Paper Mario

6 out of 6 stars
Et af de sidste spil udgivet til Nintendo 64 i Europa viste sig at være et af de bedste rollespil, jeg endnu har spillet. Og nu er det netop kommet til Switch, så det er på tide fortælle om spillets fortræffeligheder endnu en gang.

Paper Mario

Spillet er oprindeligt udgivet til Nintendo 64, og den europæiske udgave af spillet fra 2001 er efterhånden en sjældenhed, da det blev udgivet som et af de sidste spil til Nintendo 64 og derfor ikke blev produceret i ret mange eksemplarer. Skal man have kapslen til sin gamle N64, skal man hive over tusind kroner op af foret. Men så skal man da også være bidt af en samler, for spillet fås nu som en del af Nintendo Online Expansion Pack til Switch, og så får man endda lov til at spille det i krystalklar billedkvalitet, spille det enten på tv eller på farten, og bruge save-states.

Der var engang en Bowser

Paper Mario 2

Paper Mario starter som en fortælling i en historiebog, og det er her idéen til titlens Paper udspringer: Alt i spillet er lavet af papir, hvilket giver et helt unikt grafisk design. Historien fortæller om de syv Stjerneånder, der passer på Stjernestaven oppe i himlen. Stjernestaven er i stand til at opfylde ønsker, og det går naturligvis galt for hele Svamperiget, da den onde Bowser stjæler den og tager de syv Stjerneånder til fange.

For ligesom at gøre det her til et rigtigt Mario-spil, kidnapper Bowser også Princesse Peach. Igen. Faktisk kidnapper han hele hendes slot, hvilket der kommer en del skægge situationer ud af.

Og det er naturligvis op til Mario at redde princessen. Igen. Men lad være med at tro, at Paper Mario‘s historie blot er kliché på kliché. Den tanke bliver hurtigt gjort til skamme, da en af karaktererne i begyndelsen spillet bliver forelagt situationen og opgivende udbryder “He kidnapped the princess? What, again?!”, hvorefter der blændes op for en af de mest underholdende historier, jeg har spillet.

Paper Mario 17

Da Bowser er blevet vældig stærk efter at have tilranet sig Stjernestaven, kan Mario selvfølgelig ikke bare tulle op og hoppe på ham som i gamle dage. Det finder man hurtigt ud af i starten af spillet, hvor Bowser lammetæver Mario (og bliver morderligt glad, da det er første gang det er lykkedes for ham). Mario må nu rejse rundt i hele Svamperiget for at finde de syv Stjerneånder og få deres hjælp til at besejre den onde (men egentlig ret kære og misforståede) Bowser.

Således starter man ud på et stort eventyr, hvor man møder mange nye venner på vejen. Historien er delt op i kapitler, hvor man i hvert kapitel skal finde og redde en Stjerneånd. Kapitlerne foregår i hver sit område af Svamperiget, og de byder på vidt forskellige level-designs, puzzles, venner og fjender. Jeg har sjældent set et RPG med så meget afveksling mellem lokationerne, og det gør at Paper Mario aldrig kommer til at virke kedeligt eller ensformigt.

Nye venner

Paper Mario 18

Undervejs møder man venner, som slutter sig til Marios trup. Et genialt træk er, at hver karakter har sine helt egne evner, der bruges til at løse specifikke opgaver. Goombario kan fortælle om fjendernes svage punkter, Kooper kan man sparke igennem luften og nå fjerne objekter, Parakarry kan flyve Mario hen til steder, han normalt ikke kan nå, Sushie kan svømme, Bow kan gøre Mario usynlig og meget mere. Når man erhverver sig en ny partner, er det givtigt at gå på opdagelse i tidligere besøgte områder. Ofte er der adgang til steder, man ikke tidligere kunne nå, hvor man kan finde mange herlige ting. Partnernes mangfoldige evner giver spillet en helt ny dimension.

Der er også gjort meget ud af teksten i spillet. For en gangs skyld er det skægt bare at drysse rundt og snakke med det enorme antal af karakterer, spillet byder på. En af de sjoveste er faktisk hovedskurken Bowser. Han er jo en ond karl, og har svært ved at lægge sine vaner fra sig. Således bliver en morgenhilsen til den kidnappede princesse (som han faktisk er dybt forelsket i, men det tør han kun indrømme til sin dagbog) til “GWA HA HA HA…. Hello, princess! How are you today?”

