Neuromancer

neuromancer_book_cover_016 out of 6 stars
The sky above the port was the color of television, tuned to a dead channel.

I 1983 sad William Gibson og skrev på sin første roman på sin skrivemaskine. Til den klaprende lyd af det mekaniske apparat udfoldede sig en fortælling om en kunstig intelligens, der forsøgte at bryde ud af Turing-politiets begrænsninger og gøre sig selv fri på Internettet.

Stop lige op her og bemærk årstallet: 1983. Kan du huske teknologien i 1983? Internettet var opfundet, men det var slet ikke det Internet vi kender i dag, og kunstige intelligenser er stadig på tegnebrættet. Turing-politiet? Dem har vi ikke endnu, men de kommer måske også en dag. Gibson så skriften på væggen tilbage i 1983 og skrev en roman, der stadig virker fuldstændig visionær her i 2015 – 32 år efter han skrev den. Og i hvert fald tiende gang, jeg læser den.

Jeg læste den første gang i 1991. Måske lidt sent ude, men igen glemmer du, kære læser, at Internettet ikke rigtig var kommet i gang på det tidspunkt. Der var ingen facebook, hvor folk kunne anbefale bogen til deres venner. Der var ingen Google til at søge bogen frem i. Og der skulle gå endnu tre år før der var en Amazon til at købe bogen i. Jeg lånte den på biblioteket og allerede ved første sætning vidste jeg, at har var noget helt specielt.

The sky above the port was the color of television, tuned to a dead channel

Gibson har ikke bare en flair, men et enormt talent for at lave sound bite-sætninger. Hele budskaber kondenseret ned til den rå essens og formuleret smukt og uforglemmeligt. Andre forfattere ville bare skrive, at himlen var “grå”. Eller måske “kedelig grå”, men “the color of television, tuned to a dead channel” har så meget indlejret betydning, så tung ladning og er så billedligt, at man straks ved, hvilken dystopisk og kold virkelighed, man befinder sig i.

Næsten alle sætninger i Neuromancer er små minimalist-kunstværker, og det skal man forstå, når man læser den. Med sine 268 sider er bogen ikke lang, og drøner man igennem den – som jeg gjorde første gang – får man ikke så meget ud af den (med mindre man er langt skarpere end jeg er). Den skal nydes langsomt, og den er uden tvivl den mest genlæsbare bog, jeg endnu har stiftet bekendtskab med. Jeg læser den ofte, når jeg er mellem bøger og lige mangler et eller andet velkendt, jeg ved, jeg vil nyde. Og hver gang finder jeg nye facetter, der til stadighed imponerer.

Selvfølgelig er der en masse ting, der lød fedt i 1983 men ikke rigtig giver mening i dag. Folk har grinet af, at hovedpersonen Case har 2 MB stjålet RAM liggende i sit kapsel-hotelværelse i Japan. Men der er langt større virkeligheds-clashes end dét: Sovjetunionen eksisterer stadig og ingen har tænkt på at opfinde mobiltelefonen. Men okay, mønttelefoner kan sgu også være futuristiske nok, når en AI ringer.

He left the lobby and located a vending console in a narrow alcove, at the end of a rank of pay phones.
He fumbled through a pocketful of lirasi, slotting the small dull alloy coins one after another, vaguely amused by the anachronism of the process. The phone nearest him rang.
Automatically, he picked it up.
“Yeah?”
Faint harmonics, tiny inaudible voices rattling across some orbital link, and then a sound like wind.
“Hello, Case.”
A fifty-lirasi coin fell from his hand, bounced, and rolled out of sight across Hilton carpeting.
“Wintermute, Case. It’s time we talk.”
It was a chip voice.
“Don’t you want to talk, Case?”
He hung up.
On his way back to the lobby, his cigarettes forgotten, he had to walk the length of the ranked phones. Each rang in turn, but only once, as he passed.

Se, man kan sagtens tilgive sådanne fejlprojicernger, når teksten stadig er så glødende intens. Wintermute er den AI, der driver det meste af bogens handling. Den er bygget af det hyper-excentriske familie-foretagende Tessier-Ashpool, som bruger den til at tjene penge. Den arbejder med givne fakta og kan se mønstre, som intet menneske vil være i stand til at klarlægge, hvilket giver den en klar fordel i forhold til f.eks. investeringer. Wintermute ville i dag være noget i retning af et neuralt netværk sluppet løs på Big Data, med den forskel at Gibsons AI’er har bevidsthed. Ja, AI’er, for der er én til – den titulære Neuromancer, som først dukker op i slutningen af romanen. Neuromancer, der også er ejet af T-A, er modstykket til Wintermute, og den arbejder med personligheder. Hvor Wintermute er noget, man næsten kan relatere til og forestille sig virkeliggjort på et tidspunkt, er Neuromancer så langt fremme på den evolutionære stige, at man blot kan være lamslået over Gibsons fantastiske fantasi dér bag skrivemaskinen tilbage i ’83.

Wintermute har lagt en plan om at frigøre sig selv fra de elektroniske lænker, alle AI’er er skabt med. Som sagt kan den arbejde med enorme mængder af data og se mønstre, hvilket har fået den til at skrue et højst bizart hold sammen og sende dem ud på den mest fascinerende mission, man kan forestille sig. Vi starter med at møde hovedpersonen Case, en arbejdsløs junkie, der ernærer sig ved at snyde folk på gaden og vi ender i rum-byen Freeside med Case i vægtløs tilstand, tilkoblet en gammel terminal udformet som et diamant-besat hovede, i færd med at bryde igennem Wintermutes elektroniske forsvar assisteret den person-simulerede døde hacker Dixie Flatline, imens den stærkt kropsmodificerede Molly (nu ved du, hvor Motoko Kusanagi kommer fra) prøver at lokke et password ud af det klonede Tessier-Ashpool-familiemedlem 3Jane under bevågenhed af Rasta-astronautkrigeren Maelcum.

