Leftfield: Rhythm and Stealth
Leftfield består af Neil Barnes og Paul Daley, der begge elsker at lege med lyde. Derudover er de enormt glade for teknologiske fremskridt, specielt indenfor musikkens verden. Det afspejles også af deres store virksomhed som re-mixere af andres musik. Bl.a. har David Bowie, Stereo MC’s og Adamski været under kniven.
Denne virksomhed inspirerede dem til at udgive deres egen musik, og Leftism (netop kåret af top DJ’s til “Greatest Dance Album of All Time”) var det første resultat. Det var en blanding af dub, techno, reggae og dance, og på trods af dens diversitet lever den i bedste velgående den dag idag, hvor den stadig er inspirationskilde for mange nyere “fusions-kunstnere”.
Altså en svær plade at matche. Men det er lige akkurat hvad Rhythm and Stealth gør! Igen har drengene formået at mixe en cocktail af indtil flere stilarter, uden at pladen splittes op af den grund. Den er blevet til en helhed, på samme måde som den forrige blev det – og er det.
En af grundene til dette kunne være Leftfields enestående evne til at samarbejde med andre kunstnere. De giver dem frihed til at sætte deres eget præg på sangene, hvorved hvert enkelt nummer får sin egen identitet. Toni Halliday fra Curve sang “Original” til tops på Leftism, og havde selv en stor aktiv del i udformningen af nummeret. Ligeledes sang John Lydon fra Sex Pistols “Burn Hollywood Burn!”, så man næsten var parat til at tænde faklerne.
På Rhythm and Stealth er tingene i denne henseende ikke ændret. Igen har drengene allieret sig med dygtige kunstnere. Cheshire Cat er på scenen igen, efter hans tidligere indsats på “Release the Pressure” med Earl Sixteen. Derudover er “hip hops gudfader”, Afrika Bambaataa forsanger på denne plades første singleudslip, “Afrika Shox”. Men min absolutte favorit blandt solisterne må dog være Nicole Willis. Hun synger sig igennem “Swords”, så man hører englene synge. Mere af hende, tak.
Denne plade svinger mere mellem techno, dub og reggae end Leftism gjorde, og det er så absolut et godkendt træk. Atmosfærisk, instrumental harmoni i “El Cid” brydes op af gudfaderens reggae-rap på “Afrika Shox”, mens “Dub Gussett” leverer dyb dub. “6/8 War” er netop dét – et hårdtpumpende technonummer i 6/8 tempo, og det er placeret just efter Nicole Willis’ enestående indsats på “Swords”. Således er hele pladen sammensat. Temposkift og stilskift og dagens ret – både med og uden vokaler.
Din hjerne bliver kastet rundt i løbet af Rhythm and Stealth. Efter et par gennemlytninger, begynder det så småt at gå op for én, hvor genialt drengene har skruet deres kompositioner sammen, og dens egentlige værdi bryder langsomt igennem. Ligesom Leftism (som jeg stadig hører meget idag), vil albummet være at finde blandt de mest spillede plader i min samling, når deres næste CD udkommer. …Om det så skal tage dem endnu 4 1/2 år.
Læs og hør mere om Leftfield på deres yderst polerede hjemmeside, hvor du også kan høre et interview med drengene og downloade forskelligt “Leftfield-periphernalia”:
