Phoenix Wright Ace Attorney

Capcom har skudt papegøjen med deres yderst velskrevne retssals-eventyr. Endnu en aparte titel melder sig under DS’ens efterhånden farverige faner.

Der er mange af os, der kan huske eventyrspillene fra de hedengangne 90’ere, hvor firmaer som Lucas Arts og Infocom ikke blot var lysende sjerner i spilfirmamentet men regulære supernovaer. Ind kom 3D og ud røg de cerebrale udfordringer, som kynikeren i mig ofte konstaterer overfor hvem end, der gider høre på det.

Men med millioner af Gameboy Advances uden 3D-muligheder på markedet, begyndte softwarehusene at varme gårsdagens retter op til endnu en servering. Et vred af taktiske RPG’er har åbenbart banet vejen for endnu mere eventyrlyst hos udgiverne, så hvorfor ikke smide et regulært eventyr-spil på gaden?

Phoenix Wright Ace Attorney er ikke Day of the Tentacle, men det bringer gyldne minder tilbage fra den tid, hvor man, med en hjerne nær nedsmeltningsgrænsen, febrilsk klikkede sig igennem sit inventory for at finde den dims, der kunne løse et givent problem. Når 10-øren endelig faldt, kunne man ligefrem se pæren glimte over hovedet på spilleren, hvis ansigt lyste op i et stort smil og tilhørende “AHA!”-udråb.

Det er den følelse, Phoenix Wright Ace Attorney bringer til torvs, og den har i den grad været savnet.

Som ung og nystartet forsvarsadvokat, skal Phoenix sørge for at få de anklagede frikendt i spillets fem sager. Hver sag lægger ud med lidt forhistorie og efterfølgende tre retsdage, hvorefter sagen skal være afgjort. Man interviewer vidner, gennemsøger gerningsstedet for bevismaterialer og begynder langsomt at stykke tingene sammen.

For kun én ting er givent i det her spil: Intet er, hvad man skulle tro. Selvom den anklagede står med en rygende pistol i hånden og skriger “Jeg gjorde det!”, er det ikke sikkert han er skyldig. Forfatterne bag spillets historie skulle næsten have en Oscar for bedste manuskript, for historierne har så mange twists at de næsten slår knuder på sig selv. Men hver eneste lille kurre på tråden er spændende leveret og åbner op for helt nye aspekter i sagen. Imponerende er det også, at de stort set holder trit med spillerens evner udi gætteriernes kunst. En nagende mistanke i spilleren bliver langsomt underbygget i historien, indtil man pludselig indser den rette sammenhæng og råber “AHA!”.

Man kan med rette mistænke en advokatsimulator for at score pænt højt på kedelighedens skala, men Capcom har lagt sig i selen for at gøre Phoenix Wright Ace Attorney alt andet end kedelig. Personerne er dybe og underholdende – især Phoenix’ assistenter, søstrene Mia og Maya: Den ene er død og den anden er åndemaner in spe med gakkede idéer og forkærlighed for vandfaldstræning. Detektiv Gumshoe fra det lokale politi giver masser af billige grin med hans nedtromlende personlighed og hjerte af guld – og så er der anklagerne, Phoenix’ modstandere i retssalen, der er en samling af de dummeste svin, man kan opdrive. Retssagerne bliver hurtigt til rene farcer med fabrikeret bevismateriale og preparerede vidner, og et af spillets mange højdepunkter kommer, når det endelig lykkedes at pille et vidneudsagn fra hinanden og få skovlen under anklageren. Så kan han lære det, den satan.

