Shadow of the Colossus

6 out of 6 stars

Det er meget svært at komme udenom, at Fumito Ueadas tre digitale værker er nogle af de mest skattede udgivelser i min spilsamling. Både ICO og The Last Guardian er således allerede klassikere i min bog, men det er i særdeleshed Shadow of the Colossus, der har en fremtrædende rolle i både samlingen og i mit hjerte. Jeg har lovprist både denne og Uedas øvrige titler adskillige gange herinde, og derfor burde min holdning til spillenes utrolige stemning og det delte, overordnede univers ikke komme som en overraskelse. Deres brug af AI (med varierende succes) gør alle spillene til studier i tålmodighed fra tid til anden, men det er samtidig også denne uforudsigelighed, der er med til at give spillene deres unikke personlighed. Og det gælder ikke mindst for David-og-Goliat-opgørene mellem Wander og de 16 kolosser, der skal bestiges og nedlægges, før vi kan få vores ønske opfyldt af tempelånden Dormin.

Da det nu er tredje gang, at Shadow of the Colossus ser dagens lys på en af Sonys konsoller, er det indledningsvist nærliggende at spørge, om en grafisk overhaling virkelig kan gøre et i forvejen fremragende spil bedre for anden gang? Et passende spørgsmål, som jeg lige så godt kan svare kort og koncist på, inden jeg går i detaljer: I en tid, hvor alting bliver vurderet på sit udseende, og alle snakker om HDR, 4K og høje opdateringshastigheder er svaret et ubetinget og rungende JA! Den påstand vil jeg selvfølgelig gerne underbygge.

Bluepoint Games er et af Sonys foretrukne udviklingshuse, når det kommer til opdatering af ældre PlayStation-titler, og de stod også for den glimrende opdatering af ICO & Shadow of the Colossus til PS3. Hvor de spil dog “blot” blev forbedret marginalt i opløsning og opdateringshastighed, har opgaven denne gang været en smule større: At genopbygge spillet helt fra grunden. Således er spillet designet direkte til PS4’ens ydeevner, både grafisk og teknisk, og et væld af lyskilder, partikeleffekter og alverdens shaders er derudover blevet implementeret for at skabe den smukkeste udgave af Ueadas vision nogensinde. Animationen af både Wander, hans hest Agro og de mange kolosser er også blevet genskabt fra bunden, mens man dog stadig må leve med Agros umulige væsen fra tid til anden – AI’en er forblevet urørt, da udviklerne mente, at det ville være at pille for meget ved spillets sjæl.

Det samlede resultat taler dog sit tydelige sprog, og selvom jeg efterhånden har redet ud fra templet mange gange de forgangne år, så føltes det næsten som en jomfrurejse, da jeg begav mig afsted mod opgøret med den første kolos. Vidderne har fået græs, der svajer i vinden, klipperne strækker sig mod himlen og glimter i solen og de mange skovområder er nu tætte og tilvoksede, mens lyset momentvist finder vej gennem de fyldige trækroner. Blade hvirvles op under Agros hove, og duer stiger forskrækket til vejrs, når vi kommer ridende i fuld fart gennem underskoven. Med undtagelse af dyr og kolosser er det dog stadig en øde og isoleret verden, men i sine nye klæder er dette mytiske univers nærmest en gåde i sig selv, og man drages mod at afsøge alle hjørner af kortet af ren nysgerrighed efter, hvad der monstro kan gemme sig over næste bakke eller rundtom næste klippefremspring.

Det hjælper selvfølgelig på lysten til udforskning, at Bluepoint har hævet detaljegraden betragteligt og indført små tilføjelser her og der, som er i tråd med helhedsindtrykket. Træer med underlige frugter, mystiske ruiner og et væld af klipper med bevoksning, man kan klatre på, prikker til ens fantasi konstant, og jeg er stadig ikke blevet træt af at undersøge hver en anderledes udseende klippe, jeg kommer i nærheden af. Uagtet at man måske har redet universet tyndt før, vil jeg næsten garantere for, at det vil virke helt nyt og uudforsket igen, idet forandringen er total – og det er næsten chokerende at se spillet i sine gamle klæder bagefter. Selvom jeg selv mente, at jeg var ret stedkendt i de fleste områder, så farede jeg alligevel vild flere gange og måtte ride adskillige omveje for at nå hen til næste kolos. Vel at mærke smukke omveje, som aldrig føltes som spild af tid.

Spillet kører aldeles flydende i 1080p/30fps på en almindelig PS4, og HDR er også understøttet, mens Pro-ejere kan vælge mellem enten at hæve opløsningen til 4K eller opdateringshastigheden til 60fps. Sidstnævnte valg tog jeg, og det kan virkelig ikke undervurderes, hvor stor en forskel en høj opdateringshastighed gør – et faktum, som alle kendere af PS2-udgaven vil give mig ret i. Kampene er hektiske nok i sig selv, men med 60fps virker det, som om der er blevet tilført en ekstra grad af smidighed og fleksibilitet i styringen af Wander. Det er specielt tydeligt, når man bestiger kolosserne, hvor man nu i højere grad tør hoppe og rulle rundt på ryggen af dem, idet den høje opdateringshastighed gør det muligt at gribe fast i pelsen langt hurtigere, hvor man tidligere var faldet af.

Det samme kan dog ikke siges om kameraet, der stadig lever lidt sit eget liv. Det insisterer på at autocentrere bag Wanders hoved, og udviklerne har med vilje ikke rørt ved dets funktionalitet, da de også i denne henseende følte, at det var en del af spillets grundlæggende oplevelse. Men sætter man blot kameraets følsomhed lidt ned, kan man sagtens lære at leve med det. Når det kommer til styringen af selve Wander, har Bluepoint nu inkluderet hele fire forskellige opsætninger, hvilket mange vil være glade for at høre. Der er stadig tidspunkter, hvor man skal have gang i mange knapper på samme tid, men nu er de lidt lettere at holde inde samtidig, idet de er placeret mere intuitivt på controlleren. Sammenholdt med det mere flydende gameplay, så er kontrollen med Wander altså langt mindre anstrengt i PS4-udgaven, både på kolosser og på hesteryg, hvilket forhåbentlig vil give spillet nogle nye fans, der opgav de tidligere udgaver af samme grund.

Fumito Ueadas vision er således på ingen måde blevet kompromitteret af at være blevet genskabt af Bluepoint, som med en utrolig træfsikkerhed endnu en gang viser, at de er uovertrufne til denne disciplin. Shadow of the Colossus har nu altid været fabelagtigt i min bog, men i sine nye klæder er både spil og univers blevet væsentligt flottere og langt mere magisk. Pro-ejere er dem, der virkelig får valuta for pengene, idet man ikke kan undervurdere, hvilken effekt 60fps har på oplevelsen, og jeg vil faktisk anbefale en PS4 Pro til fans, der påtænker at investere i PS4-udgaven. Ja, så tryllebundet er jeg virkelig af oplevelse, som nu, mere end nogensinde, kommer med min krystalklare anbefaling.

Nedenstående galleri er mine personlige, uredigerede screenshots, som både viser de flotte omgivelser samt de forskellige kolosser og nogle af deres svage punkter. Det burde ikke ødelægge fornøjelsen, men klik alligevel på eget ansvar.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.