ágætis byrjun

5 out of 6 stars

Gruppens tredje album, (som er deres første album-udgivelse uden for Island) oversætter til noget i stil med “En ny begyndelse”, og det er en svært passende titel.

Som Godspeed You Black Emperor (og til dels Silo) er Sigur Rós’ lyd ofte et ulmende mix af dyb bas, støjguitar og en spæd stemme, der tilsammen vokser og udvikler sig til en højspændt blanding af hæs vokal og gennemsyret guitar. Det første single-udspil fra albummet, “Ny Batterí”, er et typisk eksempel på dette, og et fremragende nummer.

Men lige som man har kategoriseret Sigur Rós som støj-rock, skifter de fuldstændig stil og leverer et blidt og melodisk nummer, der på underlig vis stadig formår at passe til de øvrige numre. Eksempelvis er “Flugufrelsarinn” et utroligt smukt nummer, hvor forsangeren Jons stemme glider stille og ubesværet afsted på en tynd is af skinger guitar. Ét af albummets højdepunkter, hvoraf der er for mange til at remse op her. Mod albummets slutning bliver sangene generelt mere blide, og instrumenterne får mere luft til at lege.

Foruden trommer og keyboard, møder vi også flygtigt både trompet, fløjte, violin, mundharmonika m.v. Yderligere korsang præger også lydbilledet fra tid til anden. Alt sammen uden at virke rodet. Snarere genialt, idet der på forunderlig vis skabes en helhed.

Både Godspeed… og Silo kender gruppen, og har via forskellige kanaler udtalt, at de synes utroligt godt om de 4 islandske drenges særegne lyd. De har også just afsluttet en Europa-turné med Radiohead, men har tidligere bl.a. delt billet med Godspeed…, som Silo jo også har spillet med. Good things travel in packs, it seems.

“Ágætis byrjun” er en plade, som skal høres mange gange, før det står helt klart for lytteren, hvor utrolig fuldendt den er. Dog kan man allerede ved første gennemlytning ane, at der her er tale om noget helt specielt. Som bevis på dét, kan jeg fortælle, at jeg har skrevet (og omskrevet) denne anmeldelse mere end 10 gange, mens pladen har kørt på Repeat i baggrunden. Hver gang jeg hører den, finder jeg noget nyt at skrive om den.

Sigur Rós selv vælger at sige det på denne beskedne måde: “We are not a band, we are music. We do not intend to become superstars or millionaires, we are simply gonna change music forever, and the way people think about music. And don’t think we can’t do it, we will.”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.