Dragon Quest Builders
Jeg har aldrig fået spillet Minecraft. Idéen er tiltalende, men interfacet ser mildest talt skræmmende ud, det er svært at afgøre, om der egentlig er et spil – eller bare et formål – bag de pixelerede blokke, og efterhånden er der så mange versioner af spillet, at jeg ikke ved, hvor jeg skal starte.
Dragon Quest Builders adresserer alle mine forbehold mod Minecraft: Interfacet er forståeligt, spillet har en historie i centrum, og der er kun én version at forholde sig til. Jeg forventede, at jeg her kunne få en blid indføring i Minecraft-universet og blive holdt i hånden længe nok til, at jeg selv ville turde slå mig løs.
Som spiller vågner man op i en underjordisk hule, tilsyneladende efter at have sovet i hundrede år, og når man træder ud i lyset, er verden i mellemtiden gået af lave. Jo, det er præcis samme måde Breath of the Wild starter på, men lad nu det ligge. For denne gang er vi i det vidunderligt kære Dragon Quest-univers, der er den absolut populæreste RPG franchise i Solens Rige. De kære blå slimes hopper lystigt rundt i den blok-baserede verden, mens vi bevæger os hen mod en søjle af lys i horisonten.
Det viser sig, at ingen længere er i stand til at bygge noget, og verden dermed stille og roligt er ved at forfalde. Men netop spilleren, Byggeren, har stadig evnen, og efter kort tid er man i gang med at genopbygge en lille by. Efterhånden som man får bygget huse og folk begynder at flokkes mod byen, begynder monstrene også at angribe. Derfor er man nødt til at konstruere forsvarsværker mod utyskerne, men det resulterer kun i endnu stærkere angreb, som man igen må forsvare sig imod, indtil man står overfor det endelige opgør.
Det er dog en grov simplificering af de mange små og fine detaljer, der kærligt er lagt ind i spillet. Lige fra første færd bliver man holdt i hånden og ført stille og roligt ind i et univers, hvor alt er blokke, og alt kan omorganiseres, som man lyster. Indbyggerne i den lille by sender spilleren ud på opgaver, hvor man dels kommer videre i historien og dels lærer en masse om, hvordan universet fungerer. I løbet af få timer er man i gang med at strip-mine de nærmeste bjerge for deres metaller og kul, bygge smedjer, køkkener, badstuer, hospitaler og alskens andre sjove ting.
Ånden i spillet er naturligvis at bygge ting. Til det formål har man et uendeligt behov for råstoffer som jord, sten, planter, pels, træ, kobber, jern og kul. Man graver, høster eller går på jagt i en uendelighed, og hvis man ikke synes den slags er skægt, skal man nok kigge sig om efter et andet spil. Jeg fandt det helt enormt hyggeligt, og når man har forstået de simple mekanikker, er det svært ikke at lade sig rive med af et selvopfundet projekt, og bruge timer på at bygge noget, der egentlig ikke har nogen indflydelse på spillets gang. Min forventning om at blive holdt i hånden og blidt ført ind i universet holdt i dén grad stik, og da støttehjulene kom af, oplevede jeg en herlig kombination af frihed og skabertrang, som jeg ikke har følt i et spil før.
Det her er ikke bare en udgave af Minecraft tilsat et Dragon Quest-tema. Som sagt er Dragon Quest en af de de mest populære spilserier i Japan (og burde bestemt også være det udenfor, men det kan nås endnu), og derfor er det Dragon Quest, der er i førersædet her i spillet. Vi får det meste fra JRPG’ernes univers her: Historie, side-historier, våben, hit-points, magi, udstyr og et overflødighedshorn af gakkede karakterer (“You want to see my tool? But we’ve only just met…”), der fortæller bidder af den overliggende historie, udstikker opgaver eller hjælper med alt muligt. Det kunne lyde monotont og ligegyldigt, men så kender du ikke Dragon Quest. Den spilserie er noget af det mest charmerende, man kan komme i nærheden af, og den kultur er i dén grad ført med ind i Dragon Quest Builders.
