Fire Emblem: Radiant Dawn
Kongen af de turbaserede, strategiske RPG’er holder hof på Wii
Guderne skal vide, at jeg har begrædt manglen af turbaserede strategispil på de moderne konsoller. Genren, der går hånd i hånd med spandevis af kaffe og bulk-mænger af råhygge, byder sjældent på imponerende grafik og andre af de her nymodens ting, som de unge kræver nu om dage. Nogle jævne tilbud har fundet vej til Live Arcade og Virtual Console, men ellers har man måttet ty til PS2 eller de håndholdte maskiner.
Det har Intelligent Systems heldigvis lavet om på nu, hvor det seneste skud på det efterhånden velvoksne Fire Emblem-træ er kommet til Wii. Lad det være sagt med det samme: Hvis jeg kun må vælge ét SRPG til maskinen, så kan det kun være Fire Emblem. Serien, der opfandt hele den taktiske genre med sin første udgivelse tilbage i 1990, er kun blevet bedre med årene.
Radiant Dawn fortsætter, hvor Path of Radiance sluttede på GameCube – har man gemt et gennemført spil fra sidstnævnte, kan man endda importere karaktererne derfra i Wii-udgaven. Den fortsatte historie er dog ikke noget synderligt problem for nye spillere (eller folk med dårlig hukommelse), for alle de relevante hændelser bliver genopfrisket undervejs i historien.
Historien er stadig det samme, svulstige helte-halløj, hvor sort er kulsort og hvidt er blændende. Man er sjældent i tvivl om folks motiver fra det første øjeblik man ser dem tone frem på skærmen. Skurkene er nogle væmmelige, halvfede typer med små griseøjne, der myrder kvinder og børn for sjov. Heltene er friske muskelbundter i skinnende rustninger eller henrivende skønjomfruer, der plukker blomster mens morgenduggen stadig glitrer på engen. Det er ganske corny, men man kan alligevel ikke lade være med at lade sig rive med af historien og et persongalleri, der ville få selv Tolkien til at snappe efter vejret.
Netop persongalleriet var et irritationsmoment for mig i de tidligere spil, og endelig har Intelligent Systems taget sig sammen og inkluderet både et kort med personernes grupperinger og indbyrdes tilhørsforhold, samt en komplet beskrivelse af de over 70 medvirkende. Kortet bliver langsomt udfyldt efterhånden som man møder folkene, og det er en uvurderlig støtte – især, hvis man formaster sig til at holde en pause fra spillet og vender tilbage et par uger senere.
Hjertet i spillet er naturligvis kampsystemet, og her har Intelligent Systems heldigvis ikke fundet behov for at pille ved noget. Man rykker sine karakterer rundt efter tur på spillepladen, der kan være ganske omfattende men aldrig uoverskuelig. Terrænet spiller en vigtig rolle, både inden- og udendørs, at negligere det er at tabe kampen. Kommer man tæt nok på fjenden, angriber man ham med det våben, der passer bedst til opgaven. Alle angreb er stadig bygget op om det simple sten-papir-saks forhold mellem sværd, økser og lanser og lignende regler gælder for magiske angreb. Hvert eneste angreb resulterer i et modangreb, hvis fjenden ellers kan ramme, så det nytter ikke noget at sende en svag magiker ud og stikke i en barsk bølle – hun risikerer alt for let at dø af det.
Et gennemgående tema i serien er, at man har ret mange svage karakterer og så to-tre virkeligt stærke. Det gør sig også gældende for Wii-udgaven, og interessant nok er en af de stærke en tyv, der ellers altid har ligget i den absolut svageste ende af skalaen i de tidligere spil. Mens de stærke karakterer kan pløje sig igennem horder af fjender, som var de blødt smør, er der en mere interessant udfordring i at nedkæmpe isolerede, stærke fjender ved at lade to, tre eller endda fire svage allierede arbejde sammen som en velsmurt maskine.
Til forskel fra stort set alle andre RPG’er, det være sig taktiske eller ej, tager Fire Emblem døden af en karakter i kamp helt bogstaveligt. Dør din præstinde, så er det sidste gang hun overhovedet deltager i spillet. Den begrænsning resulterer i et ekstremt defensivt spil, hvor alle dækker op om hinanden, og hvor man ofte må spille den samme bane igen og igen indtil man kan gennemføre den uden at miste en eneste spiller. Forestil dig at forsøge at vinde et spil skak uden at miste en eneste brik – ryger det ene tårn, må du aldrig spille med det igen. Det kan være ret frustrerende gang på gang at måtte smide både halve og hele timers spil i vasken, fordi man dummede sig eller fordi fjenden indsatte forstærkninger netop der, hvor de svageste karakterer stod og gemte sig. Også her byder Wii-udgaven på lidt herlig nytænkning: Battle Save lader spilleren gemme under kampen, og mister man en karakter senere, kan man altid vende tilbage til sidste Battle Save.
For at belønne spilleren for at holde sine karakterer samlet, har Intelligent Systems konstrueret et indviklet Support-system, der giver bonus når venner kæmper nær hinanden. I de tidligere spil var venneforholdene fastlagt, og det var spillerens opgave at opdage og udnytte dem. Men denne gang kan man selv skifte forholdene rundt efter behov, så man kan parre spillere, der komplimenterer hinanden på slagmarken. Unikt for Fire Emblem-spillene er også rednings-systemet, hvor en stærk karakter simpelthen kan tage en svagere allieret på ryggen og flygte fra kampens hede ud til et sikkert område.
