Feersum Endjinn
Anmeldelserne her er ikke altid af nye stjerner i kulturhvælvet. Ofte vender jeg tilbage til gamle klassikere, alle bør kende. Andre gange har jeg fat i noget, andre mener jeg bør kende – som i dette tilfælde med Feersum Endjinn fra 1994.
Iain M. Banks skriver normalt “almindelige” romaner under navnet “Iain Banks”, men fra tid til anden slår han sig også løs i Science Fiction-genren. Feersum Endjinn handler i korte ord om, at Jorden er på vej ind i en støvfuld del af galaksen, som vil resultere i endnu en istid.
Verden er vendt tilbage til et techno-feudalt samfund efter en tidligere katastrofe. Bogen handler derfor om gammeldags magtspil og intriger udspillet i en techno-scene, der er mere visionær end man er vant til. Kombinationen er sær, og jeg må blankt erkende, at jeg ikke er god til bøger med persongallerier over 10-20 mennesker. For mit vedkommende satte jeg hjernen en smule i frigear, når grev x talte ondt om kong y, men det er nok bare mig.
Til gengæld fulgte jeg meget nøje med, når handlingen foregik i Krypten – en datakerne, efterladt af en tidligere civilisation, der “incrypter” folk, når de er døde og lader dem leve videre i Virtual Reality. Konceptet er gammelt, men det er udført med en finesse og detaljesans, jeg ikke har oplevet før.
Iain M. Banks har valgt at lade Bascule, en ung krypt-forsker, være ordblind (nu forstår du måske bogens titel). Kapitlerne om hans oplevelser er udformet som en dagbog – de er blandt de mest spændende sekvenser i bogen, men er samtidigt stavet så man virkelig skal holde tungen lige i munden for at læse dem. Jeg kan ikke se nogen grund til det.
Der er mange ting i denne bog, der er enten unødvendige eller – mere sandsynligt – over min fatteevne. Jeg sad ofte med en fornemmelse af, at hér er et underliggende budskab, jeg ikke forstår. Derfor de tre stjerner: Jeg synes den var god læsning, men jeg fornemmer at der er mere i den, end jeg fandt. Måske man skal være klogere end jeg, eller måske man skal læse den to gange.
