Contact

Ellie (Jodie Foster) har hele sit liv været bidt af at kommunikere over lange distancer. Som barn var det kortbølgeradio og som voksen lytter hun efter signaler i det ydre rum. Ellie er drevet af en videnskabelig iver kombineret med ønsket om at gense sin afdøde far. Da hun ikke er religiøs, tror hun på at hun kan finde ham gennem videnskaben. Ellie har en kort affære med en præst (Matthew McConaughey) i Puerto Rico, da hun arbejder for SETI (Search for Extraterrestrial Intelligence). Samspillet mellem dem skaber en tankevækkende debat igennem filmen. Rart at se, at Hollywood tør se videnskabeligt på Gud.

Ellies fanatiske overbevisning om, at der findes liv udenfor vor planet er det eneste, der holder hende kørende. Hun må så grueligt meget igennem i en akademisk verden, hvor forskningspenge oftest er øremærket kapitalafkastende projekter og ikke luftkasteller. Hun får skaffet de nødvendige midler fra milliardæren Hadden (spillet vidunderligt af John Hurt), og lige da de er ved at løbe ud sker det: Kontakt fra rummet.

Nu starter et manisk ræs for at finde ud af om signalerne er ægte, om russerne også har dem, om det er en trussel og hvad de egentlig betyder. De mange interessenter med hver deres agenda skaber et spændende spil mellem politik og videnskab.

Da kodeeksperterne begynder at dekode signalerne, kommer der rigtig ild i debatten om, hvor venligtsindede de fremmede er. Det viser sig ydermere, at signalerne indeholder en tegning til en maskine. Jeg vil ikke afsløre mere her af hensyn til dem, der endnu ikke har fået set filmen.

Filmen åbner med et billede af jorden set fra rumstation Mir. Vi hører det inferno af radio- og tv-signaler, som konstant bliver sendt ud i æteren. Kameraet begynder nu at zoome ud fra jorden; hurtigere og hurtigere. Vi hører hvordan signalerne bliver ældre og ældre. Når vi er nået et stykke ud, dør de væk. Vi er kommet til det punkt, hvor man aldrig har kunnet høre menneskehedens radiostøj. Det værste er, at kameraet stadig zoomer ud og nu i rasende fart, flere lysår i sekundet. Sekvensen illustrerer med frygtindgydende realisme, hvor lille et støvkorn i det uendelige univers vi er. Fem minutter inde i filmen er jeg allerede eftertænksom: Vi er små og alene, bare vi ikke ødelægger os selv for evigt. Næste tanke: Med det kæmpe univers, må der eksistere andre end os selv. Contact er så realistisk og veludført, at du har efterdønninger i hovedet mange dage efter du har set den.

Ud over ovenstående åbningssekvens er filmen proppet til randen med digitale effekter. Mange er udført så subtilt, at man skal være på udkig for at finde dem, de fleste bemærker man ikke. Det giver filmen en ekstra dimension: Den kunne sagtens være lavet foruden, men alligevel har Zemeckis valgt at bygge videre, som en god håndværker der ud af professionel stolthed vil gøre arbejdet bedre en krævet.

DVD’en indeholder et sandt overflødighedshorn af extra features. Der er tre kommentar-spor, Jodie Foster, Robert Zemeckis/Steve Starkey (producer) og Ken Ralston/Stephen Rosenbaum (SFX). Det sidste spor gennemgår de digitale effekter, og er mildest talt grænseudvidende. Stort set alt i Contact er udsat for en digital pilfinger, udført så sublimt at man aldrig opdager det. Er man til digitale effekter er dette kommentarspor er næsten lige så anbefalelsesværdigt som selve filmen. Under extra features finder man også en hel sektion dedikeret til special effects. Her er fire featurettes, bl.a. en making-of om åbningssekvensen og “High Speed Compositing Reel”, der viser hvor meget digitalt trylleri man kan lave med en filmsekvens: Jeg var målløs.

Der er de sædvanlige cast&crew bios og production notes. De er pænt udført, og her får man lidt information om Carl Sagan, den nu afdøde astronom. Sagan har skrevet bogen bag filmen, har medvirket under hele produktionen og har stor skyld i den høje realisme.

Contact er den mest intelligente Science Fiction, jeg har set. Den tager seriøs stilling til, hvordan vi vil opdage udenjordisk intelligens, den tackler spillet mellem religion, videnskab, politik og fanatisme (på alle sider) på en genial måde. Hvis du synes at Independence Day var for åndssvag og Close Encounters of the Third Kind for sukkersød, så gør dig klar til den realistiske Contact. Filmen er lang, 2½ time, men den holder dig fænget og din hjerne aktiveret hele vejen.

Besøg filmens officielle hjemmeside på www.contact-themovie.com
SETI har anmeldt filmen med vægt på realismen
Hjælp SETI med at finde fremmed intelligens på Seti@Home
Man har rejst et elektronisk monument for Carl Sagan.