Det hjælper gevaldigt, at spillet er enormt flot at kigge på. Minecrafts hårde pixels er blevet blidt afrundet her, og spillet kører for det meste i silkebløde 60 fps (30 fps håndholdt). Karakterer og monstre har hvert deres unikke design, alle i Akira Toriyamas legendariske streg. Musikken er en nykomponeret fortolkning af Koichi Sugiyamas hovedtemaer fra de tidlige Dragon Quest-spil tilbage fra 80’erne, og man bliver bare i godt humør af at lytte til spillet. Kender man Dragon Quest, føler man sig straks hjemme. Kender man ikke serien, må man forberede sig på at spendere dusinvis af timer i et af de hyggeligeste spiluniverser, der endnu er blevet kreeret. Fælles for alle Dragon Quest-spil er deres størrelser, og det her er ingen undtagelse: Når først du er hooket, kommer du til at bruge mange timer her.
Historien kan man følge i sit helt eget tempo, da enhvert skridt fremad i aktiveres ved at tage imod en opgave fra en indbygger i byen. Vil man gerne bruge et par dage på at jævne et bjerg med jorden – bare fordi man kan – er der ikke noget i vejen for at man gør det. Eller bruge alt for meget tid på at arrangere husenes opbygning og indretning, fordi man synes den slags er fedt.
Når man så vælger at tage den næste opgave, tager historien et skridt frem. Den veksler mellem at åbne op for nye områder, nye bygge-projekter eller angreb på basen. Ret tidligt i spillet proklameres det, at man snart står overfor den endelige kamp, men det skyldes at historien er delt op i kapitler, og hver kapitel er en nogenlunde frisk start på bar bund i et nyt område med nye udfordringer. Det er en lidt brat afslutning på et projekt, man har brugt mange timer på, og som man ikke kommer til at se igen i resten af spillet.
Men designvalget er fornuftigt. I stedet for at blive ved med at bygge kompleksitet oven på den eksisterende udfordring, viskes tavlen fra tid til anden ren, for at gøre plads til nye udfoldelser og nye metoder. Skuffelsen bliver dermed hurtigt erstattet af nysgerrigheden efter at finde ud af, hvad den næste verden byder på af nye oplevelser. Det skal siges, at sværhedsgraden også justeres op imellem verdenerne, således at fjender og sult bliver større udfordringer, jo længere man bevæger sig hen i spillet.
Interfacet gør et godt forsøg på ikke at være i vejen, og for det meste fungerer det helt efter hensigten. Men det kan til tider være svært at placere sine blokke korrekt, hvilket sikkert ikke kan håndteres anderledes på en controller. Lagerstyringen kunne godt have været lidt mere strømlinet – det er ikke noget problem før hen mod slutningen af et område, men her kommer man til at bruge en del tid på at rydde op for at få plads til de nødvendige ting.
Kampsystemet er spillets nok svageste punkt. Man har et par angreb til rådighed, men deres rækkevidde er ganske kort, så man skal tæt på fjenderne for at kunne ramme dem. Kommer man til at røre ved en fjende, resulterer det i skade på spilleren. Det er mildt irriterende, og kampene handler mest om at undgå at røre ved fjenderne. Boss-kampene er dog sjove opgaver, som går mere på at lure mønstre og logik end fingerfærdighed.
Når det første område er gennemført, åbnes for Terra Incognita, som er et område til fri leg. Her er ingen fjender, og man kan rumstere rundt præcis, som man lyster. Løser man specielle udfordringer i de almindelige baner, bliver der åbnet op for ekstra løjer i Terra Incognita. Der er også et udstillingsområde, hvor man kan smide sine kreationer online for hele verden at beskue.
Dragon Quest Builders byder på den legendariske series stærkt genkendelige og overordentligt hyggelige karakterer, humor, monstre og musik, i et univers af firkantede ressourcer, hvor alt kan formes præcis efter dine ønsker. En sjov historie befolket med gakkede personager binder de utallige timer af byggeri sammen til en stor og velturneret helhed med produktionsværdier helt oppe under taget. Spillets hovedhistorie tager let 50 timer at tygge sig igennem, og med ekstra udfordringer og den helt frie Terra Incognita, er der spil og hygge nok her, indtil man absolut ikke orker at se på en blok jord mere. Er du stadig ikke overbevist, kan du hente en gratis demoversion i e-Shoppen, der lader dig prøve kræfter med de første par timer af spillet.