Paper Mario 19

Selvom historiens kerne er fortærsket som gammel langhalm, er der lagt store kræfter i at gøre vejen hen mod målet så underholdende som muligt. Det er tydeligt, at Intelligent Systems har haft professionelle skriverkarle på jobbet, fordi replikkerne er både velskrevne og underholdende, og den røde tråd igennem det hele er ført ekstremt flot. Naturligvis er spillet så linært som en lineal – det er alle historiedrevne RPG’er – men jeg kedede mig ikke et sekund igennem de over 30 timer, det tog mig at gennemføre. Historien er spækket med gakkede påfund, der får spilleren til at bryde ud i høj latter gang på gang. Boss-kampene er uden tvivl de sjoveste øjeblikke i spillet, og selvom man får lammetæsk, kan man ikke lade være med at grine. Jeg vil også understrege, at oversættelsen er i så høj topklasse, at jeg i en periode troede at spillet originalt var lavet på engelsk.

Til kamp!

Paper Mario 20

Kampsystemet er også radikalt anderledes fra andre RPG’er, jeg har spillet. Det er turbaseret, således at Mario og venner udfører deres handlinger, hvorefter fjenderne udfører deres. Dog kan man kun have én ven med ind i kampen, og det giver en del strategisk hovedbundskradsen, da de mange forskellige fjender kræver vidt forskellige taktikker for at blive besejrede. Parakarry er god til luftbårne fjender, Kooper er god til dem på jorden, Watt regerer når det kommer til fjender med stærkt panser osv.

Da Mario traditionelt gør sig i action-genren, har man valgt at inkorporere action-elementer i Paper Mario‘s kampsystem. Når man udfører et angreb, kan man få det til at blive ekstra hårdt, hvis man timer et tryk på A-knappen rigtigt. Ligeledes kan man formindske skaden fra fjendernes angreb, hvis man er hurtig på knappen. Det lyder meget simpelt, men det er svært at mestre, og det udgør tit forskellen mellem sejr og nederlag. Action-systemet formår at gøre de turbaserede kampe til en ganske intens oplevelse, og er et tiltag , der fandt vej ind i mange andre RPG’er i de efterfølgende år.

Paper Mario 21

Et stort problem med mange RPG’er er de såkaldte Random Encounters, hvor man kommer ud for tilfældige slåskampe, mens man bevæger sig rundt i landskabet. Det kan ødelægge meget af fornøjelsen ved udforskningen, at man hele tiden skal slås. I Paper Mario har man endnu engang grebet tingene anderledes an: Man går rundt i spillet som om det var Super Mario 64, dvs. man hopper rundt i sceneriet som i et almindeligt 3D platformsspil. Fjenderne kan man altid se på skærmen, og man kan simpelthen løbe væk fra dem, hvis man ikke har tid eller lyst til at slås. Senere i spillet, når man er steget nogle levels, kan man helt undgå at skulle bruge tid på at slås med fjender, der er svagere end en selv.

Badges og blomster

Et andet aspekt, der giver næsten uendelige muligheder for tilpasning af Marios evner, er Badge-systemet. Rundt omkring i spillet kan man finde Badges, som man kan montere på Mario. En Badge giver f.eks. Mario mulighed for at slå lidt hårdere med sin hammer, kaste med den, hoppe på flere fjender i rap, finde ekstra skatte og utroligt mange flere ting: Der er 80 Badges i alt i spillet. Problemet er naturligvis at Mario ikke kan bære dem alle på én gang, men kun dem, hans optjente Badge Points tillader. Udfordringen består så i at vælge det rette mix af badges til en given situation. Det er – som så meget andet i Paper Mario – en ren genistreg.

Paper Mario 22

Udover Badge Points, er Mario og hans kumpaner også i besiddelse af de gængse Heart Points og såkaldte Flower Points. Sidstnævnte er point, der kan bruges på at udføre specielle angreb eller forsvar. Men de skal bruges sparsomt, da de hurtigt rinder ud og er svære at genoplade. Man kan meget nemt besejre en samling fjender ved overdådig brug af Flower Points, men så er man på den, når man efterfølgende møder et større utyske, hvor man virkelig har brug for dem. Kampene i Paper Mario bliver til hård strategi, tilsat den rette kombination af Badges, krydret med intens brug af Action-funktionen og stram budgettering af Flower Points. Et kampsystem, der er simpelheden i sig selv, men djævelsk i sin mangfoldighed. Det er uden tvivl et af de mest gennemtænkte kampsystemer, jeg endnu har spillet.

