Min fjerne barndomsby

En midaldrende mand er på vej hjem fra forretningsrejse. Tung i hovedet af tømmermænd tager han fejl af sit tog og ender pludselig i sin barndomsby, som han ikke har besøgt i mange år. Mens han venter på at komme tilbage med toget, besøger han sin mors grav, falder om foran den og vågner igen i sin fjortenårige krop, i en anden tid, men med alle sine erfaringer i behold. Han genoplever sin sorgfrie barndom, der brat endte, da faren forsvandt.

Man plejer at kunne sætte ting i genrer og vurdere dem ud fra om de gør det godt indenfor deres genre. Man kan stille spørgsmål som er det en god krigsfilm? En hæderlig science fiction? Gør den noget nyt i genren, og den slags. Har man først sin genre, svinger et helt apparat i gang, og inden man ser sig om, har man dannet sig en mening om værket, kategoriseret det, klassificeret det og føler sig mægtig og potent som kritiker.

Min fjerne barndomsby har ikke nogen genre, og her starter mine problemer. Jovist er der en handling, og den er tilmed spændende, men det er ikke en thriller. Der er også nogen, der bliver forelskede, men de får ikke hinanden i enden. Så heller ikke romantisk drama, altså. Hovedpersonen rejser i tiden, men der er ikke nogen videnskab i det, så science fiction røg også ud af listen. Og sådan kan man fortsætte med at afskrive genrer som action, krig, mystik, familieunderholdning osv, indtil man står slukøret tilbage.

For hvordan skal jeg kategorisere, klassificere, dissekere, give en karakter og føle mig mægtig og potent som kritiker, når jeg ikke engang kan fortælle, hvilken genre vi befinder os i? Det bliver ikke let det her.

Min fjerne barndomsby hylder det japanske livssyn, hvor meningen med livet findes i den helt almindelige hverdag, hvor man går på arbejde og ser børnene vokse op. Japanerne har en evne til at finde tilfredshed og lykke i en tilværelse, der for os føles som nærmest stillestående. Vi har gang i karrierer og skifter jobtitel, bopæl og partner ud med nogle nye og flottere med jævne mellemrum, for på den måde at føle, at vi er kommet videre i vores liv.

I Japan finder folk i højere grad glæde ved det, de gør, og i stedet for at stræbe mod noget bedre og højere, stræber de efter at blive bedre til deres profession. Det betyder ikke, at de bliver låst fast og ikke kommer videre. Det betyder at de bliver helvedes dygtige; en kvalitet vi ikke har nok fokus på i vores ende af verden. Og når man er virkelig god til sit job og høster anerkendelse på det, er det lige meget om man skærer i fisk eller flyver et passagerfly – luftkaptajnen har lige så meget respekt for sushi-kokken som omvendt.

Når man ikke har så travlt med at blive noget andet, end det man er, er det de små ting, der begynder at betyde noget. De mennesker, man omgiver sig med, ens børn og familie. De oplevelser, man har i hverdagen, hvor et smukt blomstrende træ kan få en til at stoppe op og filosofere. Man kommer aldrig til at forstå livet, men man bliver klogere på det i disse små øjeblikke, og det er det, som Min fjerne Barndomsby handler om. Hvis jeg endelig skal putte den i en genre, så er det “livet”. Enhver, der har set en film af Ozu, ved præcist hvad jeg taler om her.

Som læser bliver man selv udfordret til at tænke over tingene, mens man følger med i en fortælling så blid, at den nærmest føles som kærtegn. De 408 sider tager overraskende lang tid at komme igennem, men det er fordi man hele tiden holder pause og dvæler ved detaljer i dialogen og billedet. Det er så godt, at jeg oplevede at læse de fleste opslag både to og tre gange, før jeg bladrede videre, og opdagede nye, små detaljer hver gang.

Den nu 62-årige Jiro Taniguchi har indtil videre brugt 30 år af sit liv på at tegne manga. En profession, der ikke er forbundet med store lønninger og vilde udskejelser, men Taniguchi tager sin egen medicin, og er et levende eksempel på, hvordan man bliver fandens god til noget, hvis man bliver ved med det længe nok. Hans tegninger afviger fra meget andet manga, jeg har læst, idet de er meget statiske. Der er ingen action-streger eller anden dynamik, men rolige billeder, som blidt lader sig udforske af læserens blik. Og så er der detaljegraden, der ganske vist er høj i meget manga, men Taniguchi går nærmest over min forstand. Man kan se hver eneste tagsten på taget, hver eneste sprosse i vinduet, gadens mange ledninger er gengivet minutiøst, fliserne er der, brostenene er der, og man kan nærmest blive ved med at dykke ned i detaljernes detaljer, som et fraktal, der bliver ved med at byde på nyt. Da Taniguchis streg samtidig der noget af det mest realistiske, jeg har set, er Min fjerne Barndomsby en lækkerbisken for enhver japanofil – eller enhver med blot flygtig interesse i landets kultur og arkitektur.

Værket foregår for det meste i 60’ernes Japan, som jeg af gode grunde aldrig har oplevet, men aldrig har et trykt værk givet mig en så livagtig oplevelse af at være i Japan. Taniguchis streg er meget ren, og det giver de flotte baggrunde et meget uskyldigt udseende, som var de scener fra et varmt eventyr. Hans personskildring er i samme klasse, og selvom der ikke skal herske tvivl om dybden af de her mennesker og deres relationer, kan man godt savne Urasawas naturtalent for at afbilde sjælen helt ud i ansigtet. Sådan gør Taniguchi ikke, og det kan til tider lede til en lidt stiv ansigtsmimik. Lad dog ikke mine famlende skriblerier lede Taniguchis talent i uføre: Han er en sand mester, og hvert eneste billede i Min fjerne Barndomsby er et kunstværk.

Den engelske udgivelse af Min fjerne Barndomsby er to paperbacks, så jeg forventede at den danske ville være i samme boldgade. Stor var min overraskelse, da jeg pakkede den ud af kuverten: Den er i hardcover, som i indbundet, hele historien i ét bind, med vævet bogmærkebånd, de første 11 sider i farver, ligesom de gør i Japan, og med en suveræn oversættelse af Mette Holm. Hun blev så betaget, at hun i forordet priser sig lykkelig for at have fået lov til at oversætte et værk på højde med Kurosawas De Syv Samuraier, Murakamis forfatterskab og Miyazakis tegnefilm. Store ord, og jeg er helt enig.

Min fjerne Barndomsby er en manga for voksne, der lader os opleve en sommer i en ung drengs liv set i den voksne mands bagklogskab. Den gør os rig på tanker omkring de valg, vi har foretaget i livet, og som har formet os til det, vi er i dag. Den er samtidig et utroligt smukt og kærligt billede ind i den japanske kultur og livsfilosofi, som ikke kan andet end betage og fascinere både japanofile og nysgerrige.