er i så høj topklasse, at jeg i en periode troede at spillet originalt var lavet på engelsk.

Til kamp!

Kampsystemet er også radikalt anderledes fra andre RPG’er, jeg har spillet. Det er turbaseret, således at Mario og venner udfører deres handlinger, hvorefter fjenderne udfører deres. Dog kan man kun have én ven med ind i kampen, og det giver en del strategisk hovedbundskradsen, da de mange forskellige fjender kræver vidt forskellige taktikker for at blive besejrede. Parakarry er god til luftbårne fjender, Kooper er god til dem på jorden, Watt regerer når det kommer til fjender med stærkt panser osv.

Da Mario traditionelt gør sig i action-genren, har man valgt at inkorporere action-elementer i Paper Mario‘s kampsystem. Når man udfører et angreb, kan man få det til at blive ekstra hårdt, hvis man timer et tryk på A-knappen rigtigt. Ligeledes kan man formindske skaden fra fjendernes angreb, hvis man er hurtig på knappen. Det lyder meget simpelt, men det er svært at mestre, og det udgør tit forskellen mellem sejr og nederlag. Action-systemet formår at gøre de turbaserede kampe til en ganske intens oplevelse, og er et tiltag , der fandt vej ind i mange andre RPG’er i de efterfølgende år.

Et stort problem med mange RPG’er er de såkaldte Random Encounters, hvor man kommer ud for tilfældige slåskampe, mens man bevæger sig rundt i landskabet. Det kan ødelægge meget af fornøjelsen ved udforskningen, at man hele tiden skal slås. I Paper Mario har man endnu engang grebet tingene anderledes an: Man går rundt i spillet som om det var Super Mario 64, dvs. man hopper rundt i sceneriet som i et almindeligt 3D platformsspil. Fjenderne kan man altid se på skærmen, og man kan simpelthen løbe væk fra dem, hvis man ikke har tid eller lyst til at slås. Senere i spillet, når man er steget nogle levels, kan man helt undgå at skulle bruge tid på at slås med fjender, der er svagere end en selv.

Badges og blomster

Et andet aspekt, der giver næsten uendelige muligheder for tilpasning af Marios evner, er Badge-systemet. Rundt omkring i spillet kan man finde Badges, som man kan montere på Mario. En Badge giver f.eks. Mario mulighed for at slå lidt hårdere med sin hammer, kaste med den, hoppe på flere fjender i rap, finde ekstra skatte og utroligt mange flere ting: Der er 80 Badges i alt i spillet. Problemet er naturligvis at Mario ikke kan bære dem alle på én gang, men kun dem, hans optjente Badge Points tillader. Udfordringen består så i at vælge det rette mix af badges til en given situation. Det er – som så meget andet i Paper Mario – en ren genistreg.

Udover Badge Points, er Mario og hans kumpaner også i besiddelse af de gængse Heart Points og såkaldte Flower Points. Sidstnævnte er point, der kan bruges på at udføre specielle angreb eller forsvar. Men de skal bruges sparsomt, da de hurtigt rinder ud og er svære at genoplade. Man kan meget nemt besejre en samling fjender ved overdådig brug af Flower Points, men så er man på den, når man efterfølgende møder et større utyske, hvor man virkelig har brug for dem. Kampene i Paper Mario bliver til hård strategi, tilsat den rette kombination af Badges, krydret med intens brug af Action-funktionen og stram budgettering af Flower Points. Et kampsystem, der er simpelheden i sig selv, men djævelsk i sin mangfoldighed. Det er uden tvivl et af de mest gennemtænkte kampsystemer, jeg endnu har spillet.

Når Mario stiger en level, kan man vælge enten at få flere Heart Points, Flower Points eller Badge Points. Det ender ofte med, at man sidder og skændes med sig selv i flere minutter, før man foretager sit valg – de er alle lige vigtige, og de er alle knappe ressourcer.

Papir, karton og old-school

Alle karaktererne er 2D-sprites, der bevæger sig rundt som papirudklip i et 3D-miljø konstrueret af karton. Når karaktererne vender sig om, folder de sig ganske enkelt rundt som var de af papir. Det er så herligt lavet, at man bare sidder og smiler de første timer i selskab med det nye miljø, der er proppet med underfundige påfund. Når man f.eks. går ind i et hus, folder det sig simpelthen ud, så man kan se indmaden.

Designet følger Mario-traditionen med store, farverige flader. Det sætter ikke den gamle Nintendo 64 under pres, men føles som præcist det miljø, maskinen i sin tid var skabt til at fremstille. Maskinens Emotion Engine har sjældendt produceret så flot og flydende 3D-grafik, og der er proppet med lyseffekter, transparencies og andet grafisk guf. Med de mange og meget forskelligt designede lokationer, ligger spillet klart blandt de flotteste til maskinen og det sjove miks af old-school 2D-sprites og moderne 3D-baggrunde virker langt bedre, end man skulle tro. Set i 2015 er ting naturligvis markant mere kantede, end vi er vant til i vor moderne tidsalder. Men når man tænker på, hvordan samtidige 3D-spil tager sig ud i dag, erkender man, at Paper Mario er ældet med ynde. Spillet kunne ved første øjekast godt trænge til et HD-remake, men når først man har pakket sig ind i historien og den skæve humor, er man ret ligeglad med grafikkens alder. Det er stadig lige så magisk, som det var i 2001.

Mødet mellem old-school og det moderne bliver yderligt understreget af spillets lydside. Musikken er, grundet den mangelfulde lagerplads i spillets cartridge, frembragt af Nintendo 64’s lyd-hardware uden brug af samples. Det har resulteret i en mangfoldighed af vidunderlige chip-tunes, der alle har det til fælles, at man uværgeligt kommer til at nynne dem i brusebadet om morgenen. Som kudos til dem af os, der har spillet de gamle Mario-spil, dukker en hel del musikstykker op, der stammer tilbage fra klassikerne. Det var et stort øjeblik, da jeg hoppede ned i en vase i Bow’s Slot, hvorefter 8-bit Mario hoppede op igen, og jeg kunne styre ham rundt i lokalet, ledsaget af musik og lydeffekter fra 80’erne.

Det bliver ikke bedre

Der er så meget nytænkning i Paper Mario at man har svært ved at tro, at spillet efterhånden har 14 år på bagen. Intelligent Systems (Nintendos gulddrenge, der står bag nogle af de største klassikere igennem tiderne som Super Metroid, Advance Wars og Fire Emblem) har skabt et spil, der på alle områder er noget nær perfekt. Som med størsteparten af spil udgivet med Nintendos “Seal of Quality”, kan man mærke, at de har brugt oceaner af tid på at skrue alle detaljerne helt korrekt sammen, og det har resulteret i et spil, der ikke bare er en fryd at spille, men som burde stå som målestok for alle RPG’er. Om man er til den nuttede Mario-stil eller ej må man ikke tage fejl: Det er sådan her man laver et perfekt RPG.

Intelligent Systems har formået at tage aspekter fra både platform-genren og RPG-genren og mikse dem sammen i et spil, der excellerer på samtlige målbare punkter. Paper Mario er det første spil, hvor jeg har nydt historien i fulde drag og lykkeligt har brugt masser af timer på at rende rundt og udføre subquests, bare for at få det hele med. Det er den bedste anbefaling, jeg kan give.