Moulin Rouge

Der er film, som man glemmer, så snart man forlader biografen. Der er film, som man husker, men ikke ser igen. Der er film, der er mesterværker, men som man kun ser én gang hvert tiende år, fordi de er for tunge at komme igennem. Der er film, som man ser igen og igen, fordi de giver en varm og rar fornemmelse i maven. Og så er der Moulin Rouge, der definerer en helt ny verden.

Jeg vidste intet om Moulin Rouge før jeg så den til Imperials surprise-forestilling i starten af september. Jeg havde hørt titlen, jovist, men havde på en eller anden måde fået et indtryk af, at det var en eller anden fransk-agtig kunstfilm om Montmartre’s letlevende damer.

Det er forkert.

Har man fulgt reklamerne i biograferne eller hørt lidt af soundtracket (som f.eks. den konstante, belastende Lady Marmalade som MTV ikke kan få for meget af.) så kan man tro at det er “noget om sex og ludere” og intet andet.

Det er forkert.

Da det blev afsløret hvilken film vi skulle se lød der et tydeligt “Yes!” fra min sidemand, og jeg vendte mig og sagde: “Den ved jeg absolut minus om.”

Han kiggede forundret på mig og sagde: “Det er en Baz Luhrmann. Den har jeg set frem til i månedsvis.”

En bus kunne mageligt have parkeret mellem min underkæbe og min gane: “Baz Luhrman? Hvem er det?”

Svaret faldt prompte: “Ham der lavede Romeo+Juliet.”

Så gik et lys op for mig. Romeo+Juliet var en imponerende bedrift. Luhrman havde taget Shakespeare’s oprindelige manuskript, flyttet handlingen til Venice Beach, beholdt replikkerne på det ganske uforståelige Elizabethanske engelsk og tilføjet en fantastisk MTV-agtig klipning. Filmen var et vidunder.

Men hvad kunne han mon finde på, når han selv skrev? Jeg åbnede øjne og ører, lænede mig tilbage og afventede filmens start.

Den gamle engelske ungdoms-scifi-serie The Tomorrow People (Fremtidsfolket) har en scene hvor to af hovedpersonerne hænger fast i det limboagtige hyperrum de normalt kun kortvarigt opholder sig i når de teleporterer sig fra sted til sted. Et sært mangefarvet ingenting-og-alting-land af farver, lyde og visualiserede syretrips. Det var i 2001-udgaven af dette univers jeg befandt mig de næste timer.

Vi fik introduceret hovedpersonen Christian (Ewan McGregor) som en ung mand, der var kommet til Montmartre for at skrive. Han er dog kun lige kommet i gang da en narkoleptisk argentiner falder gennem loftet i hans lejlighed, skarpt forfulgt af en dværg klædt ud som nonne. De er del af en teatertrup og vor helt bliver bedt om at komme med op og se dem øve. Her får han en ide, der løser et problem med manuskriptet og han bliver bedt om at forfatte hele stykket.

Der er endnu ikke gået fem minutter siden ouverturen sluttede.

Vor helt bliver bragt til det fascionable danseteater/bordel Moulin Rouge, hvor han skal overbevise luksusluderen Satine (Nicole Kidman) om at dette nye stykke han skriver skal være stykket, som skal åbne det ny Moulin Rouge, som skal være et rigtigt teater. Satine tror, at
Christian er en hertug, der skal overtales til at financiere ombygningen af Moulin Rouge. Han bedårer hende med “sin” digtekunst, der i imponerende grad minder om Elton John’s og de forelsker sig.

Hertugen forelsker sig også i Satine og han gør sin finansiering afhængig af, at han har monopol på hendes ydelser.

Resten af filmen handler om at de prøver at få stykket klar til åbningsdagen og at Satine og Christian prøver at få hinanden bag om ryggen på Hertugen.

Banal historie? Javist. De fleste film har en banal historie, når den koges ned til få linier. Dette gælder udpræget for musicals, og Moulin Rouge er en musical. Det der gør Moulin Rouge til et nybrud er dens utrolige stil.

Igen og igen gik jeg glip af scener, fordi jeg sad og skraldgrinede over en overraskende vending som filmen havde taget eller et af Luhrmans funklende logiske og alligevel komplet uventede musiske påfund.

Alt ved denne film (med den overordnede, banale handling som en mulig undtagelse) er simpelthen et brag af et væld af en horde af fantastiske indslag. Kameraføringen er exceptionel. Måden scener gentages i forskellig stil er skøn. Skuespillet og musikken råber på priser og persongalleriet er umuligt.

I Geek Cultures guide til hvad de forskellige karakterer vi giver en film er seks stjerner beskrevet som “Kæben hænger slapt ned ad brystkassen. Ubetinget bedste produkt inden for sin genre, eller et genreskabende produkt.”

Det står jeg ved.

Fjollede fakta: Moulin Rouge kommer op i Imperial en uge efter A.I. En Nøgle til Moulin Rouge er sætningen fra Bowies “Nature Boy”: “The greatest thing you’ll ever learn, is just to love and be loved in return.”, som jo netop også er temaet i A.I.