Advance Wars: Dual Strike
Advance Wars-serien er et typisk eksempel på japansk raffinering. Det originale produkt er fint nok og behovet for revolutioner er begrænset. I stedet bruger udviklerne energien på at pudse og polere, så et allerede flot spil kommer til at fremstå funklende og forunderligt.
Det er historien bag Advance Wars 2, der udkom til Gameboy Advance for næsten præcis to år siden. Nu er turen så kommet til næste iteration i serien; Nintendo har smidt DS på gaden og Intelligent Systems prøver efter bedste evne at levere endnu en gameplay-perle.
Den vakse læser vil vide, at Intelligent Systems sjældent skuffer, og det gør de bestemt heller ikke her. Dual Strike er et rasende godt spil, som alle turbaseret taktik-nørder ikke kan være foruden. Men vi er efterhånden også kommet til det punkt, hvor konceptet simpelthen ikke kan forfines længere, og det virker flere steder som om Intelligent Systems har tilføjet features, der er mere gimmicks end relevante.
Men inden vi går i lag med de nye tiltag i denne version, er det måske på sin plads at fortælle lidt om Advance Wars-serien for de to spillere, der endnu ikke har stiftet bekendtskab med den. Spillet er et turbaseret strategispil, hvor to hære skal forsøge at nedkæmpe hinanden i en serie missioner. Man har forskellige enheder med forskellige styrker og svagheder, og da det hele går efter tur, handler det ganske simpelt om at flytte brikkerne på den smarteste måde og nedkæmpe modstanderen. Den nærliggende sammenligning er et skakspil.
Dual Strike har den primære Campaign-mode, som vi også finder i de andre spil. Her skal en række frygtløse CO’er (Commanding Officers – dine spillere) kommandere deres hære i kamp mod det evigt onde imperium Black Hole. Vi har alle CO’er fra tidligere spil plus en hel stribe nye, som man kan fornøje sig med. Alle CO’er har forskellige attributter – nogle er gode til nærkamp, andre er specielt stærke i luften osv., og det gælder om at vælge den rigtige CO til kampen. Som noget nyt får CO’er også levels som i et regulært RPG
Black Hole er naturligvis nogle skarn, og denne gang har de opfundet en Black Crystal, der suger alt liv ud af planeten og reparerer deres kampstyrker. Det kan lyde unfair, men i forhold til deres Pipe-system med uendelig respawn af enheder fra Advance Wars 2, er det en velsignelse. Man kæmper ikke længere op ad bakke mod en uendelig hær og boss-kampene virker mere fair denne gang.
Udover horden af nye CO’er, er der naturligvis også kommet nye enhder til, selvom de ikke tilføjer noget elementært nyt til kampene. Neotanken er der stadig, men nu er der også en Megatank, der er endnu stærkere og mere i den dur.
De nye tiltag kan til tider gøre Dual Strike lidt svært at overskue, lidt i stil med Final Fantasy Tactics Advance, og man kan sidde og ønske sig tilbage til den mere simple verden i Advance Wars-spillene på Gameboy Advance. Dengang, hvor man stort set altid kunne regne udfaldet af en kamp mellem to enheder ud, givet ved deres styrke og defensiven fra landskabet. Men nu er der kommet flere parametre ind – procent-boosting af angreb og forsvar baseret på CO’ens level og den slags, der gør det sværere at lægge strategi og giver anlæg til flere “lad os se, hvad der sker”-situationer. I mine purist-øjne har Intelligent Systems smurt lidt for mange lag af kompleksitet på denne gang, uden at det dog trækker nævneværdigt ned i underholdningsværdien.
