Greyhound

Under anden verdenskrig blev store mængder materiel fragtet i konvojer over Atlanterhavet fra Amerika til England. Disse konvojer bestod af ubevæbnede fragtskibe eskorteret af destroyere. På udturen havde konvojerne luftstøtte, men deres operationsradius var begrænset, og det resulterede i et hul på fire dage, hvor konvojen var på egen hånd, indtil britiske fly kunne overtage luftstøtten.

Det var her, de tyske u-både lå og ventede.

Greyhound følger besætningen på en amerikanske ledsager-destroyer af samme navn under de fire dage. Tom Hanks er den stoiske kaptajn, der tager kommandoen, når der er fare på færde, og aldrig når at spise en sandwich på overfarten. Tom Hanks og Anden Verdenskrig plejer at være en god kombination, hvor man får noget dybde og indsigt, hvor tingene ikke bare er sort/hvide, og hvor krigens menneskelige gru altid træder i forgrunden. Ikke her.

Greyhound starter spændende, for det er en hektisk bedrift at kommandere en destroyer i færd med at nedkæmpe en ubåd. Vi følger det fra toppen af kommandovejen, men ser sjældent ret meget andet end det. Det er et fint perspektiv, men når gentagelserne sætter ind bliver det ligegyldigt. Det virker som om filmens gimmick netop er at vise koordinering af angreb fra skibets bro, men man løb tør for gode idéer og valgte så bare at gentage det samme hele vejen igennem filmen. Til sidst sidder man bare og venter på, at de kommer i havn, så Tom kan få sin sandwich.

Greyhound er en film på Apple’s nye streaming-tjeneste Apple TV+, som indtil videre har udmærket sig ved ikke at have noget at byde på. Man kan mærke at pengene er der, men viljen til at lave noget, der løfter øjenbryn og tør vise sig frem, mangler, hvilket jo nok i længden bliver et problem for Apple, der som dimse-producent har brug for et helt andet image end en streamingtjeneste har.

Resultatet er, at Greyhound er en helt ligegyldig film. Tom sejler en tur over atlanten, nedkæmper nogle ubåde og går i havn i England. Drama, konflikt, karakterudvikling, eller hvad man ellers kunne ønske, er sandblæst ud af manuskriptet. Han møder sin forlovede inden udturen, og lover aldrig at holde op med at tænke på hende. Jeg tænkte først på hende, da jeg så hende i rulleteksterne efter filmen. Det er som om manuskriptet krydser tjekbokse af for at sikre sig at få det hele med – uden at forstå, hvorfor de ting bør være der.

Krigsfilm handler ofte om, hvordan heltene trodser alle odds og kæmper sig igennem umenneskelige forhold for at beskytte sine kammerater og vinde slaget. Her handler det mest om, at Tom aldrig får tid til at spise en sandwich og holder sig vågen i fire dage, hvilket må anses for dybt usympatisk for den person, der har ansvaret for alles liv ombord på skibet. Der er dog lidt af krigens barskhed for kaptajnen: På et tidspunkt må han tage støvlerne af og gå med sutsko, fordi han har ondt i fødderne.

Jamen, kampene må da være fede nok, så? Næh, ikke rigtigt. Det meste er Tom, der råber kommandoer, folk der råber “aye captain” og en mand, der stirrer meget intenst på sin sonarskærm. En gang i mellem dukker en ubåd op til overfladen, hvorefter Greyhound affyrer samtlige kanoner de næste 5 minutter. Og rammer ved siden af. Med alle skud. Det er det mest antiklimaktiske bombardement, jeg har set på film.

Greyhound kunne have været en spændende ulven-efter-fårene jagt tværs over Atlanterhavet, men er desværre en kedelig og konform affære, som ikke kan anbefales for hverken godt skuespil eller god ramasjang. Tyskerne vandt den her kamp med Das Boot. Hvis du vil se en god film om konvojerne, så prøv at opspore dokumentaren PQ17: An Arctic Convoy Disaster.