69

1969. En verden, hvor alting så ud til at ændre sig, og hvor man kunne tro på at gøre en forskel.

Kensuke Yazaki går er 17 år og går i gymnasiet i 1969. Hans største drøm er at arrangere en rockfestival for at frigøre de unge fra kapitalisternes åg og indsluse en ny æra, hvor alle kommer hinanden ved og de sande værdier sidder i højsædet. Nej, det er løgn. Hans største drøm er at arrangere en rockfestival for at komme i bukserne på en pige.

Ken, som han ynder at blive kaldt, er basalt set fuld af løgn. Han promoverer sig selv som reaktionær, kan titlerne på alle de rigtige bøger, men læser kun tegneserier og drømmer kun om at være sammen med piger. Det kommer der nogle vidunderligt velkonstruerede anekdoter ud af, hvoraf mange er af så høj kaliber, at de bliver genlæst på stedet. Som f.eks. da Ken stikker af hjemmefra for at realisere sig selv (læs “for at undgå idrætsdag og miste sin mødom”), og digter en smuk fortælling om en yakuza-babe, han redder – for at dække over virkeligheden, hvor han stak af fra en gammel luder for næsten at ende i kanen med en bøsse.

Ryu Murakami har valgt en sær typografi, hvor nogle ord er fuldstændigt absurd fremhævet i forhold til resten af teksten. Tricket er brugt sparsomt men absolut mesterligt igennem bogen, til tider med så stor komisk effekt at man kommer til at grine højlydt. Murakamis skrivestil er kort og koncis, uden ordflom, uden filter og uden pauser. Det er kaffe, cigaretter og whisky, og det er umanérligt velskrevet:

There’d been a girl in my junior high school named Chiyoko Masuda who became a navy whore. She was in the calligraphy club and used to win a lot of prizes. A serious sort. In my second year there, she sent me a love letter, saying she wanted to correspond with me. She said she liked Hesse, and that it had made her happy to hear me mention during a class meeting that I liked Hesse, too, and that it would be nice if we could write each other letters about Hesse and things. I had a crush on a different girl and never wrote back. Then one day during my first year of high school I saw Chiyoko Masuda, her hair dyed red and her face caked with makeup, walking arm in arm with a black sailor. Our eyes met, but she ignored me. There were some navy groupies who lived in a house near mine, and I’d peeked through their windows a few times when they were having sex with American servicemen. I wondered if Chiyoko, too, sucked black guys’ dicks. I couldn’t figure out how calligraphy and Hesse led to black dick.

Hvor selvbiografisk bogen er, skal jeg ikke svare for. Ryu Murakami var selv 17 år i 1969, gik på den samme skole og blev, ligesom hovedpersonen, en berømt forfatter. Hans debutroman, Almost Transparent Blue fra 1976, vandt den største litteraturpris i Japan, og han er i dag en af landets bedst sælgende forfattere. Har man tygget sig igennem Haruki Murakamis værker og savner moderne, japansk litteratur af samme kaliber, kan man roligt give sig i kast med Ryu Murakami. Men hvor Haruki Murakami skriver drømmeagtige værker med elskelige karakterer, er Ryu Murakami Japans Vrede Mand, der beskæftiger sig med sex, stoffer og materialisme i et samfund, der har mere fart på end de fleste. Set i det lys falder 69 uden for Ryu Murakamis vanlige stil, men er et godt springbræt til hans forfatterskab.

Bogen er inddelt i 16 kapitler, med fuld fart over handlingen, og hvis man ikke giver sig tid til at dvæle ved de smukke og sjove steder, er den læst på en aften eller to. Man kommer ikke ud af 69 som et klogere menneske, men man bliver i hvert fald et par smil rigere. Bogen er i samme genre som Kitanos smukke film Kikujiro: en af den slags perler, der gør en glad for at være i live.