Interstellar

Interstellar-Poster6 out of 6 stars
Do not go gentle into that good night,
Old age should burn and rave at close of day;
Rage, rage against the dying of the light.

Vi er i en ikke så fjern fremtid, og der er gået et eller andet galt med Jorden. Vore afgrøder rammes af uhelbredelige sygdomme, og planetens fordums frodige muld forvandles til støv. Vi kan ikke blive her, og svaret er at søge mod stjernerne.

Der er jo langt til den nærmeste beboelige planet, men nogle venlige væsner har placeret en tyngdeanomali i nærheden af Saturn, som ser ud til at være et ormehul til en fjern galakse – og hullet munder tilmed ud i et solsystem med en række planeter, der ser beboelige ud. Det er bare med at komme afsted.

Interstellar er på én gang et episk rum-eventyr med knald på og et skrøbeligt og fint familieportræt på en døende klode. Cooper (Matthew McConaughey) er en tidligere astronaut, der nu ernærer sig som landmand i klodens tusmørketime, hvor der ikke længere er brug for ingeniører. Mystiske omstændigheder styrer ham igen i cockpittet på et rumskib, mens hans unge børn står tilbage på farmen og betragter ildsøjlen, der løfter Cooper mod himlen.

Børnene tilbage på Jorden og Cooper ude i rummet giver en interessant vinkel på Einsteins relativitetsteori, hvor man virkelig får øjnene op for problemet med at tid på den kosmiske skala ikke længere er den konstant, vi regner med på Jorden. Det er utrolig fint skildret, og selvom der godtnok bliver tudet meget i Interstellar, havde jeg også selv lidt vand i øjenkrogen her.

Interstellar er en historie bygget op på videnskab, som er det omvendte af, hvad vi normalt ser, hvor videnskaben kommer ind som en efterrationalisering, der forsøger at forklare de ting, der sker i filmen. Instruktør Christopher Nolan allierede sig med fysikeren Kip Thorne, og fortalte ham, hvad han gerne ville opnå med historien, og Kip bød ind med videnskabelige fænomener, der kunne være interessante at vise på det store lærred, og i fællesskab skabte de manuskriptet. Nolan havde fra starten insisteret på at holdet skulle rejse i overlyshastigheder, men Kips vedholdenhed fik ham talt fra emnet: Alt, hvad vi ved, peger på at lysets hastighed er den absolutte øvre barriere, og Star Treks warp drive kommer nok aldrig til at ske. Derfor kom ormehullet ind i historien i stedet.

Noget af handlingen foregår på en planet i kredsløb omkring et supermassivt sort hul, og her sad jeg og undrede mig. Ville de ikke blivet trukket i smadder af den enorme tyngdekraft, det hul genererer? Nej, siger Kip Thorne, for han har regnet på det: Hvis hullet roterer hurtigt nok, kan det godt lade sig gøre. Hatten af for videnskaben; men de måtte godt have nævnt det i filmen, så man ikke sidder og rynker på næsen af noget, der smager kraftigt af kunstnerisk frihed.

Et andet emne, som altid har fascineret mig, men som stort set aldrig portrætteres i science fiction-film er flerdimensionalitet. Vi lever i tre dimensioner, men der er intet til hinder for skabninger, der eksisterer i fire, fem eller endnu flere dimensioner – og det er virkelig her, at Interstellar beder publikum spænde tænkehjelmen godt fast. Jeg er ikke sikker på, jeg har forstået detaljerne – eller sågar hele præmissen – endnu, men jeg nyder at gå og tænke over det i timerne efter jeg har set filmen. Det er godt lavet, for seeren forkaster det ikke som pseudovidenskabeligt sort snak, men får i stedet lyst til at gå ud og købe en bog om emnet for at forstå, hvad pokker de har gang i.

Den eneste valide kritik af videnskaben i Interstellar er, at isen på en af de besøgte planeter ikke kan være stærk nok til at bære de bygninger, der er placeret på den. Det er naturligvis uheldigt, mens hvis det er det eneste problem for filmens videnskab, er det utroligt imponerende. Sammenlign f.eks. med Gravity fra 2013, hvor stort set hvert eneste minut af filmen bød på så graverende faktuelle fejl, at jeg flere gange overvejede bare at slukke og gå ud og grave i haven i frustration. Flot, ja, men kors hvor var den dum.

Og skal vi lige krydse boksen for “god science fiction” af med det samme? Der er ingen lyde i rummet i den her film. Det er mesterligt lavet, for selv voldsomme scener får endnu mere pondus af en pludselig og total mangel på lyd.

Min eneste reelle anke mod filmen er behovet for at introducere en konflikt på et tidspunkt i historien. Hele atmosfæren emmer ellers af, at vi kan stå sammen og løse det her problem, og det er altid en herlig oplevelse at se mennesker kæmpe sig vej mod et fælles mål. De kan være uenige om detaljerne undervejs, skændes og træffe uheldige beslutninger, men målet er fælles. Det ser man alt for sjældent i science fiction-film. Videnskabens mål er jo netop at komme videre, at løse problemer, at forstå mere. Forskerne kan være rygende uenige, men der er alligevel en underforstået og indiskutabel enighed om, at målet er at finde sandheden. Star Trek følger denne ideologi og Contact er også et glimrende eksempel på en menneskerace, der har har taget et skridt væk fra de ligegyldige slåskampe og arbejder mod et fælles mål. Jovist, der bliver bombet en maskine i Contact, men det er en forholdsvis lille hændelse i filmen, der hurtigt kommer videre. Konflikten i Interstellar tager for lang tid og er for ligegyldig. Til gengæld lægger den op til den mest intense rumstation-docking nogensinde foreviget på film, så helt spildt er den da ikke.

Interstellar er Christopher Nolans første science fiction-film i rummet, men der er ikke antydningen af famlende skridt eller tøvende hænder. Han hakker sig vej gennem genrens ukendte vildnis, med faklen højt hævet over hovedet og viser alle de andre, hvordan den her ged skal barberes. De seneste år har budt på nogle flotte eventyr udenfor Jordens trygge atmosfære: Star Trek-rebootet, der var overraskende god ramasjang, og Gravity, som man kan sige meget skidt om, men den var utrolig flot. De film har gjort os sultne på flere eventyr i rummet. Samtidig er Carl Sagans legendariske dokumentarserie Cosmos blevet genfortalt med Neil deGrasse Tyson i lænestolen, og den har måske vækket nysgerrigheden over de mange videnskabelige vidundere, der tumler rundt ude mellem stjernerne, som jo i virkeligheden er langt mere spændende end en eller anden ligegyldig rumkrig i en galakse langt, langt væk. Indtil i går var Contact min yndlingsfilm i genren – nu har jeg to.

One thought on “Interstellar

  • 5. juli 2017 at 19:55
    Permalink

    Denne uges ‘rental of the week’ på iTunes til kr. 9. Se den så!

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.