Fire Emblem: Three Houses
Fire Emblem er på toppen af bjerget for de japanske turbaserede strategispil. Når man skal bruge tre ord på at definere en genre, lyder det pænt niche-agtigt, og det er den måske også nu. Da det første spil i serien kom på markedet i 1990 (jep, serien har 30-års jubilæum næste år), var det en genredefinerende nyskabelse, der fik et hav af forskellige udviklere til at kaste sig ind i kampen. Det har resulteret i klassikere som Advance Wars-serien, Final Fantasy Tactics-serien, Front Mission 3, Vandal Hearts og Disgaea. Men igennem de seneste år har genren langsomt været ved at uddø, formentlig fordi det er svært at være genren tro og samtidig lave noget nyt, der kan fænge både garvede og nybegyndere.
Fire Emblem-seriens udgivelser har oftest kørt på evolution frem for innovation, og måske har serien lidt under det igennem de mange år, den har eksisteret. Man har pillet lidt ved enheder, klasser og våben, og kastet et lille nyt gimmick ind i hver udgivelse, der ellers nogenlunde let kunne forveksles med den foregående. Awakening (Nintendo 3DS, 2012) var planlagt som den sidste udgivelse i serien, da salgstallene ikke så ud til at kunne bære mere. Heldigvis blev Awakening en stor succes, og udvikleren Intelligent Systems har buldret videre med serien siden da.
Med Three Houses er Intelligent Systems gået i dyb selvransagelse på udviklermøderne. Hvad er det, der gør Fire Emblem specielt for spillerne, og som sætter det ved siden af de fleste andre i genren? Svaret er kampene og personerne.
Support-systemet har traditionelt været seriens værktøj til at udvikle relationer mellem spillets personer. Der er masser af gods her, og fans af serien elsker at udforske baggrunde, opdage intriger, bygge venskaber, og i bund og grund komme til at føle en hel masse for de her karakterer – hvilket føder direkte ind i både kampsystem og permadød-mekanikken, så man passer ekstra meget på sine krigere. Når man år efter sidder og kigger på spil-æsken, er det ikke den store historie og kampene, man husker. Det er personerne.
Problemet med support-systemet er, at det kun har været tilgængeligt for de mest dedikerede spillere. Man skulle opsøge sine frænder i kampens hede og bruge en tur på at tale med dem. De fleste af os havde travlt nok med bare at overleve.
I Three Houses er support-systemet blevet løftet ud af kampene og ind på borgen Garreg Mach, hvor man får lov til at udforske hinanden i ro og mag. I en åbenlys hentydning til Hogwarts-skolen fra Harry Potter-bøgerne, er Garreg Mach en skole, hvor elever er indrulleret i tre forskellige huse, og bruger tiden på at gå til undervisning, fange fisk, lave mad, plante blomster, synge i kor, drikke te og tale med hinanden. Tale helt vildt meget med hinanden.
Som spiller bliver man klasselærer for ét af de tre huse. Valget foretages indenfor de første par timer af spillet, og dikterer den overordnede historie for resten af spillet, og hvem der fortrinsvist kæmper ved din side på de mange slagmarker. Som klasselærer er du ansvarlig for dine studerenes uddannelse indenfor mange forskellige kamptekniske færdigheder. Seriens gamle klasse-system har fået en alvorlig overhaling, og er blevet langt mere tilgængeligt – og meget sjovere at lege med. Tidligere var en magiker en magiker, og en sværdkæmper var en sværdkæmper. Nu har jeg ninja-typer, der fræser ind i kampens hede med fire sværd på ryggen og samtidig pløjer terrænet op med seriens kraftigeste magiske angreb. Jeg har riddere, der både skyder med pile, bruger lanser og kæmper med sværd.
Det er en fryd at lege med alle de klasser, spillet tilbyder, og det er for en gangs skyld herligt nemt at skifte imellem dem. Det koster lidt penge og en bestået eksamen, og vupti er din healer blevet til en pegasus-ridder. Man kan endda frit skifte en karakter rundt mellem alle de klasser, vedkommende er eksamineret i.
Kampsystemet, der i snart 30 år har kørt på sten-papir-saks-forholdet mellem sværd, lanser og økser, har endelig smidt den restriktion over skulderen. Alle våben er nu nogenlunde ligebyrdige, så man behøver ikke tænke så meget over tingene, som tidligere. Generelt er kampene ret lette i forhold til tidligere udgivelser i serien – hvilket jeg personligt hilser velkomment. Har man brug for mere udfordring, er der flere sværhedsgrader at vælge imellem inden man starter spillet. Seriens permadød-varemærke blev valgbart tilbage i Awakening, og det gør sig naturligvis også gældende her. Jeg spillede på den lette sværhedsgrad uden permadød, og selvom jeg er en garvet rotte i genren, var jeg dybt underholdt hele vejen igennem. Jeg kommer ikke for at få bank, jeg kommer for at have det sjovt.
Har man spillet serien før, er kampsystemet umiddelbart genkendeligt, men der er også kommet en masse spøjse tilføjelser her, hvor bataljoner og adjudanter er blandt de mest interessante, der sætter et sjovt spin på kampene. Der er også kommet monstre, som kræver en helt anderledes taktik at nedkæmpe.
