The Red Violin

I 1681 bygger snedkeren Nicolo Bussotti en violin mere perfekt end den fineste stradivarius. Violinen er tænkt som en gave til hans kommende søn, men skæbnen vil det anderledes og inden længe er Nicola uden kone og søn. Inden Nicolos kone Anna dør under fødslen har hun besøgt den vise spåkone Creda og fået læst sin fremtid i fem tarotkort. Den er lang og snirklet og fyldt med farer.

Ca. 100 år senere dukker violinen op på et børnehjem drevet af munke. Her kommer den i hænderne på den lille Kasper Weiss, der viser sig at være et naturtalent af uanede proportioner. Weiss bliver bragt til Wien af talentspejderen Poussin, hvor han læres op og spåes den største karriere en violinist kan opleve. Men en brat drejning i historien gør det klart for os, at The Red Violin ikke er Kasper Weiss’ historie eller Nicolo Busottis’ historie. Filmen handler om den røde violins færd igennem verden og 300 år.

Vi kommer rundt i Italien, Østrig, Polen, England, Kina og Canada på violinens lange færd. Udover at scenerne er nogle af de smukkeste og historisk ægte endnu set, taler italienerne italiensk, østrigerne taler Østrigsk (og Fransk i Wien, for sådan gjorde man dengang) og kineserne taler kinesisk. Man har en akut fornemmelse af at være tilstede i landet i perioden, og det hiver The Red Violin højt op over normen.

Det er nogle spændende og stærke personer, der får fat i violinen på den lange færd; deres historier er fulde af energi og friktion. Violinen er som en rus for dem – den opfylder deres drømme men har bestemt også sin pris. Men personerne er altid i baggrunden for violinen, som vist i en scene, hvor violinen bliver spillet af masse folk en masse steder – men violinen hænger bomstille i midten af billedet. Den rør sig ikke en millimeter; det er hele verden, der bevæger sig omkring den.

Handlingen i filmen er mesterligt struktureret. Den er ankret i Anna Busottis tarot-spåning i 1681 og en auktion i Montreal i 1998, hvor violinen er til salg. Mellem disse to faste endepunkter svinger historien som en violinstreng gennem Europa, Kina, Canada og 300 år. For hvert kort spåkonen vender, folder et helt historieunivers sig ud for vore øjne. Historierne er alle kædet sammen af violinen, og de ender alle i auktionslokalet i Montreal. At det sidste kort, den sidste historie, netop handler om salget af violinen er intet mindre end genialt. Den sidste time af den to timer lange film er ren tour de force efterhånden som historiernes brikker glider sammen til et billede og fokus skifter fra violinens omgivelser til violinen selv.

The Red Violin har det hele: Handlingen er så spændende og uforudsigelig, som man kan ønske sig og personerne er så mangfoldige og varierede at hvert enkelt af spåkonens tarotkort kunne være en god film i sig selv. Men sammensætningen af de fem historier får dem til at gå op i en højere enhed, der er langt mere end summen af parterne. Det er en af den slags film der suger dig ind og holder dig ubarmhjertigt fast til rulleteksterne er forbi.

At filmen ikke har fået dansk biografpremiere skyldes måske at dens centrale idegrundlag ikke er så let at kapere, hvis man bare ønsker at tage to timer i et biografsæde, fri fra den stressede hverdag. Violinen er ikke kun en fysisk objekt, men også et koncept: Perfekthed og dens konsekvenser for de mennesker, der kommer i kontakt med den.

Check den officielle hjemmeside på www.redviolin.com