De mange andre personer, man møder i spillets fem sager er også herlige karakterer, alle som en. Galleriet er tilpas begrænset til at man opnår genkendelsesfaktoren og får trukket en rød tråd igennem spillets fem sager. Men selvom både personer og historie holder vand, er spillets største force den utroligt veloplagte dialog med masser af spænding, charme og frem for alt humor. Da spillets grafiske side er begrænset til let animerede ansigter med personernes forskellige udtryk, er der gjort vanvittigt meget ud af lydeffekterne således at en samtale lyder som en kampscene fra en anime med endog meget store robotter: Eksplosioner, slag, krydsede klinger og tilmed et motorstop! Det er ikke nær så åndssvagt, som det lyder her, og kombineret med en meget aktiv og handlings-tilpasset musikflade, er spillets dialog – som i bund og grund er spillet – noget af det mest velskrevne og gennemarbejdede, jeg har oplevet.

Optrevling af hændelserne og indsamling af bevismateriale er meget underholdende når man har en ledetråd, men står man på bar bund, er der ikke andet for end at besøge samtlige lokationer og håbe på, at der sker noget nyt på en af dem. Man møder sagens personer på de forskellige lokationer og ved at snakke med dem og vise dem indsamlet materiale, kan man langsomt udrede trådende og danne sig en idé om, hvad der i virkeligheden er sket.

Den viden kan man så tage med sig i retssalen, som er hjertet i spillets historie. Vidner bliver kaldt ind og afgiver forklaring, og det er så her man skal bruge alt, hvad man overhovedet har at flytte med oven i hovedet for at spotte selvmodsigelser og faktuelle fejl. Enten kan man bore i deres udsagn (ved at trykke på en knap eller brøle “hold it!” ind i mikrofonen) eller præsentere bevismateriale, der modsiger vidnets forklaring (også ved at trykke på en knap eller råbe “objection!”). Man skal dog være varsom med bevisføringen – laver man for mange fejl, taber man sagen, en uskyldig bliver dømt, og man er nødt til at starte fra sidste savepoint.

Spillet gør godt brug af DS’ens to skærme. Handlingen foregår på den øverste skærm, og den nederste er en slags advokat-controller, der med et konsistent layout præsenterer knapper til styringen af spillet. Det være sig bare en stor pil til at trykke sig videre i en dialog, en liste over destinationer for næste besøg eller en overskuelig måde at bladre igennem sagens bevismateriale og udvælge emner til præsentation for retten. Man kan spille med DS’ens knapper, stylus eller bare en finger, da alle knapperne er store og nemme at ramme.

I Japan har spillet huseret som en hel serie på Gameboy Advance under navnet Sudden Justice (min oversættelse). Den her anmeldte version hedder originalt Sudden Justice: Sudden Revival og er en genudgivelse af det første Sudden Justice fra 2001, hvilket forklarer den noget simple grafik, der dog er fuldt formålstjenstlig til spillet. GBA-versionen har kun fire sager, men en femte er klistret på DS-udgaven, og deri sker nogle lækre ting med touch-skærmen, som ikke skal afsløres her. At vi ikke har set GBA-inkarnationerne skyldes sikkert den enorme mængde tekst, der skal oversættes. Men det virker som om alle tøjlerne er sluppet på DS og vi får udgivelser, jeg ville have svoret aldrig forlod Japans kyster. Et kæmpe tak skal i hvert fald lyde herfra og et endnu større håb om at de to resterende spil i serien også bliver udgivet på vore breddegrader.

Phoenix Wright Ace Attorney er et fabelagtigt veldrejet spil. Et monster af en historie smyger sig igennem spillets fem sager (der nok skal tage mere end 10 timers spil at komme igennem), befolket med herlige karakterer, veloplagt humor og en rigtig god lydside. Sagerne er bestemt ikke lette og vidt forskellige, så hver sag er sin helt egen udfordring, der skal løses på sin egen måde. Det gode manuskript kombineret med den nemme stryring giver følelsen af at være hovedpersonen i en god kriminalroman, hvilket i sig selv er noget af en bedrift. Lad skydefingeren hvile og giv i stedet din hjerne en grundig gang motion – det er en forbrydelse ikke at købe det her!