Dreamcast-kopier en realitet

Hvad man før troede umuligt har cracker-gruppen Utopia nu bevist; Dreamcast-spil KAN kopieres. Og de kan derefter spilles i en ganske almindelig, umodificeret Dreamcast.

Det kræver blot, at man er i besiddelse af gruppens Boot-CD, som kan hentes ned fra Internettet og brændes ud. Sølle 4MB fylder den (pakket kun 1MB), og den distribueres i flere formater – bl.a. Nero eller DiscJuggler (seneste udgaver), som ens brænder så skal understøttes af.

Derefter er det bare et spørgsmål om at proppe Boot-CD’en i sin DC, der efter 10-15 sekunder beder brugeren om at erstatte den med en piratkopi. ELLER man kan proppe et original-spil fra en anden region i maskinen! Skiven fungerer nemlig også effektivt som en boot-chip, og man slipper nu for at skulle åbne sin DC og lege elektriker, som man gjorde det tidligere med sin PSX.

Som altid er der dog et par bagsider af medaljen:

1. Spillene SKAL være crackede af en crackergruppe, før de virker. Almindelige mennesker kan altså IKKE kopiere spillene på samme måde som man kan med de fleste PSX-spil – første gang. Efter at de er blevet cracket, er det dog intet problem at mangfoldiggøre disse med eksempelvis CDRWin eller DiscJuggler, som er nogle af de mest udbredte DAO (“disk-at-once”) brænderprogrammer på markedet.

2. DC-spillene kan komme til at fylde mere, end der er plads til på dagens brændbare medier, idet en DC GD-ROM kan rumme ca. 1GB data. Det kan crackerne dog komme uden om ved at “rippe” eksempelvis lyd eller animationer fra original-spillet.

3. Piratkopierne er MEGET følsomme. DC-spillene idag har i forvejen ikke det bedste ry, mht. stabilitet, og kopierne er endnu mere følsomme. Det resulterer bl.a. i længere svartider, når maskinen skal hente en stump at spillet ind i RAM. Alt andet lige slides der også mere på laserens motor, idet den skal justere sig selv oftere under afspilning af piratkpierne. Den testede titel (Dead or Alive 2) viste tydelige tegn på dette.

4. Boot-CD’en virker p.t. ikke med spil udviklede til maskinens Windows CE. Dette er nok kun børnesygdomme, idet skiven er på Version 1.1, hvilket tyder på, at der vil finde videreudvikling sted. Beviset for denne påstand er, at der siden igår er blevet udgivet et patch, som sætter Boot-CD’en istand til at fungere sammen med en VGA-Boks, hvilket den ikke kunne før.

Flere oplysninger kan bl.a. findes på det legale site TechHack.

UPDATE 10.01.2001:

Siden jeg skrev ovenstående, har diverse crackergrupper formået at indarbejde cracks på selve kopierne, således at disse ikke engang behøver Boot-CD for at køre. Desuden er der nu ingen problemer med at cracke spil udviklede til Windows CE, og følsomheden (sliddet på laserens motor) er blevet lavere. De fleste af bagdelene ved piratkopierede DC-spil er således blevet elimineret.

Derfor: For at modarbejde disse uheldige fremskridt, har Sega (indtil videre dog kun i Japan) lavet selve Dreamcast’en om, således at den ikke længere kan boote almindelige CD’er. Hvordan/Om crackerne så vil omgå dette vides endnu ikke.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.