Castlevania: Symphony of the Night
Du er Alucard, og du er udødelig. Næsten. Du er nemlig en vampyr, omend du ikke er helt glad for det. Én gang hvert århundrede dukker Draculas slot op, og da Richter Belmont (tidl. Castlevania-helt) forsvinder på slottet, begiver du dig derind for at finde ham.
Gammeldags “gameplay” er hvad som driver SotN, og i en 3D tid som denne er det dejligt at kunne opleve et 2D-spil, som i dén grad formår at genskabe et troværdigt univers, uden brug af den 3. dimension.
Foruden de almindelige kendetegn ved et 2D platformspil, har Konami proppet forskellige RPG-elementer ind i spillet. Våben og udstyr kan vindes eller købes, ligesom Alucards vampyriske egenskaber udvikles i løbet af spillet. Han kan f.eks. lære at forvandle sig til en flagermus, for at kunne nå højtplacerede platforme. Eller han kan blive til en tåge, så han kan komme gennem låste gitterlåger.
Efterhånden som man udforsker slottet, finder man teleportere, som kan bruges til at “zappe” Alucard hurtigt rundt til allerede besøgte steder. Her kan evt. nye egenskaber så bruges til at løse opgaver og få adgang til andre dele af slottet.
Spillet er RET stort, så derfor har Konami inkluderet et kort, som tegner sig selv, efterhånden som man besøger nye områder. Slottet er tegnet med den kreative pen, og har mange detaljer. Musikken er ligeledes noget for sig, orkestralt anrettet og meget atmosfærisk.
Jeg har altid været tilhænger af platformspil, idet det er en type spil som alle kan spille. Det gælder også for SotN, der så ovenikøbet belønner spilleren med en rigtig god historie og et formidabelt gameplay. Og liiige som man tror, at man er ved vejs ende…
Hvis man har lyst til at vide mere om universet, bør man læse denne meget detaljerede, kronologiske gennemgang af Castlevania-spillenes historie. Samme sted kan man også finde nogle flere skærmbilleder fra spillet.