Når Mario stiger en level, kan man vælge enten at få flere Heart Points, Flower Points eller Badge Points. Det ender ofte med, at man sidder og skændes med sig selv i flere minutter, før man foretager sit valg – de er alle lige vigtige, og de er alle knappe ressourcer.

Papir, karton og old-school

Paper Mario 23

Alle karaktererne er 2D-sprites, der bevæger sig rundt som papirudklip i et 3D-miljø konstrueret af karton. Når karaktererne vender sig om, folder de sig ganske enkelt rundt som var de af papir. Det er så herligt lavet, at man bare sidder og smiler de første timer i selskab med det nye miljø, der er proppet med underfundige påfund. Når man f.eks. går ind i et hus, folder det sig simpelthen ud, så man kan se indmaden.

Designet følger Mario-traditionen med store, farverige flader. Det sætter ikke den gamle Nintendo 64 under pres, men føles som præcist det miljø, maskinen i sin tid var skabt til at fremstille. Maskinens Emotion Engine har sjældendt produceret så flot og flydende 3D-grafik, og der er proppet med lyseffekter, transparencies og andet grafisk guf. Med de mange og meget forskelligt designede lokationer, ligger spillet klart blandt de flotteste til maskinen og det sjove miks af old-school 2D-sprites og moderne 3D-baggrunde virker langt bedre, end man skulle tro. Set i 2015 er ting naturligvis markant mere kantede, end vi er vant til i vor moderne tidsalder. Men når man tænker på, hvordan samtidige 3D-spil tager sig ud i dag, erkender man, at Paper Mario er ældet med ynde. Spillet kunne ved første øjekast godt trænge til et HD-remake, men når først man har pakket sig ind i historien og den skæve humor, er man ret ligeglad med grafikkens alder. Det er stadig lige så magisk, som det var i 2001.

Paper Mario 24

Mødet mellem old-school og det moderne bliver yderligt understreget af spillets lydside. Musikken er, grundet den mangelfulde lagerplads i spillets cartridge, frembragt af Nintendo 64’s lyd-hardware uden brug af samples. Det har resulteret i en mangfoldighed af vidunderlige chip-tunes, der alle har det til fælles, at man uværgeligt kommer til at nynne dem i brusebadet om morgenen. Som kudos til dem af os, der har spillet de gamle Mario-spil, dukker en hel del musikstykker op, der stammer tilbage fra klassikerne. Det var et stort øjeblik, da jeg hoppede ned i en vase i Bow’s Slot, hvorefter 8-bit Mario hoppede op igen, og jeg kunne styre ham rundt i lokalet, ledsaget af musik og lydeffekter fra 80’erne.

Emuleret på Nintendo Switch

Paper Mario kommer med som en del af Expansion Pack-tilkøbet til Nintendos Online-service på Switch. Det kan ikke købes for sig, men kræver et aktivt Expansion Pack-abonnement for at kunne spilles. Spillet har efterhånden taget nogle ture igennem Nintendos emuleringer: Først på Wii, så på Wii U og nu på Switch. Wii-versionen var tro mod originalen, hvorimod Wii U-udgaven led under et meget mørkt billede. På Switch er spillet kommet tilbage til normal lysstyrke, og er tilmedet blevet opskaleret til 720p, så 3D-grafikken ser meget bedre ud, end forventet for så gammelt et spil. Det skurrer lidt mod spillets mange sprites, som stadig er i den originale opløsning. Purister vil mene, at opskaleringen ikke hører til oplevelsen, men personligt var jeg imponeret over, og meget glad for, det skarpere billede.

Spillet er præsenteret i 4:3, og der er ingen nostalgiske filtre, der kan slås til, for at få et moderne fjernsyn til at ligne gårsdagens billedrørs-skærme. Det var der heller ikke på Wii eller Wii U, og den opskalerede 3D-grafik fortjener da også et klart billede. Man skal ikke undre sig over, at billedet er klippet i top og bund – det var det også i den originale udgave på Nintendo 64. Det får det dog til at se lidt klejnt ud, så et stort fjernsyn er at foretrække.

