Mystery Men

4 out of 6 stars

The Shoveler, The Blue Raja og Mr. Furious er ikke helt almindelige helte. De er superhelte! Det eneste problem er bare, at de er elendige til deres job. Og så står de altid i skyggen af byens “rigtige” helt, Captain Amazing, hvilket bestemt ikke hjælper på selvtilliden.

Derfor er det umådeligt heldigt for dem, når Captain Amazing (Greg Kinnear), bliver kidnappet af Casanova Frankenstein (Geoffrey Rush). Han var faktisk selv blevet fanget af Captain Amazing 20 år tidligere, men pga. mangel på superskurke har CAs alter ego, Lance Hunt, fået manden prøveløsladt. Derved kan han atter blive fanget (superskurke er jo onde for altid) og derved give vor supermand fornyet opmærksomhed og (ikke mindst) sponsorpenge.

Lyder det bizart? Godt, for det er denne film så sandelig også. Baseret på en Dark Horse tegneserie af Bob Burden, er Mystery Men nemlig en hyldest til superheltefilm på samme måde som Galaxy Quest er en hyldest til Star Trek. Og lige så morsom.

Med superhelte der har så specielle kræfter som skovlbankning (William H. Macy/The Shoveler), gaffelkastning (Hank Azaria/The Blue Raja) og simpel vrede (Ben Stiller/Mr. Furious) ser det håbløst ud for vores helte, der nu skal give sig i kast med Casanova F. og hans lakajer (bl.a. The Disco Boys, som stadig tror de lever i 70’erne). Til sin hjælp finder de heldigvis nogle andre superhelte, der selvfølgelig har lige så lamme superkræfter som dem selv. The Bowler (Janeane Garofalo) kaster med en transparent bowlingkugle indeholdende sin faders kranie, The Invisible Boy (Kel Mitchell) er usynlig – men kun når ingen kigger, og The Spleen (Paul Reubens aka “Pee Wee Herman”) er superflatulent (bør ses).

Da de ER ret håbløse, har de brug for en mentor til at hjælpe dem med at tæmme deres superkræfter. Han hedder The Sphinx (Wes Studi) og hans visdomsord er at sammenligne med udtalelserne fra den bagkloge know-it-all, der plejede at få tæv i skolen – men de hjælper. Derefter mangler de egentlig bare nogle ordentlige våben, før de er parate til at gå op imod Casanova F. Dr. Heller (Tom Waits) hjælper dem godt på vej i denne henseende med bl.a. så ikke-dødelige våben som en “Blame Thrower”, der får folk til at skændes. Og selvfølgelig dåse-tornadoer.

Denne film er altså proppet til randen med kendte skuespillere. Desuden er den proppet med musikklip, og de kan ses separat på DVD’en efterfølgende, sammen med en “Spotlight” på produktionen og andet smågodt (bl.a. Kinka Usher Director Commentary). Det lugter lidt af én, stor reklame for filmens OST, men da filmen ER morsom i sig selv, kan man godt overleve disse subliminelle reklamer. Skuespillernes præstationer er glimrende (specielt Ben Stiller, når han “bare” bliver afsindig vred i nærheden af sine fjender), og deres alter ego’er er surrealistisk sjove – Macy er en ægtemand og far, Azaria bor hjemme hos sin mor og Stiller arbejder på en skrotplads og har ikke held med pigerne.

Filmen har alle de rigtige kvaliteter for at blive en nutidig kult-film, der gør groft grin med fortidens superhelte-film. Captain Amazing og hans alter ego Lance Hunt minder os mest om Batman, men Greg Kinnear har en så tilpas selvsmagende adfærd, at vi taber enhver respekt for hans rolle som helt. På den anden side har vi så de mislykkede helte, der alle forsøger at bryde ud fra deres almindelige jeg for at blive beundret og respekteret – noget de bestemt ikke bliver i virkeligheden. Endelig må vi ikke glemme Geoffrey Rush, som jeg aldrig troede vi skulle se i en sådan rolle. Hans disco-positur med ordene; “Quickly. Everybody, into the Disco room!” er guld værd. Han er dejlig ond, og har selvfølgelig en wunderbar, tysk accent.

Selvom historiens forløb er ganske gennemskueligt (det meste af tiden), er det ikke noget som trækker helhedsindtrykket ned. Det er gedigen underholdning, som bestemt vil finde flere tilhængere blandt kultfilms-fanatikere end blandt “normale” mennesker. Jeg tvivler dog på, at der vil være mange som IKKE finder den morsom mindst én gang.

“UND there’ll still be time to go up, get down und boogie!”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.