Dual Strike er ikke bare et lille nik til at vi nu befinder os på Nintendo DS – Intelligent Systems har lagt hovederne i blød for at finde ud af, hvordan de bedst udnytter de to skærme. For det meste bruges den øverste skærm kun til at vise den status-information, der lå på skulderknapperne i tidligere inkarnationer af spillet, og man kigger stort set aldrig på den. Men nogle af kampene har to fronter – den primære på touch-skærmen og den sekundære på den øverste skærm. Man kan vælge selv at styre begge kampe eller lade cpu’e styre den sekundære. Går det skidt på den sekundære front, har man mulighed for at sende enheder fra den primære op til den. Når den sekundære front er vundet, kommer CO’en fra den kamp med ned på den primære front, og her kommer spillets anden nyhed så på banen: Tag Power. Under kampen kan man frit vælge mellem de to CO’er og bruge deres styrker som man finder nødvendigt. Men finten kommer, når begges power-målere er fyldte og Tag Power aktiveres, hvor man ganske enkelt får lov til at rykke to gange på en tur. Ikke specielt banebrydende, men det er en herlig fornemmelse at bruge den.
En af de store fornyelser er naturligvis at man nu kan styre sine enheder via touch-skærmen. Men peger på en enhed, trykker på det sted, den skal flytte hen, og vælger en handling i menuen. Det er herligt simpelt og på papiret lyder det genialt. Men det tager lidt tilvænning og man kan let komme til at ramme forkert. Personligt har jeg oplevet mange frustrerende øjeblikke, hvor jeg fik trykket på Wait i stedet for Fire og spildt min chance for et godt angreb. Det er heller ikke altid lige nemt at placere sine enheder korrekt, da alting simpelthen er meget småt og man skal føre pennen ret præcist. Intelligent Systems har valgt at præsentere kortet i et pseudo 3D-look, der gør det mere uoverskueligt end det vante 2D-kort, og man kan desværre ikke vælge at se det på den gamle måde. Dét sagt, så er styringen med touch-skærmen dejlig at bruge og gør spillet mere intuitivt end tidligere.
Udover Campaign Mode har Intelligent Systems proppet spillet med så mange forskellige modes at man aldrig nogensinde bliver færdig med det. War Room kender vi fra tidligere inkarnationer, hvor man kæmper mod maskinen på forskellige kort, men denne gang er den blevet udbygget med 4 x 4 nye sub-modes, der kan kombineres efter behov. Survival handler om at komme igennem en række kort med begrænsede penge, træk eller tid. Og det er svært, skulle jeg hilse og sige – selv på den nemmeste level var jeg klar til at brænde en større by af i frustration. Combat er en real-time mode, hvor man styrer sine enheder rundt på skærmen og forsøger at plaffe modstanderen. Styringen egner sig desværre kun til højrehåndede spillere, så den gav jeg hurtigt op på. i Battle Maps, som også er en gammel kending, kan man købe nye kort, hvis man ikke synes at man har nok at gå i krig med. I Design Room ligger en komplet kort-editor, hvor man kan fremstille sine egne kort og kæmpe mod fjenderne på dem.
Og så er der Wireless, hvor man har mulighed for at kæmpe med sine DS-ejende venner. Har de ikke selv spillet, kan man sende Combat-mode til dem via Download Play
Der er med andre ord sygeligt meget at foretage sig i Dual Strike, også langt efter Campaign Mode er et overstået kapitel. Et par eksempler på spillets længde: Man kan tjene medaljer – 300 i alt – og efter 8 timers spil havde jeg tjent 4. Efter samme otte timer var kun to af mine CO’er steget til level 2, og spillet lover mig noget magisk, når de runder level 10. Har du tid i overflod, skal Dual Strike nok gøre kål på den. Er du travl og stresset i hverdagen, kan du nøjes med at koncentrere dig om Campaign Mode og stadig få fuld valuta for pengene.
Dual Strike er endnu en guldrandet raffinering af en fænomenal spilserie fra Intelligent Systems. Det rene sekstal kan jeg ikke give, da spillet i bund og grund er den samme pige i en ny kjole. Men det er en flot kjole, og jeg tøver hverken med at anbefale spillet til nybegyndere eller hærdede Advance Wars-fanatikere. Det er simpelthen noget af det bedste turbaserede strategi, der er til at opdrive, og der er så mange underholdningstimer i det, at man ikke behøver købe andre spil det næste halve år.