På Switch har man nu – for første gang – mulighed for at vælge mellem amerikanske eller europæiske udgaver af Nintendo 64-spillene, og dermed også Paper Mario. Indholdsmæssigt er der flere sprog i den europæiske udgivelse, men de tekniske forskelle er vigtige: De amerikanske udgivelser kører efter den amerikanske (og japanske) TV-standard NTSC, hvorimod de europæiske udgivelser kører PAL. Forskellene på de to formater er opløsning og billedfrekvens: NTSC har en skærmhøjde på 480 linjer og opdateres med 60 Hz. PAL har 576 linjer i højden, men opdateres kun med 50 Hz. Da Japan også brugte NTSC, dengang verden havde analoge TV’er, er alle japanske spiludgivelser kodet op mod den standard, og vi europæere følte os ofte som andenrangsborgere med sorte kanter i top og bund og spil, der var sløvet ned for at matche vores opdateringsfrekvens. For os gamle nørder, er det en stor ting, at vi nu endelige kan nyde spillene, som de var tiltænkte fra udviklernes side.

Kort fortalt kører spillet omkring 18% hurtigere i NTSC, og det er langt at foretrække, selvom man må leve med lidt mindre opløsning. Jeg har spillet Paper Mario mange gange de sidste 20 år, og jeg må sige at NTSC-versionen føles bedre, da alting kører lidt mere flydende og lækkert her.

Der har været noget ballade om den generelle Nintendo 64-emulation på Switch, hvor især Ocarina of Time har fået hug for at have forsinket input fra controlleren. Konsensus omkring Paper Mario er, at det kører rigtig godt uden forsinkelser i input, hvilket er vigtigt, da kampene kræver en del timing. Der er dog et problem: Hvis du har Watt som partner og rammer ind i Game Over, crasher spillet og du mister dit seneste save point. Det gælder for den amerikanske version, men jeg ved ikke om det også gælder for den europæiske (man kan vælge imellem dem). Det er forklaret med en herlig detaljegrad i denne video.

Nintendo har begået en genistreg i forbindelse med lanceringen af Nintendo 64-spil til Switch: Den originale Nintendo 64-controller er udgivet i en trådløs udgave til Switch. Men selvom jeg brændende ønskede mig at genspille Paper Mario med den controller, spillet oprindeligt blev designet til, er den på vanlig vis totalt udsolgt.

Den stærke etter

Paper Mario er den åndelige efterfølger til Super Mario RPG, der opstod på Super Nintendo Entertainment System i et guddommeligt samarbejde mellem Square og Nintendo. Der var planlagt flere i serien, men samarbejdet brød sammen, da Square fik travlt med Final Fantasy VII, og i stedet fik Nintendo Intelligent Systems til at lave Paper Mario. Det var heldigvis så godt, at det har lagt grobund til en hel serie af spil i samme papir-univers. Det første, som vi anmelder her, lagde stilen med de flade figurer og den foldede verden. Teknisk set er universet kun blevet pænere og endnu mere imponerende i de senere spil, hvor der virkelig er gået kreativt til den. Men gameplaymæssigt, kan kun 2’eren, The Thousand Year Door på GameCube fra 2004, måle sig med originalen. Serien blev flottere og flottere gennem sine iterationer, men i et forsøg på at gøre hver udgave unik, blev der pillet meget ved kernemekanikken. Man følte også, at den lidt vovede og sjove historie ikke passede rigtigt til Mario-universe, hvilket resulterede i, at de senere spil i serien, fra Sticker Star på Nintendo 3DS, desværre ikke er lige så underholdende som de to første.

Det bliver ikke meget bedre

Paper Mario 25

Der var så meget nytænkning i Paper Mario at man har svært ved at tro, at spillet efterhånden har 20 år på bagen. Intelligent Systems (Nintendos gulddrenge, der står bag nogle af de største klassikere igennem tiderne som Super Metroid, Advance Wars og Fire Emblem) har skabt et spil, der på alle områder er noget nær perfekt. Som med størsteparten af spil udgivet af Nintendo, kan man mærke, at de har brugt oceaner af tid på at skrue alle detaljerne helt korrekt sammen, og det har resulteret i et spil, der står på sine helt egne ben, og skabte grobund for en hel serie af spil, der til dato tæller 6 udgivelser og et spin-off.

Intelligent Systems har formået at tage aspekter fra både platform-genren og RPG-genren og mikse dem sammen i et spil, der excellerer på samtlige målbare punkter. Paper Mario var en øjeblikkelig klassiker, da det udkom i år 2001, og her 20 år senere, er det stadig lige så fornøjeligt, som dengang. Det er ligegyldigt, om det er din første tur igennem spillet, eller om du genspiller det endnu en gang; Paper Mario er en sublim oplevelse hele vejen igennem.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.