Ghost in the Shell (2017)

3.5 out of 6 stars

Shirow Masamunes manga Ghost in the Shell fra 1989-90 inspirerede en af de bedste filmatiseringer, der endnu er sket i menneskets historie, nemlig Mamoru Oshiis mesterværk af samme navn fra 1995. Filmen er en knaldgod kriminalhistorie sat i den mest fantastiske fremtidsvision af menneske/maskin-integration, hvor hovedpersonen Motoko Kusanagi jagter en AI på flugt.

Den overdådige animation og fantastiske musik blev ikoniske for perioden, på samme måde som Blade Runner gjorde det tilbage i 1982, og har inspireret mange efterfølgende værker. Bemærkelsesværdig er The Matrix, der har flere scener løftet direkte ud af filmen. Ghost in the Shell er blandt de film, jeg har set flest gange, og af den specielle type, der med det samme imponerer, men først afslører sin egentlige dybde ved flere gensyn, og den hører naturligt til i enhver science fiction-nørds top-5.

I 2017 udkom så en live action-udgave af filmen, der bærer samme titel – og endda logo – som Oshiis film fra 1995, og den er nu kommet til den danske Netflix. I hovedrollerne som Motoko Kusanagi og Batou ser vi hhv. Scarlett Johansson og Pilou Asbæk, og der er også blevet plads til en japansk-talende Takeshi Kitano i rollen som Aramaki. Hvis du ikke kender det nævnte persongalleri fra forlægget, skal du ikke bekymre dig. Det her er en helt anden film.

Scarlett hedder nemlig Mira Killian og er project 2571; det første menneske, der har fået erstattet hele kroppen med kunstige dimser, bortset fra hjernen. Hvis du allerede nu sidder og gisper over de friheder, der er taget, bliver du nødt til at smide dine forventninger over bord og tage denne filmatisering for det, den egentlig er: A Ghost in the Shell Story. Filmen handler om, hvor Mira egentlig kommer fra, hvordan hun blev til project 2571 og endelig fik navnet Motoko Kusanagi. Historien er ikke dårlig, men forvirringen opstår når filmen faktisk er en prequel til vores kendte fortælling, og samtidig genbruger en stor del af de ikoniske scener fra den animerede kronologiske efterfølger.

Åbningsscenen er genskabt i flot cgi, men har fået pillet Kenji Kawais lamslående flotte Making of a Cyborg-musik ud (den er dog så god, at de har smidt den på rulleteksterne i stedet). Kusanagi og Batou jagter en skraldemand i thermoptisk camouflage, og han tror stadig han har en datter. Kusanagi dykker ned på bunden af havnen og drikker bagefter øl på båden med Batou. Og så er der naturligvis en edderkoppetank, der skyder ting i småstykker. Alt sammen løftet direkte ud af den originale film, så man tror man sidder og ser et underligt remake, der åbenlyst foregår i en alternativ virkelighed, indtil man kommer til den allersidste scene, der også er den allerførste scene fra den originale film. Ah. Det er en origin story. Kunne I så ikke have fundet på noget selv?

Skuespilsmæssigt virker Scarlett Johansson som et underligt valg. Under filmens skabelse var der ballede over, at hun ikke var asiat, men det betyder ikke noget – filmen er multikulti nok til at den anklage ikke har nogen knage at hænge på. Men Johansson er bare ikke specielt god i denne rolle. Hun er helt enormt køn og har et bredt emotionelt register at arbejde med, men virker aldrig overbevisende som en kamptrænet og emotionelt distanceret cybernetisk skabelse. Og på en eller anden måde har de fået den kropsnære cyberhud til at virke alt andet end sexet. Jeg ved ikke, om Scarlett bare ikke er specielt velproportioneret eller om de har fyldt dragten ud for at gøre hende mindre kurvet og give børnene adgang til biografmørket. Det virker bare ikke.

Takeshi Kitano som Aramaki virker heller ikke. De har set alle hans gamle gangsterfilm, og prøvet at proppe den rolle ind her også, kombineret med en åndssvag frisure og Gajol-filosoferinger. Hvorfor Togusa, Ishikawa, Saitoh og Bohma overhovedet er med, forstår jeg ikke, andet end for at krydse nogle tjekbokse af. Til gengæld er Asbæk ret god som Batou. Han er lidt mere medgørlig og tilgængelig, og tættere på manga-forlægget end 95-udgaven.

Filmen er dog bestemt ikke uden sine styrker. Den visuelle side er enormt imponerende, og de har holdt den barmhjertigt kort i forhold til de moderne langfilm, der strækker sig til den forkerte side af to timer. Den nedslidte fremtid er naturligvis skruet op på 11 her, og byen ligner et sted ingen fornuftige mennesker overhovedet kunne overveje at bo i, men imponerende, dét er den. Et hjernedyk ned i en geisha-robots døende hukommelse er enormt imponerende, og Motokos flashbacks, hvor sjæl og mekanik blandes, er noget af det mest gennemførte, jeg længe har set. Som prequel fungerer historien ganske godt, jeg ville bare gerne have vidst det fra begyndelsen, for så havde handlingen givet en del mere mening.

En del af originalens kanter blevet slebet af. Når filmen starter, vælter store logoer for kinesiske filmselskaber op på skærmen (en trend, jeg ofte har bemærket de seneste år), og jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor stor indflydelse Kina har haft på filmens indhold. Regeringen er i denne ombæring blevet en god og retfærdig faktor, der sørger for at tvinge et ondt og korrupt firma i knæ, hvilket bestemt ikke var tilfældet i forlægget. 

Alt i alt er denne filmatisering af Ghost in the Shell en flot men rodet affære. Skuespillet vipper på kanten af det dårlige, og historien er ikke i nærheden af de dybder, originalen kunne præstere. Her er ingen filosofering over den vej, mennesket bevæger sig, over hvad det egentlig betyder at være menneske i et teknologisk avanceret samfund, men kun en letbenet granskning af fortiden. Jeg nød den for den flotte billedside, men det er nok ikke en film, jeg kommer til at se igen. Jeg vil hellere en tur igennem Oshiis nu snart 25 år gamle mesterværk igen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.