Path of Radiance på GameCube introducerede Iaguz-folket, en race i stand til at transformere sig fra svage og ukampdygtige mennesker til ekstremt stærke fabeldyr, der uden videre kan rive hjertet ud af af brystkassen på den nærmeste fjende. Iaguz udgør også en central del af både historie og kampe i denne ombæring, og man skal holde tungen lige i munden for at bruge dem optimalt – selvom de er blevet nemmere her.
Den skarpe læser har nok regnet ud, at der er nok parametre at holde øje med i Fire Emblem. Udover de nævnte, kan man udstyre sine karakterer med skills, der giver dem ekstra fordele i kampens hede, og man gør klogt i at fordele de sparsomme skills fornuftigt i blandt holdet. Har du fået nok? Det synes Intelligent Systems åbenlyst ikke, for samtlige karakterer på slagmarken har også biorytmer – har din bedste kriger en dårlig dag, er det måske en god idé at lade ham sidde på bænken.
Alle disse koncepter kan være overældende, især for dem, der aldrig har spillet Fire Emblem før. Til alt held, er der for første gang blevet introduceret sværhedsgrader i spillet. På Easy kan alle være med – fjenderne er ikke så vanvittigt stærke, AI’en er lidt mere tilbageholdende, og der sættes ikke konstant forstærkninger ind på brættet. Nye koncepter introduceres gradvist af det underholdende og enormt omfattende Tutorial-system og selvom spillet stadig er ganske udfordrende, føler man sig langt mere underholdt end frustreret. Kender man Fire Emblem ud og ind og vil man have kampe, der virkelig sætter de små grå på overarbejde, kan man give sig i kast med Normal, der bestemt ikke har fløjlshandskerne på. Gennemfører man den, er der også en Hard-sværhedsgrad, jeg slet ikke tør drømme om.
De tidlige spil i serien havde kun to faser; historie og kamp. Skulle man have et nyt våben, gjalt det om at finde det i kampens hede – enten ved at besøge en butik på spillebrættet eller stjæle det fra en fjende. GameCube-versionen forsøgte at bløde lidt op introducerede en karavane, der fulgte med heltene, og som man kunne forsyne sig ved imellem kampene. Karakterer kunne give ting ting til hinanden eller karavanen, og de kunne gå i et par butikker, og købe våben og andet godt. Systemet, der er fulgt nogenlunde uændret med over i Wii-udgaven, er tungt, og item management er noget af en hovedpine, for slet ikke at tale om den meget kluntede måde at forsyne sine karakterer med våben og udstyr på, der nogle gange kræver man sidder med papir og blyant for at kunne sammenligne stats på våben.
Grafisk ligner Radiant Dawn sin GameCube-forgænger uhyggeligt meget. De små figurer på spillebrættet er tegnet lidt tydeligere, så det er nemmere at se forskel på dem, selvom jeg stadig savner de flotte 2D-figurer fra GBA-versionerne. Kampanimationerne i 3D er stadig så kedelige og generiske, at man hurtigt slår dem fra, og derved også sparer en masse tid. Den største grafiske forskel fra GameCube-udgaven er egentlig kun, at spillet nu understøtter widescreen. Jeg så gerne at Intelligent Systems mandede sig op til at udgive en ren 2D-version på en moderne konsol i fremtiden – det ville være en overdådig flot oplevelse. På lydsiden finder vi noget behageligt musik komponeret af Yuka Tsujiyoko, som har komponeret musik til ikke mindre end otte Fire Emblem-titler og flere af Intelligent Systems’ andre titler – bl.a. den voldsomt ørehængende Paper Mario. Hendes kompositioner er ikke nær så bemærkelsesværdige her, men stadig værd at lægge ører til. Lydeffekterne er til gengæld helt i top, og hvert et drøjt øksehug er en fryd at høre.
Selvom man har mange sjove styremuligheder på Wii, er der ikke trukket et eller andet fjollet interface ned over spillet. Wii Remoten fungerer som en gammeldags controller, man holder på langs mellem sine hænder. Den lille størrelse og det begrænsede antal knapper gør den dog noget kluntet, især når man skal holde B-knappen inde og trykke på andre knapper samtidig for at aktivere visse funktioner. Tilslutter man en Classic Controller, bliver alt dog straks fryd og gammen, og spillet bliver legende let at kontrollere. Har man en gammel GameCube-controller liggende, kan man endda også bruge den.
Fire Emblem: Radiant Dawn er et skoleeksempel på noget af det, japanerne gør bedst: Raffinering. Der er ikke sket nogen revolution og der er ikke ret meget nyt under solen. Til gengæld får man et turbaseret, strategisk RPG, der er blevet tilpasset, justeret, pudset og poleret igennem 18 år og 11 udgivelser. Der er ingen tvivl i mit sind om, at Fire Emblem er den spilserie, som alle andre SRPG’er skal måle sig imod, og der er heller ingen tvivl om, at Wii-udgaven er blandt de bedste udgivelser i serien. Selvom der stadig er plads til forbedringer hist og her, er spillet ubetinget anbefalet til alle, der elsker genren, og alle, der har lyst til at stifte bekendtskab med den.
