Klonoa Phantasy Reverie Series

Er der virkelig allerede gået 25 år?

Jeg husker det ellers, som var det blot en håndfuld år siden, at jeg spillede de to Klonoa-spil, som denne udgivelse består af, men sådan er det nok at blive gammel, suk. Kærligheden til begge spil er dog stadig frisk, og spillene er også den dag i dag blandt de højest skattede i min samling, når det kommer til spil fra Namcos absolutte storhedstid på Playstation omkring årtusindskiftet.

Klonoa: Door to Phantomile udkom i 1997 og i 2001 udkom efterfølgeren, Klonoa 2: Lunatea’s Veil. Begge spil fik mestendels fantastiske anmeldelser, og de blev rost højt for deres lettilgængelige gameplay og fantastiske grafik. Men på 25 år er der alligevel sket en del, og derfor får vi altså nu muligheden for at stifte bekendtskab med Klonoa igen (eller for første gang, hvis man er blandt spillets primære målgruppe), nu med opdateret grafik, 4K-opløsning og med en framerate på 60fps.

Spillene har altid været svære at opdrive, og de har faktisk opnået lidt af en kultstatus de seneste 10-15 år. Det første Klonoa udkom dog også til Wii i 2008, men efterfølgeren solgte dårligt – de glødende anmeldelser til trods – så det har ikke været genudgivet før nu.

Der er ikke lavet mange grundlæggende ændringer til selve spillene, og det føler jeg heller ikke, at der er behov for. En forældremulighed for at hjælpe spilleren med at hoppe er dog blevet introduceret, foruden muligheden for uendeligt antal liv, hvilket kun er med til at cementere målgruppen som værende pre-teens. At jeg er 52 og stadig elsker Klonoa skal vi derfor ikke bore i. Desværre betyder den konservative tilgang til de nye spil også, at der visse steder kræves ret meget præcision i hop og timing, men på Easy har man heldigvis uendeligt liv og man straffes ikke for at skifte sværhedsgrad undervejs.

Holder gameplayet så stadigvæk alle disse år senere? Jeg vil sige ja, og det er ligefrem forfriskende at spille noget så tilpas simpelt i en tid, hvor alle spil helst skal være kæmpestore sandkasser, som tager hundredevis af timer at gennemføre. Man løber gennem de farverige baner, hopper fra platform til platform, suger fjender til sig med en magisk ring og enten skyder dem afsted mod fjender eller benytter dem til et dobbelthop – og dét er dét. Der er en historie bag hvert spil, men de er fjollede og kan heldigvis skippes, så man bare kan komme tilbage til hopperiet. Enkelte puzzles er der også fra tid til anden, men de vil være simple nok for de fleste.

Jeg husker som sagt spillene som værende ret flotte, og det minde blev også kun styrket, da jeg fandt nedenstående sammenligningsvideo på Bandainamcos officielle hjemmeside. Bevares, tingene ser da en del klarere ud i 4K i 2022, men det er tilladt at være imponeret over, hvad man kunne vride ud af en Playstation i 1997 – og igen i 2001 på Playstation 2, selvom det klart er det første spil, der imponerer mig mest.

Det korte af det lange er, at spillene ikke føles henholdsvis 21 og 25 år gamle. De har et universelt, simpelt og underholdende gameplay over sig, som vil tiltale de fleste børn – og med hjælpefunktionen kan også de mindre børn være med, når krævende hop skal klares. Derudover er der så også altid Easy-sværhedsgraden at ty til, hvor man har uendeligt antal liv, så alle burde kunne se Klonoas eventyr til ende.

Det tager sammenlagt et dusin timer at gennemføre begge spil og indsamle de seks hemmelige stjerner på hver bane, men prisen er samtidig lidt lavere end for et fuldprisspil, så der er bestemt valuta for pengene at finde for enten gamle fans som mig eller pre-teens med hang til simpel underholdning. Måske vipper Klonoa Phantasy Reverie Series ikke LEGO-spillene af pinden som værende toppen af poppen for coop-spilleri med sine børn, men Klonoa er ærlig omkring sin identitet, hvilket trailer og screenshots også understøtter, og jeg er derfor ikke bleg for at anbefale spillet på dette grundlag.