All Tomorrow's Parties

I det tredie og sandsynligvis sidste sidste bind af Gibson’s uofficielle Bridge Trilogy får vi gensyn med alle de personer, der gjorde størst indtryk i de to tidligere bind (Virtual Light og Idoru). Colin Laney, 5-SB testpatienten med evnen til at detektere nodale punkter i en datamængde og dermed se ind i fremtiden, sygner hen i en papkasseby på en japansk undergrundsstation, hvor han døgnets 24 timer er koblet på nettet i et desperat forsøg på at dekode det største nodale punkt siden 1911. Han ved ikke, hvad der vil ske, men han ved hvor og hvornår, og han ved at Cody Harwood står i midten af det hele.

Med Colin som dukkefører positionerer Gibson resten af persongalleriet i punktets center: Broen i San Francisco. Inden længe har vi samlet Rydell, Chevette, Rei Toei og andre kendte ansigter, der alle prøver at finde ud af, hvad pokker der sker. Ganske som Laney sidder Harwood på tronen af sit finansemperium og agerer dukkefører for sine agenter, der også er placeret på broen. Vore helte er jaget vildt i en historie, de ikke aner hverken hoved eller hale i.

Som læser forventer man at få handlingen afdækket gradvist igennem historien. Men at handlingen først bliver afsløret 30 sider før bogen er slut strækker tålmodigheden. Når så endelig afsløringen kommer, er den slet ikke så monumental som man kunne forvente af Gibson; har man set Lain bliver man i hvert fald ikke imponeret.

Handlingen i All Tomorrow’s Parties er altså en bunke mennesker, der render rundt på en bro uden at ane hvorfor, mens nogle andre mennesker hele tiden prøver at dræbe dem. Vore helte klarer ærterne og gør i forbifarten noget radikalt ved Internet. At bogen kan hive sig helt op på tre stjerner skyldes at All Tomorrow’s Parties mere er et style piece end en traditionel bog med en handling fra start til slut. At slippe fra sådan et projekt kræver sin mand; heldigvis kan Gibson stadig skrive røven ud af bukserne på stort set alle andre SF-forfattere og skabe personer, der gør hans værker levende og nærværende.

All Tomorrow’s Parties vil, som de to foregående bøger i serien, appelere til læsere, der ikke kender Gibson. Bogen er hip for den nye Internetgeneration, der tror at Internet startede midt i 90’erne og aldrig har hørt om Neuromancer. I mine øjne er Gibson gået fra visionær frontløber til mainstream dotcom-forfatter, og min skuffelse har derfor trukket pænt ned i karakteren.

Check den Officielle website (et overdådigt medieshow, der fint illustrerer bogens målgruppe)