Hver måned i spillets kalender er der en mission, der fører den overordnede fortælling videre. Månederne er delt op i uger, hvor hver uge byder på undervisning, udforskning af Garreg Mach eller kampe. Vælger man at udforske skolen, har man mulighed for at lave en masse hurlumhej med sine elever, der alt sammen hjælper til at udbygge spillerens kendskab til deres personligheder. Spillet opfordrer til, at man mænger sig med eleverne fra de andre to huse, og fremstår man interessant nok, kan de rekrutteres til kampholdet. Udviklerne har lagt sig i selen for, at man opbygger et personligt forhold til så mange af eleverne på skolen, som muligt, ved at sørge for at de alle sammen har helt unikke personligheder og historier, der rent faktisk er interessante at udforske.
Det må have taget oceaner af tid at skrive de her karakterer, hvor mere end 30 af dem er centrale for handlingen. Der er så meget stof, at det næsten ikke er til at fatte, men det åbnes drypvist i et tempo, der virker helt naturligt. Man starter på en skole fyldt med nye ansigter, og efterhånden som timerne uforvarent styrter forbi, befinder man sig pludselig i en situation, hvor man er på fornavn med langt de fleste, kender deres personligheder, inviterer dem til te på deres fødselsdage og laver mad sammen i køkkenet.
Det er alt sammen super hyggeligt, men Fire Emblem handler om de store krige, og sådan en bryder også ud i Fódlan , kontinentet som dramaet udspiller sig på. Jeg kan ikke komme ind på mere her, for det er en spændende historie, man skal opleve på egen hånd. Men jeg kan sige så meget, at al den tid, du har brugt på at blive gode venner med eleverne på skolen, kommer til at gøre ondt, for Three Houses gør krig til mere end bare at slå ansigtsløse fjender ihjel. Det her er dybt personligt.
Som med forrige udgivelse, Fates (Nintendo 3DS, 2015), er Three Houses et forgrenet spil, hvor man er nødt til at tage turen igennem flere gange for at få det hele med. Denne gang får man dog alle historierne i samme spil for én pris, og så er det op til spillerens eventyrlyst og fritid, om man får set alle sider af konflikten. Det tager omkring 80 timer at komme igennem spillet første gang, og vil man se det hele, skal man regne med at lægge over 200 timer. Når man har gennemført en tur igennem spillet, kan man starte igen på New Game +, hvor man hurtigere kan åbne op for de ting, man brugte sidste turs mange timer på at arbejde sig op til.
Man kan være sur over, at man skal gennemføre spillet tre gange for at få det hele med (faktisk fire, for spillets japanske titel alluderer til en fjerde gren af fortællingen), men på den anden side er de fleste sikre på at få en slutning på historien i hvert fald én gang. Har man fået blod på tanden for at se, hvad der skete i de andre grene af historien, kan man så tage en, to eller tre ture mere.
Three Houses markerer Intelligent Systems’ første tilbagevenden i 12 år til en konsol siden Radiant Dawn (Nintendo Wii, 2007). Ydermere er det første gang, der er udgivet en HD-version i seriens historie. Intelligent Systems indså hurtigt, at de ikke havde ressourcer til både at udvikle historien og teknikken, så de allierede sig med KOEI Tecmo, kendt for Warriors-spillene (Dynasty Warriors, Samurai Warriors, Hyrule Warriors og Fire Emblem Warriors). KOEI har programmeret det meste af spillets visuelle side, med stor fokus på kampene, og det er lykkedes rigtig godt. Kamp-animationerne er hurtige, dynamiske, velkoreograferede og imponerende flotte. Man har mulighed for at spole igennem animationssekvenserne, men for det meste lod jeg dem køre, fordi de er så flotte at se på. Sekvenserne udvikler sig efterhånden som krigerne stiger i graderne og får flere angreb til rådighed. KOEI’s udviklere har gjort Three Houses til det flotteste Fire Emblem til dato, og selvom Switch’en kan blive lidt stakåndet når man løber rundt på Garreg Mach, er den tekniske præstation imponerende.
Three Houses er basalt to forskellige spil. En skole-simulator, hvor man drikker te og får nye venner, og et hard-core, turbaseret strategisk kamp-spil. Det lyder som olie og vand, men det er nogenlunde samme formel Persona-serien har kørt vellykket på i mange år. Det virker overordentligt godt her, for pacing er perfekt struktureret gennem kalenderen. Når man er ved at være træt af at snakke med eleverne, bliver man kastet ud i en række kampe. Når man er ved at være træt af dem, er det tilbage til skolen. Det har resulteret i nogle usundt lange gaming sessions her i huset, for hver gang man tænker på at tage en pause, sker der noget nyt i spillet.
Jeg har været svært glad for Fire Emblem-serien siden jeg første gang stiftede bekendtskab med den for femten år siden. Jeg var draget af kampene og strategien. Three Houses er første gang, jeg virkelig har involveret mig dybt i spillets personer, og det er langt den rigeste oplevelse jeg har haft med serien.
Three Houses er historien om den store krig fortalt gennem de små individer, der bliver hvirvlet ind i den. Der er ikke bare sort og hvidt, ven eller fjende, men uendelige nuancer leveret gennem et hav af mennesker i et præcist styret narrativ. Det er en uforglemmelig oplevelse.
