Sphere

En UFO er blevet fundet på havbunden. Efter alt at dømme har den ligget der i over 300 år. Udfra en gammel top-hemmelig rapport skrevet af en anset psykiater, beslutter man sig derfor for at sende et aparte selskab afsted for at møde de eventuelle ekstra-terrestrielle væsener, der kunne være ombord.

Således består selskabet af en matematiker (Samuel L. Jackson), en biokemiker (Sharon Stone), en astrofysiker (Liev Schreiber) og den føromtalte psykiater, Dr. Norman Goodman (Dustin Hoffman). De ansvarlige for fundet har taget Dr. Goodmans rapport omkring det første møde med fremmede væsener RET alvorligt, og har derfor fløjet vores hovedpersoner ind. De skal nu forsøge at få adgang til fartøjet og skabe kontakt med eventuelt levende væsener.

Første del går således gnidningsløst, idet UFO’en beslutter sig for at åbne sin dør for de fremmede ved første givne lejlighed. Anden del er, hvor problemerne opstår. Tilsyneladende er der intet liv ombord, men man gør sig et par mystiske opdagelser. Først finder man en afød pilot, som bestemt ikke minder om et fremmed væsen, og dernæst finder man Kuglen.

Frit svævende i et lastrum hænger den og er tilsyneladende i konstant bevægelse med sin flydende, gyldne overflade. Fundet er spændende, men da der ikke er nogle væsener at skabe kontakt til, beordres selskabet tilbage til overfladen. Men ikke alle vil med op, og da en fra selskabet beslutter sig for at afprøve sin egen logiske teori om historiens videre gang, tvinges hele besætningen til at forblive på havbunden i 5 døgn, grundet en storm på overfladen.

Men pludselig er der kontakt. Og han hedder Jerry. Og han er glad. Men hvor længe?

Sphere er baseret på romanen af samme navn af Michael Crichton, og ligesom flere af hans øvrige romaner er der action over feltet det meste af tiden. Resten af tiden bliver vi elegant fodret med detaljer, som belyser de involveredes grumsede relationer til hinanden, og den indbyrdes mistro lurer altid lige om hjørnet. Den mistro skal vise sig at være skæbnesvanger på 1000 fods dybde – specielt når man bliver angrebet af brandmænd og kæmpeblæksprutter.

Jeg må ærligt talt sige, at jeg havde et par glimrende timer i selskab med Sphere. Bl.a. lydsiden er fabelagtig, og afspillet over anlægget er det noget af det mest stemningsmættede, jeg længe har hørt. Manden bag hedder Elliot Goldenthal, og ham vil jeg glæde mig til at høre fra igen, når jeg går ind for at se Final Fantasy: The Spirits Within. Tidligere har han bl.a. stået for lyden på et par Batman-film, samt Alien3. Han beviser, at det ikke altid behøver at være Danny Elfman, for at stemningen er i top.

Computereffekter og andre visuelle effekter er nøje afstemt, så de ikke tager overtag på noget tidspunkt – hvilket faktisk gør filmen mere intens. De mest skræmmende effekter er nemlig ofte dem, der ikke kan ses(!) På trods af den ringe IMDB-karakter (5.1/10), så vil jeg anbefale folk at se Sphere. Den hører måske ikke til Crichtons bedste romaner/filmatiseringer, men den kan godt stå alene alligevel.

Den officielle hjemmeside hører ikke til de mest spændende (den er jo også fra 1998), men den indeholder bl.a. et fint lille link til et slideshow med lyd, som sætter stemningen.