The Dilbert Principle
Alle snakker om Dilbert-tegneserien, der handler om en ingeniør og hans strabadser på arbejdspladsen. Mange af termerne fra serien er gået over i daglig sprogbrug mange steder – Pointy Haired Bosses (eller bare PHB’er), Trolls from Marketing osv. Jeg tænkte, at det var på tide at jeg også stiftede bekendtskab med serien.
The Dilbert Principle er den første bog i en serie (anmeldelser af resten følger helt sikkert!) af bogudgivelser om fænomenet. Man bliver svært overrasket, hvis man forventer at den er som andre tegneserie-antologier: En samling strips mellem to covers.
Bogen er primært tekst. Scott Adams tager os på tur i Corporate America, hvor vi ser hvor åndssvagt, sindssygt og tankefjernt livet som lille brik i en stor virksomhed kan være. Bogen er på én og samme tid dybt alvorlig og afsindig skæg: Den portrætterer virksomhedernes mangel på ledelse, samarbejde, koordinering og omtanke på en måde, så man uværgerligt hulker af grin – men alligevel sidder tilbage med en eftertænksom mine: Man har jo selv prøvet det.
Bogen er en overskuelig tur igennem de koncepter, der også har plaget mange virksomheder her i landet: Kommunikation, Ledelsesløgne, Marketing, Konsulentfirmaer, Mission Statements, Budget, Salg, Møder, Projekter, Downsizing og Reengeneering for at nævne nogle af de emner, den 336-sider lange bog kommer ind på. Hvert enkelt gennemgås af Adams på hans unikke måde, underbygget af Dilbert-strips, der aldrig fejler i at ramme hovedet på sømmet. Adams har ydermere inkluderet en mængde e-mail fra læsere, der har fortæller om deres sindssyge oplevelser med det pågældende emne. Som Adams siger: “No matter how absurd I try to make the comic strip, I can’t stay ahead of what people are experiencing in their own workplaces”
Bogen viser dig alle sider af virksomheden. Selvom man griner højt hele vejen igennem, er den spækket med sandheder, og man får øjnene op for en masse ting. Primært forstår man, hvordan man ikke skal opføre sig på sin arbejdsplads..
Det sidste kapitel er Adams’ bud på en på en perfekt virksomhed, “The OA5 Model” eller “Out At Five”. Jeg vil ikke viderebringe den her, men blot konstatere at hvis jeg nogensinde kommer til at arbejde i et OA5-firma, bliver jeg en lykkelig mand.
