The Negotiator
Kan man gå galt i byen med Kevin Spacey og Samuel L. Jackson? The Negotiator er et studie i hvordan man kan gøre en film kendt på stjernenavne alene. Var rollerne besat af andre end de to herrer, var filmen aldrig nået uden for Amerika.
Sjældent har Samuel L. Jackson virket så uoplagt og ligeglad med sin rolle. Sjældent har Kevin Spacey været så gummiagtig. Sjældent har jeg kedet mig så meget. “Plottet” handler om (gisp) korruption i politiets egne rækker. Jackson hænges op på det hele ved at man (gys) planter falske kontoudtog i hans hjem under en ransagelse (efter man har dræbt hans makker, så plottet bedre kunne passe i støbeformen). Jackson er en gidselforhandler, så han ta’r nogle gidsler og insisterer på at forhandle med en, der ikke arbejder på den lokale bundkorrupte Hill Street Blues-agtige politistation. Så de hiver fat i Kevin Spacey, der også er gidselforhandler, men (haha, grin nu) ikke kan forhandle konen ud af badeværelset. Jackson og Spacey bruger en masse tid på at forhandle publikum i søvn, mens de korrupte plasticstrissere prøver at skyde Jackson.
The Negotiator er 2 timer og femten minutters forudsigelig, ligegyldig, klichéfyldt pseudofilm. Filmen varer i alt 2:20, så der er altså ca. fem minutter, hvor plottet næsten fangede min interesse i noget, der kunne ligne et twist – men det faldt hurtigt til jorden igen.
DVD’en indeholder et par ekstra-features om real-life gidselforhandlere, der fortæller hvor svært det kan være at overtale en mand til at lade være med at skyde alt omkring sig selvom mælken var sur i morgenkaffen. Jeg erkender blankt, at jeg drønede igennem dem med fingeren på skip. Der skulle mere end en gidselforhandler til at overtale mig til at beskæftige mig mere med den skive.