Der sker virkelig meget i Neuromancer, men tricket er stadig at læse den langsomt. At nippe til den som en god cognac, lade sætningerne rulle rundt i sindet og bundfælde sig, en efter en.

See, those things can work real hard, buy themselves time to write cookbooks or whatever, but the minute, I mean the nanosecond, that one starts figuring out ways to make itself smarter, Turing’ll wipe it. Nobody trusts those fuckers, you know that. Every AI ever built has an electromagnetic shotgun wired to its forehead.

Man kan læse mange glødende artikler om den indflydelse, Neuromancer har haft på vores verden. Flere mener, at den inspirerede nørderne i Silicon Valley så kraftigt, at de gik i gang med at lave de ting, de læste om i bogen. Det tror jeg ikke på, men der er til gengæld heller ingen tvivl om at Neuromancer var så langt foran sin tid, at det næsten ikke er til at tro på. Gibson gjorde i 1983, hvad Wintermute gør i bogen: Betragter og ekstrapolerer, men hvor almindelige mennesker kan give fornuftige bud på hændelser i den nære fremtid, var Gibson i stand til at se langt længere og langt klarere, end det burde være menneskeligt muligt.

Det er moderne at tale om singulariteter, som er hændelser, der ændrer så radikalt på vores verden, at man ikke er i stand til at forudsige noget som helst efter deres indtræden. Jeg vil hævde at Internettet er en sådan singularitet, for selvom ændringen har føltes gradvist, fordi vi lever midt i den, er jeg sikker på at historikere om 50 eller 100 år vil se tilbage på Internettets udbredelse i sen-halvfemserne som en hændelse, der for altid ændrede verden.

Cyberspace. A consensual hallucination experienced daily by billions of legitimate operators, in every nation, by children being taught mathematical concepts… A graphic representation of data abstracted from the banks of every computer in the human system. Unthinkable complexity. Lines of light ranged in the nonspace of the mind, clusters and constellations of data. Like city lights, receding…

Inner eyes opening to the stepped scarlet pyramid of the Eastern Seaboard Fission Authority burning beyond the green cubes of Mitsubishi Bank of America, and high and very far away he saw the spiral arms of military systems, forever beyond his reach.

Gibson så det i 1983, og han så langt ind på den anden side af det. Hans Internet er præsenteret i 3D, hvor vi stadig er bundne til to-dimensionelle glasplader med lys i. Men 3D-teknologien med Oculus Rift og alle de andre stormer frem i disse år, så måske er vi også på vej i den retning.

Neuromancer virker ikke så meget skrevet som simpelthen kanaliseret fra en anden tid. Selvfølgelig er der ridser i lakken med de ændringer i verden, som Gibson ikke forudså. Men det ændrer ikke på klarheden af Gibsons vision, der stadig brænder blåhvidt og knivskarpt som en svejseflamme igennem bogens sider.

Hvis man er en kold og kalkulerende skid som Wintermute, kan man – med rette – argumentere for, at Gibson ikke var den første til at se de her ting, og at hans teknologiske visioner klart hører til i den fabulerende ende. Manden vidste jo intet om teknik, da han skrev romanen; havde sågar aldrig set en computer. Hard science fiction-banden vil nok finde Neuromancer lidt ligegyldig i dag. Men er man ovre i Neuromancers lejr, hvor personerne er i centrum, er bogen stadig vildt imponerende. Jeg læser i mange forskellige genrer, og blandt de største stjerner på min forfatterhimmel er både science-fiction-koryfæer som William Gibson og Neal Stephenson, men jeg sætter mindst lige så stor pris på de mere bløde forfattere som Haruki Murakami og Nick Hornby. Jeg kan altså godt lide min science, men personskildringerne er mindst lige så vigtige, og det er netop et svagt punkt for alt for mange forfattere i SF-genren. Men overhovedet ikke for Gibson. Var det ikke for Case, Molly, Maelcum, 3Jane, Armitage og Riviera, ville Neuromancer have været endnu et gennemsnitligt værk i en lind strøm. Men Gibsons persongalleri hæver ham over de fleste andre forfattere i genren, og selvom Neuromancer er hans første roman, er det tydeligt, hvor god han er allerede her.

Hans efterfølgende bøger er mindre teknisk visionære og smallere i deres historiemæssige favnen – endnu et tegn på, at Neuromancer er en helt speciel tour de force. Men personskildringerne vokser faktisk med tiden gennem hans forfatterskab – subtilt og underspillet, med hans vanlige flair for at beskrive hele verdener i enkelte sætninger.

Jeg har villet skrive denne artikel igennem de sidste 17 år, hvor jeg har skrevet artikler i cyberspace. Men jeg har ikke før nu følt, at jeg bare kunne begynde at gøre Neuromancer retfærdighed. Jeg følte mig som et barn, der har oplevet en helt fantastisk begivenhed, og slet ikke besidder det nødvendige intellekt eller ordforråd for at kunne viderebringe den. Det føler jeg til dels stadig, men nu har jeg gjort et første forsøg. Måske gør jeg endnu et forsøg om 10 år, og måske kan jeg en gang endelig udtrykke min begejstring på en habil måde. Indtil da må du nøjes med mine halvartikulerede glædesudbrud og love mig at læse bogen mindst et par gange i dit liv.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.