Gran Turismo 2

Efter den massive succes, som Gran Turismo fik, vidste man, at der ville komme en efterfølger. Den er nu på gaden i Japan og Amerika, og den kommer her til landet d. 24 januar. Jeg har købt den amerikanske NTSC-udgave, som jeg vil forsøge at anmelde her – et forkundskab til Gran Turismo er en fordel.

En realistisk bil-simulation med mulighed for at købe og tune over 500 biler. Over 25 forskellige baner, heraf de 9 fra GT. En arkade-del, for de mindre seriøse løb, hvor man “bare” vil underholdes. Det er GT2 i en nøddeskal.

Polyphony (tidl. Polys Entertainment) har leveret en værdig efterfølger, som faktisk mest af alt er en forlængelse af etteren. Grafikken er ikke blevet piftet synderligt op, og menuer og spilstruktur er de samme. Hvad får man så, der gør spillet værd at købe? Flere biler, flere baner, flere løb og flere køreprøver. Kort og godt.

Spillet kører akkurat så godt som forgængeren, og det er jo heller ingen dårlig ting. Antallet af biler er steget kraftigt, og man kan nu køre i biler fra alle de største bilfabrikanter i verden – modelleret på deres virkelige køreegenskaber. Som en af de få nye ting, har GT2 introduceret rally-baner, hvor man kan lege Colin McRae med sine opkøbte biler. De nye baner er opfindsomme og detaljerede – flere løb foregår f.eks. i tætte byområder.

Musikken er absolut lige så forfærdelig (i mine ører) som den amerikanske/europæiske GT – hård rock med vokaler. Skru ned. Selve bilerne lyder til gengæld rigtig godt, og skulle efter sigende alle være taget direkte fra de virkelige biler. Lyden af de forskellige typer dæk (det er også en ny ting at kunne skifte dæk) mod asfalt, grus, sand m.v. er gengivet fint.

Meget andet er der ikke at sige her. Kunne man lide GT, vil man elske GT2. Der er også nok at elske, omend spillet ikke byder på forfærdelig meget nytænkning i forhold til sin forgænger.